Danernes Sagnhistorie - Anmeldelser
Indeks
Danernes Sagnhistorie
Anmeldelser - Ajourført 12/7 2007
Historie-Online Andre
ANMELDELSE - Historie-Online

Anmelder udgav i år 2000 den lille ”Vikingernes Historie – kort fortalt”, som er et udmærket sammendrag af de sidste par årtiers danske værker om historie og arkæologi. Saxo og hele den nordiske litteratur - bortset fra religionen - blev imidlertid her affærdiget med et par få ord, som fortællinger bragt til Norden med latinsk skrifttradition og omformet til nordiske forhold. Denne overfortolkning af bl.a. Karsten Friis-Jensens forskningsresultater, som omtales i kommentarerne nedenfor, må naturligvis gøre Karsten Gabrielsens anmeldelse af en bog om sammenhængene mellem disse nordiske sagn til et så betænkeligt forehavende, at Historie-Online havde haft mere ære af at anvende en anden anmelder. Samtidig kan karakteren nemt skabe mistanke om brødnid, fordi bogen ikke er skrevet af en historiker.

Da anmeldelsen ligger på nettet hos Historie-Online uden forfatters kommentarer, er det på grund af anmeldelsens særlige karakter og tone anset for passende at indsætte forfatterens kommentarer nedenfor markeret med rødt i anmeldelsens sorte, citerende kursiv. Kønt er det ikke, men det må man tale med Historie-Online om, da den stadig kan findes på nettet - forfatteren følger i sit svar blot den valgte stil.

Anmeldt 5/1 2005
Af Karsten Gabrielsen, arkivar, cand.phil.

Allerede i middelalderen skar man i Saxos tekst og indrettede den til de særlige formål, som tiden og situationen krævede. Særligt i årbøgerne og krønikerne fra slutningen af 1200-tallet og fra 1300-tallet ses Saxos indflydelse på teksterne – ikke mindst når han beskæftiger sig med perioden før kristendommens indførelse. Efterhånden skrællede man hans tidstypiske vendinger og figurer og meget af den deri indbyggede mening fra, og tilbage blev i anvendelse det, som man opfattede som data og sammenhængende historier. I senmiddelalderen og renæssancen bliver hans historie om danernes bedrifter ikke mindst anvendt til at skabe de lange kongerækker, som skulle vise dynastiets legitimitet og rigets ælde. En senere tid har lagt afstand til denne måde at arbejde på, og historieforskningen har stillet spørgsmålstegn ved Saxos kildegrundlag og hans måde at skabe moralske og allegoriske paralleller mellem den fjerne fortid og den strålende nutid (og i visse tilfælde med lærestykker i den ikke helt så glimrende mellemtid). Efter den Weibullske kritik har ingen villet anvende Saxos første ni bøger som kildemateriale til en begivenhedshistorie før kristendommens indførelse, og for den resterende del af værket har man også haft stærke reservationer overfor de oplysninger, man præsenteres for. Fra tid til anden har der været forsøg på at komme bag om Saxos beskrivelse af sagnhistorien, i regelen som forsøg på at relatere Saxos oplysninger til bestemte europæiske forhold, ikke mindst i folkevandringstiden.
(Hertil enig.) Påvisningen af, at Saxo har anvendt en række af de klassiske, senantikke og tidligmiddelalderlige forfattere som forlæg for sine egne historier, har naturligvis yderligere svækket grundlaget for at benytte hans oplysninger til at fortælle Danmarks historie før år 1000. (Det må være en reference til Karsten Friis-Jensens disputats fra 1987 om Saxo's brug af Valerius Maxianus, men Karsten Friis-Jensen oplyser også selv, at han påviste lån af sproglige formuleringer med henblik på at opnå en perfekt klassisk skrivemåde i tidens romanske stil - ikke en kopiering af indhold (bortset fra dele af Bjarkemål.) De andre nordiske kilder er stort set alle samtidige med Saxo – eller senere og viser afhængighed af ham – så alene kilderne fra rigerne i Vesteuropa har med en rimelig sikkerhed kunnet inddrages af historieforskningen i moderne tid til at relatere til danske forhold inden Harald Blåtand.

