Kongemordet i Finderup Lade - Forfatters bemærkninger

Retur til bogen Artikel-noter
Forfatterens efterfølgende kommentarer, kapitelopdelt - Ajourført 25/5 2015
Side 56 Side 26/56/59 Side 65 Side 74 mfl. Side 80 Side 84 Side 88 Side 93 Side 97 Side 101 Side 107-110
Bemærkninger til bogens sider:

Side 56
Nederst på side 56 er det anført, at Stig Andersen muligvis trådte fra som marsk sammen med Uffe Nielsen Neb 1278, men han anføres dog i DRB 2,3,7 af 17. juli 1281 med titel af marsk sammen med drost Peder og grev Jakob. Efter håndfæstningen var det under alle omstændigheder Lars Thygesen, der i 1283 var anført som marsk, jævnfør side 60, så det afgørende i bogens sammenhæng er, at Stig Andersen først genindtrådte som marsk efter Lübecks accept af en 3-årig handelsaftale med Danmark i september 1983 sammen med junker Erik som drost og Rane Jonsen som kammermester, mens svigerfaderen Uffe Neb tiltrådte som drost i maj 1284, da junker Erik blev greve af Sønderhalland. Vi kender ikke datoen for deres tiltræden, men de må være længe inden mødet i maj 1284 - antageligt efter herredagen i Vordingborg og den efterfølgende handelsaftale med rækkefølgen tilbagegivelse af len - handelsaftale - plads i regering.,

Side 26/32/56/59
Det er efterfølgende konstateret, at fire årstal ved det afsluttende årstalscheck er blevet rettet forkert. På side 26 skulle 1265 være skrevet 1165, på side 32 skulle 1942 være 1242, på side 56 skulle 1276/76 være skrevet 1275/76 og på side 59 skulle 1982 være skrevet 1282. De fire fejl er ikke meningsforstyrrende, da de giver sig selv ud fra sammenhængen.

Side 65
Den 29/8 1283 sendte to schwerinske grever og en biskop et brev til den danske adel om at gå i forbøn for deres barnebarn, grev Jakob, hos Erik Klipping. 10 dage efter dette brev og 11 dage inden den midlertidige aftale med lübeckerne kom i stand, fik grev Jakob af Halland i Vordingborg sit grevskab i Nørrehalland udleveret. Samtidig synes Valdemar at have fået sit len tilbageleveret iflg. Huitfeldt, Arup, Højby og DRB's noter. Valdemar underskrev rettighedsbreve i Slesvig 25/1 1284.

Side 74
Lübeck og de øvrige stæder er i bogen flere steder for enkelhedens skyld benævnt som Hansestæder - det fællesnavn, vi kender dem under - da disse frie handelsstæder allerede på Erik Klippings tid begyndte at optræde sammen som en gruppe (hanse). Forbundets formelle beslutningsorgan, "Hansedage", opstod først i 1356.

Side 80
Sagsakterne indeholder en sandsynliggørelse af Hvideoppositionens brug af mord, som ligger langt fra nutidig tænkemåde. Jens Grand citeres af Erik Menved (178 pkt 3) for at have sagt ”… ingen burde forundres over denne konges død, da mange af danskernes konger er blevet dræbt sådan”, hvilket er helt i overensstemmelse med, at 5-6 konger de foregående 150 år var blevet dræbt. Kunne det udtrykkes tydeligere, hvilken opfattelse morderne har opfattet som sædvanlig? Også Rumelant ironiserede i første vers af "anklage-sangen" over denne danske praksis, der afveg fra Landefredens tysk/romerske retsopfattelse, som markgrev Otto repræsenterede i Nyborg.

Side 84
Til side 84 kan det tilføjes, at et kvindeeventyr - som Jens Grand muligvis hentyder til - teoretisk kan være årsagen til, at kongen overnattede uden en tilstrækkelig vagtstyrke. Flere af 1800-tallets skuespilforfattere antydede en sådan forklaring, som dog på ingen måde er underbygget.

Side 88
Huitfeldts fortælling om kupforsøget styrkes af, at det har vist sig, at Anders Sørensen Vedel har haft manuskripter til rådighed om Marsk Stigs historie, anklage og forsvar, som siden er forsvundet. Se også note til side 93.