Men der har altid siddet folk tilbage, som gerne vil prøve, om ikke der alligevel skulle være nogen sandhed gemt i alle de mange ord, som Saxo ofrer på den grå fortid. Forfatteren til Danernes sagnhistorie, Troels Brandt, revisor og finansdirektør, er en af dem. Men for at kunne gøre det må han erklære, at han ikke skriver historie, men udvikler et ”eksempel” indenfor sagnhistorie – som altså ikke må forstås som historie, fordi historikerne afviser at beskæftige sig med personer og handlinger i Saxos ni første bøger.
(Allerede her bliver anmelder selvmodsigende. Selvfølgelig er der sandhed gemt i Saxos mange ord - men problemet er, at vi ikke ved, hvilke ord er sande og hvilke er opspind. Derfor bliver det slet ikke et spørgsmål om sandhed, og slutbemærkningen på bogens omslag bliver da også: "Sagnene bliver ikke pludselig til historie, men vi får et nyt og mere sandsynligt billede af sammenhængene mellem vikingernes danske sagn", og på side 1 findes lignende udsagn. Denne markant placerede "programerklæring", som anmelder på sin vis refererer på sin fordrejede måde, gør anmelders bemærkning om forfatters hensigter og hele anmelders følgende korstog meningsløst, da bogen jo altså primært handler om den indbyrdes sammenhæng mellem disse sagn. Det er et forsøg på at finde tilbage til et lag af vor sagnhistorie før Saxo's åbenlyst manipulerende forlængelse af den - herunder at se på realismen i fortællingerne - hvilket intet har med dokumenteret historieskrivning at gøre. Men i øvrigt er det legalt også at sammenholde med et muligt historisk grundlag, hvilket er praksiseret af mange - selv kildekritikkens bannerfører, Curt Weibull.)

For at kunne skabe et netværk til at bygge en sagnhistorisk konstruktion (eksemplet) op, har Troels Brandt valgt at fremlægge en ”metode”, der består af en række udsagn om, hvad der er sket med Saxos tekst, og hvad det betyder for muligheden for at behandle sagntiden på sagnhistorisk vis.
(Det er vanskeligt at se, hvad anmelder henviser til, men baggrunden for arbejdet er i alt fald en påvisning af, at Roar og Helge-historien gentages med forskellige navne i tre forskellige perioder, og at hovedparten af Frode-sagnene handler om samme sagnfigur. Tanken med bogen var oprindeligt blot at vurdere konsekvenserne af denne observation. Som beskrevet i kapitel 1.2. blev metoden imidlertid at indlægge de mange sagnfragmenter hos Saxo i tilsvarende episoder og personer i sagaernes kronologi. Det viste sig i høj grad muligt, og det fik samtidig sammenhæng med Jordanes og Beowulf. Det viste sig desuden, at en stor del af skjaldenes fragmenter koncentrerede sig om nogle ganske få sagnkredse. Resultaterne har ført meget længere end det oprindelige formål.)

Til en start anvender han to citater fra Sven Aggesen til at bevise, at der er blevet manipuleret med det kildemateriale, der er til rådighed for Saxo – hvis han da ikke selv har gjort det. Svens egen kongerække er nemlig heller ikke overbevisende for Troels Brandt. Saxo har selv begrænset sine manipulationer ved ikke at angive en kronologi i sine bøger, og ved ikke at opfinde nye personer, men blot ”blande” dem, han nu havde til sin rådighed. Der er så blevet føjet en lang række konger til kongerækken for at gøre den længere, og den manglende identificering af enslydende navne har ført til sammenblanding, opsplitning og forbytning af personer. Skjoldungesagaen rummer også manipulationer, men ikke i så ekstrem grad som hos Saxo, og derfor kan den – trods sin opsplittede, tvivlsomme og fragmentariske overlevering – anvendes til at korrigere Saxo. Brandt anser selve genealogien og de enkelte folks kongerækker for at være så vidnefaste, at Lukmans, Weibulls og andres påvisninger af anvendelsen af vandresagn i de enkelte tilfælde afvises med netop denne begrundelse – de viser nemlig at fædre og sønner bliver kronologisk og geografisk adskilt på måder, der hindrer deres angivelige relation, og derfor må d’hrr. afvises.
(Dette er så forkert gengivet og selvmodsigende, at det er dybt useriøst - få linjer før citerer anmelder endda selv det modsatte, så man kan undre sig over Historie-Onlines manglende kvalitetskontrol. Tværtimod behandles de gamle kongelister i bogen som åbenlyst forkerte og som magthavernes manipulerede adkomstgrundlag. I øvrigt anerkendes Weibulls generelle kritik af Saxo som kildegrundlag i bogen - det er Weibulls og Lukmans egne antiteser om, at nordiske sagnfigurer udelukkende er centraleuropæiske konger, der kritiseres som værende utilstrækkeligt dokumenterede og usandsynlige.) Derfor ender han med at stå med Ynglingasaga og Skjoldungesaga som facitlister til Saxos tekst, med Beowulf i baghånden. Her har kirkens manipulation med de førkristne kongerækker nemlig ikke været lige så gennemtrængende som hos klerken Saxo selv. (En bagvendt beskrivelse af bogens konklusion. Saxo opdigtede næppe de basale historier, men ændrede primært på sammenhæng og kronologi i tidligere eksisterende sagaer og kvad - hvor Beowulf-manuskriptet tilhører et tidligere sagnlag.) Brandt har fx valgt at slå en lang række Froder sammen til Frode Fredegod – kun hans historie synes fyldig nok. (Begrundet ovenfor - ikke med fyldighed, men med lighed i indhold.)