Side 93
Til side 93 kan det tilføjes: "Huitfeldts danske ”gierning” er i DRB skrevet som ”handling”. Det er antageligt brugt ligesom misgerning, der som forbrydelse kan dække både fysiske handlinger og f.eks. køb af lejemord. Rumelants anklagende vers bekræfter, at ”råd, befaling og gerning” må dække over bestilling af lejemord, mens fysisk medvirken benævnes ”ved egen hånd overvar”.
br> Desuden har historikeren Svend Clausen nu ifølge "Fund og Forskning 2016" påvist via lister i det Kgl Bibliotek, at Anders Sørensen Vedel havde yderligere papirer til rådighed om Marsk Stigs historie, anklage og forsvar - og det må dermed også gælde Arild Huitfeldt, som blev sat til at fortsætte og afslutte hans arbejde. Arild Huitfeldt nøjedes med at gengive den gentagne dom, hvilket må ses som en bekræftelse på, at den dækkede sagen. Han oplyste desuden at nævnet var på 27 mand og fortalte om Valdemars afbrudte kupforsøg. Det bliver en yderligere bekræftelse på bogens udlægning, men Svend Clausen synes ikke at have grundlag for at hævde, at manuskriptet var samtidigt.



Side 97
Det er ikke muligt at se, hvad man har haft som grundlag for dommen, men sagsakternes andet svarskrift fra kongen, nr. 215, kan give et fingerpeg:
(34) Ligeledes fremsætter sagføreren og søger at bevise, at Grev Jacob … var kong Eriks drabsmænd og mordere. (35) At de førnævnte hver især for alvor var i almindelig miskredit i Danmarks rige blandt gode og solide mænd på grund af kongens død. … og forræderisk slog kongen ihjel. (38) At grev Jacob og … med hele Danmarks Riges råds myndighed blev erklærede for kongens drabsmænd.

Alt tyder altså på, at bagmændene er dømt på grundlag af indicier og en almindelig viden om personsammenhængene, som vi ikke har, mens der kan have ligget mere konkrete oplysninger om Arvid Bentsens rolle. Det er altså ikke sikkert, at bagmændene kunne være dømt efter nutidens regler, hvor man har vanskeligt ved at ramme bagmænd på grund af ønsket om høj retssikkerhed.

Side 108
På side 108 er vist Forordningen om majestætsforbrydelse af 9/10 1276, som forblev et udkast. Stormændene anerkendte ifølge sagsakterne ikke kongens ønske om denne forordning, da man var imod kongens ret til at udnævne nævningene, som han bad om i §4 (bemærket i note i marginen). I Håndfæstningen af 1282, som er citeret på side 109, blev man enige om, at majestætsforbrydelse accepteredes pådømt af et worthældsnævn. Vores kilde til den gældende lovgivning er således inddirekte, da vi ikke har straframmen og nedsættelsesformen, men den er utvivlsom. Worthældsnævnet blev efter de gamle regler valgt som 3 mand ud af hvert af hirdens fire vagthold (worthæld), hvilket senere blev til 4 geografiske grupper. Det omtales bl.a. i udkastet til Forordningens §1.

Selve dommen "majestætsforbrydelse" er således afsagt i overensstemmelse med håndfæstningen [Jens E. Olesen. Marsken rider igen 1990], men vi savner, hvem der havde retten til at udtage nævnet. Klagerne gik bagefter på, at det ikke var de anklagede, der valgte de sværgende ud, som de havde ønsket, men det kan vel ikke genere vor retsbevidsthed - og er i overensstemmelse med Rumelants tyske forudsigelse. Ingen klagede bagefter over, at kongen udpegede nævnet - ej heller Jens Grand i sagsakterne - så antageligt har Danehoffet udpeget det. Det vil også harmonere både med Rydårbogens ord om "alles fælles dom" og kongens sagførere i sagsakternes "med hele Danmarks riges råds myndighed". Danehoffet, som var lovgivningsmyndighed på området, accepterede altså dommen, som desuden godkendtes af kirken og kejseren. Processpørgsmålet må derfor i relation til den historiske udpegning af mordets gerningsmænd siges at have udviklet sig til en pseudo-diskussion, som primært kan have interesse for retshistoriske feinschmeckere.

Side 107-110
Det er i en diskussion om bogen blevet hævdet, at Knud den Stores vederlov gav marsken ret til at anvende egne folk til at sværge sig fri, men det må være en misforståelse. Vederloven kendes fra Svend Aggesen, som fortalte, at hvis to mand fra anklagedes egen fjerding med hånden på biblen svor, at anklagede var skyldig i råd mod kongen, skulle han dømmes fra livet og hans gods skulle inddrages. Hvis de ikke ville sværge, kunne han klare sig fri af anklagen ved jernbyrd. Det er altså den omvendte mekanisme, som blev forældet ved jernbyrdens bortfald.

Til top