Fremstillingsformen i denne rekonstruktion af den danske sagnhistorie er at anvende et udvalg af Saxos første ni bøger som tekst, og imellem tekstblokkene får vi Brandts kommentarer og forklaringer på begivenhedsforløb og valg af rækkefølge på de udvalgte konger, der i Brandts øjne fortjener en plads i sagnhistorien
(se metode ovenfor - det er sagaernes kronologi, ikke forfatters personlige udvælgelse). Der henvises med større eller mindre held til, at arkæologien støtter denne eller hin tolkning – i regelen på et så overordnet og generelt plan, at det ikke bringer et bevis. (Der er som sagt ikke noget forkert i at se på, om sagaberetningen ligger inden for de kendte omgivende rammer eller om grundlaget for nogle af sagnene kan identificeres.) En stor del af kommentaren anvendes til at vise, at det var herulerne der, efter en folkedeling i det østlige Centraleuropa i slutningen af 400-tallet, drog på folkevandring mod nord og hvis kongeslægt endte som konger i Uppsala, således som vi møder dem i Ynglingasaga og Ynglingatal. (Det påvises, at sagnfiguren Frode kan have sin baggrund i den konge, som fordrev Procopios' og Jordanes' heruler og dermed gjorde danerne kendte helt i Byzans og England for første gang i historien - uden at sagnene af den årsag bliver mere historie, end når Weibullianerne påpeger elementer af Theodorik den Store i Frode Fredegod-figuren.) Frode Fredegods regeringstid hænges op på solformørkelsen i 536, der omtales hos Procop og Cassiodorus, og hvor begivenhedens sprogbrug kan synes identisk med tilsvarende passager hos Saxo. Tilsvarende notitser fra adskillige andre år finder vi nu altså også som faste ingredienser i både danske og vesteuropæiske annaler – i de danske efter Isidor af Sevilla gennem mange, fortrinsvis engelske, led frem til de danske Lundeannaler, hvis tidlige redaktion har kunnet danne hovedkilde for både Saxos og de lærde nordmænds og islændinges brug af sådanne oplysninger. (Anmelders påstand i dette eneste saglige kritikpunkt er ikke holdbar. Lundeårbogen og de engelske annalers omtale af en almindelig solformørkelse i 530'erne kan næppe være de lærde islændinges anledning til at omtale den som en natur- og klimakatastrofe på Kristi tid, medmindre de bevidst manipulerede - den indre logik i anmelders resonnement mangler simpelthen. Tværtimod er det tankevækkende, at formørkelsen af solen i 536-38 faktisk var en regulær klimakatastrofe i Norden, mens sagnene placerer klimakatastrofen på Kristi tid - og det er noget ganske andet, som måske netop indikerer Saxos og sagaernes forlængelse af sagnhistorien.) Men Brandt har hæftet sig ved en artikel af Morten Axboe om tidspunktet for nedlæggelse af sene guldskatte i Norden. (Nemlig! Og Morten Axboe er tilfældigvis siden - i 2007 - blevet dr. phil på en disputats, som bl.a. behandler denne klimakatastrofe som en væsentlig begivenhed i Nordens forhistorie - ikke blot en solformørkelse.)

Den færdige, reviderede kongeliste kontrolleres ved at udregne en gennemsnitlig generationsalder – og selvfølgelig kommer det til at stemme – stort set.
(En tentiøs omtale af en nødvendig kontrol) Bogen afsluttes med et bilag, der angiveligt løser "gådeprincipperne" i Rökstenens tekst. (Det er symptomatisk, at anmeldelsen slet ikke beskæftiger sig med denne løsning af Rökstenens gåde, som senere førte til invitation til det tværvidenskabelige symposium "Kult, guld och makt" i Sverige, hvor bilagets forslag til løsning af Nordens største runegåde blev præsenteret og udgivet i bogen af samme navn i 2007 - hvor 90 procent af problemerne var løst. Senere er resten løst.)

Da Brandt beskæftiger sig med sagnhistorie og ikke med historie, er det tilsyneladende heller ikke nødvendigt med en grundlæggende metodisk bevisførelse
(Metoden til efterprøvning er beskrevet ovenfor - men det er illusion at tro, at sammenligning af handlingselementer vil kunne ske ved en indiskutabel metode.). Det vigtigste er, at han finder "sammenhængende forløb, der harmonerer med det arkæologiske billede" og at han kan "kombinere elementerne tilbage til deres naturlige pladser i kronologien" (Det sidste: Ja - tilbage til den tidligere indre sammenhæng og kronologi i sagnene, før man forsøgte at forlænge historien. Det første er blot en konstatering af, at sådan blev det i forhold til hovedlinierne). Imidlertid er det sammenhængende i bogen primært de meget lange uddrag af Saxos tekst – ikke Brandts kommentar (hvilket var bevidst for at undgå påstande om "skrælning" af tekst til forfatters formål, så læser selv kan vurdere – da kritik fra visse "skoler" ikke var uventet.).

Beskæringen af Saxo til egne specifikke formål er altså ikke bare et middelalderligt fænomen. Det sker selv i dag, og Danernes sagnhistorie må betragtes som endnu et forsøg i samme fantasioverbelastede genre. Bagved ligger der i dette tilfælde tilsyneladende en tyrkertro på skjaldekvadenes uforanderlighed og på, at der før de første danske historiske optegnelser (og før kirken iværksatte sine manipulationer) ligger færdige kongerækker, der strækker sig tilbage til 400-tallet
("Tyrkertroen" er som nævnt anmelders manipulation. Kongelisterne var en del af kongeslægternes legitimitet og blev nedskrevet overalt hos germanerne, når disse blev kristne og fik skriftssprog. Problematikken er en helt anden: Risikoen for manipulation i disse lister steg med generationsafstanden, og i en ekstrem situation hos goterne har bl.a. Arne Søby Christensen i sin disputats med et enkelt eksempel påvist, at manipulationen synes forsøgt allerede efter nogle få generationer - en påvisning, som er helt parallel med bogens hypoteser omkring Gorm den Gamle og dermed et forhold, som forfatter tager højde for). Det første hersker der nu til dags stor tvivl om, det andet er nok rimelig umuligt: De første kendte forsøg – Sven Aggesens – er mildest talt sparsomme, resten er forholdsvis sene og bygger på Saxo – og det var først den lærde senmiddelalder og renæssance, der for alvor gjorde kongerækkerne til en genre (Med den sidste påstand kører anmelder igen så vild i sine egne postulater, at han igen kommer til at afsløre hulheden allerede i sin egen næste sætning). Og som Arne Søby Christensen nyligt har vist i sin disputats om Cassiodorus og Jordanes, så er genealogier for kongeslægter noget, som man allerede i senantikken konstruerer, når der er behov for det, og uden at føle sig bundet af andet end de seneste tre led. Så hvis sagnhistorie er kendetegnet ved, at man starter med at konstruere sit regnskab ved at beslutte, hvordan regnskabets bundlinie skal se ud, så må man også forvente, at revisionen vil få problemer med at finde de relevante bilag og give antegning om, at regnskabet er retvisende. (Jo grundigere man læser sætningen sammenholdt med anmeldelsens tone og indhold, jo mere får man på fornemmelsen, at det nok snarere er anmelder selv, der på grund af forfatters baggrund som statsautoriseret revisor med anmeldelsen har villet opnå denne bundlinie-pointe - måske inspireret af Saxos hang til manipulationer.)

------------

Det havde været forståeligt og rimeligt at diskutere usikkerheden i en sagnanalyse som bogens, men i stedet har anmelder ovenfor koncentreret sig om at skyde forfatteren motiver og synspunkter i skoene, han aldrig har haft eller givet udtryk for - og derefter anmelde dem. Heldigvis er årsagerne til anmeldelsens karakter let gennemskuelige: Danernes Sagnhistorie handler om et væsentligt element i vor kulturarv, som anmelder fejlagtigt har ignoreret i sin egen bog. For at føje spot til skade vælter det Lejre, som han og andre historikere postulerede var ren sagnhistorie, op af jorden i disse år. Heldigvis holdt arkæologerne fast på trods af historikerne. Det er naturligvis pinligt at konstatere for anmelder, som har nedgjort sagnhistorien.

Folk med interesse for sagntiden og vor kulturelle arv bør derfor selv læse bogen og tage stilling hertil. Bogen er dog udsolgt, men kan lånes på en række biblioteker.


Andre
DBC's refererende lektørudtalelse til bibliotekerne overlader naturligt nok vurderingen af denne nytolkning til faglig anmeldelse, da bogen anses for at henvende sig til et fagligt interesseret miljø - hvilket der ikke kan være uenighed om. Efter Historie-Onlines anmeldelse har bogen gennem de tre første år haft en pæn udlånsfrekvens på bibliotekerne, og bogen var udsolgt efter to år.

Der er ikke modtaget seriøse faglige anmeldelser.
Til top