Harald Blåtands slægt - Kommentarer

Indeks Danernes Sagnhistorie

Forfatterens kommentarer til artiklen i Siden Saxo nr 1 2016, sideopdelt - Ajourført 26/9 2016

Beskrivelse Side 17 Side 17-18 Side 18 Side 21 Side 22 Side 27
Beskrivelse:

"Harald Blåtands Slægt" er en artikel i Statens Arkivers tidsskrift, "Siden Saxo" 2016.1, som handler om Haralds og Gorm den Gamles afstamning - præsenteret af amatørhistorikeren Troels Brandt. Dogmatiske historikere vil stort set altid kunne karakterisere artikler om tiden før slutningen af 1200-tallets Danmark som spekulation, da kilderne er sparsomme, upålidelige eller uden adgang til sikker viden om danske forhold. Det har skræmt historikerne til stort set at overlade vikingetiden til arkæologerne. De, som alligevel har beskæftiget sig med tiden, har indtil 1990'erne fæstet deres lid til den ældste danmarkshistoriske kilde, Adam af Bremen, som de andre kirkelige kilder, Roskildekrøniken og Saxo, delvis hviler på. Adam skrev imidlertid flere hundrede år senere og havde motiver til manipulation. Tager man konsekvensen og dropper de af hans forklaringer, hvor man kan se et manipulationsmotiv, og i stedet anvender de forløb, som de øvrige kilder er enige om - herunder naturligvis samtidige de frankiske annaler - når man frem til et bud på en enkel og mere forklarlig kongerække. Retter man de kirkelige kilder på nogle få punkter, viser det sig at også Adam af Bremen og Saxo kan ende med at fortælle om samme konger som frankerne og de udskældte sagaer.

Ifølge Adam selv var der antageligt flere parallelle konger, men han erkendte, at han ikke kunne overskue dette - et punkt som burde have gjort historikerne mere vagtsomme. Godfreds gren ledede øjensynlig alliancen mod frankerne baseret måske alene på egen kongemagt omkring Hedeby og den vestlige Østersø - Alfred den Stores syddanere. Resten af Jylland var antageligt regeret af småkonger eller jarler. Regnar var formodentlig søn af Godfreds nevø ad mands eller kvindelinje, Sigurd Ring II, som døde i magtkampene i 812. Sandsynligvis var Regnar selv sjællandsk lokalkonge og vikingeleder - eller måske konge over danerne omkring Øresund og det østlige Kattegat - norddanerne. Regnars søn, Sigurd Ormøje, efterfulgte den danske alliances leder, Horik II, mellem 867 og 876, men faldt selv i Tyskland i 891. Hans mindreårige søn, Loddenknud/Hardeknud, blev ifølge sagaerne sat i pleje hos en Hardiknuth, som han fik navn efter. Ifølge Svend Aggesen og Saxo hed hans værge Ennignub ~ Engelske Knud? En engelsk Knud finder vi i 883 i form af Hardiknuth, som var fader til den Gudred, der blev valgt som et kompromis i York. En mønt, som blev fundet i Silverdale i 2011 viser, at det sjældne danske navn virkelig forekom i York, Northumbria - ikke i Norge eller Normandiet. Mens danske Hardeknud var mindreårig blev hans rige regeret af en "statholder" - ifølge sagaerne af faderens ven, Helge - en påstand som bekræftes i form af Adams Heiligo. Hardeknud kom som voksen ifølge sagaerne tilbage som konge af Sjælland og Skåne, hvilket harmonerer med, at svenske Olaf forinden havde benyttet svaghedsperioden til at erobre Hedeby, mens resten af Jylland antageligt blev delt af landets småkonger og jarler - herunder Thyras far. Gorm blev konge efter faderen Hardeknud og generobrede Hedeby 934-36, da Olafs søn, Gnupa, var blevet svækket af den tyske konges angreb i 934.

Artiklen giver en plausibel forklaring på, hvorfor Sven Estridsen og dermed Adam af Bremen ønskede et røgslør over Harald Blåtands afstamning, som åbenbart førte til, at en komplet ukendte Svein af Nortmannia pludselig dukkede op som familiens stamfar. Muligvis var det Adams tvivl om, hvem der var konge hvor, som gjorde at han også fejldaterede generobring af Hedeby til 911-16. Her bør vi i stedet lytte til den mere samtidige tyske historiker, Widukind. På grund af denne usikkerhed gik det muligvis ikke op for Adam, at Hardegon var Hardeknud. En kritisk gennemgang også af Roskildekrøniken og Saxo fører til, at kilderne stort set viser samme kongerække som sagaerne. Selv Adam nævner samme kongenavne - kun hans mystiske Svein af Normannia medtages ikke af hans kirkelige efterfølgere, hvilket også her burde have vakt mistænksomheden hos de professionelle historikere.

Artiklen kommer til den konklusion, at Harald Blåtands slægt kom fra Østdanmark, hvor Lejre var danernes religiøse hovedsæde gennem 500 år. Eksistensen ses af de senere års udgravninger - og Lejres betydning som hovedby bekræftes historisk af Thietmar i 1018. Udgravningerne i Jelling peger på, at dette anlæg var en spektakulær magtdemonstration i nyerobret land og et kongeligt mindesmærke for Gorm og Thyra samt for Danmarks samling og kristning - bygget 958-970. Samtidig skulle det antageligt sammen med de senere lige så tomme Trelleborge skræmme både hjemlige modstandere og tyskere. Et Jellingdynasti er der ikke tale om - det var opfundet af tidligere krønikører og historikere på grund af Jellingstenen og blev fremført med brask og bram af Erik Arup.
Bladet kan købes her.

Artiklen var egentlig skrevet som kapitel 17 til den reviderede 2. udgave af bogen "Danernes Sagnhistorie". 1. udgave udkom i 2004, men den blev hurtigt udsolgt. Det er en beskrivelse af Saxos sagnhistorie i sagaernes kronologi - skrevet med forventning om den udvikling, som siden er sket med udgravningerne i Lejre og Jelling. Her overhalede udviklingen de etablerede historikere indenom og gjorde deres afvisning af sagaernes kongeslægt fra Lejre til skamme, selv om sagaerne naturligvis ikke derfor bliver til historie. På bogens hjemmeside er der link til en pdf-version af den reviderede udgave.

Jeg har ikke på det første halve år hørt om eller er blevet mødt af noget modargument - kun af opponeringer mod resultatet fra tre amatører af lokalpatriotiske årsager eller fordi de selv havde publiceret en anden løsning.



De sidste haller lå i 3-4 versioner på den sydlige bakke i Lejre. Hal IVab's konturer på billedet kan bl.a. have været Gorm den Gamles ceremonihal.
Kommentarer til artiklen (som indgår i kapitel 17)

Side 17
Et modargument har været, at Svend var brugt flere gange i kongefamilien, men det var 100 år senere og kan netop være årsag til, at Svend Estridsen valgte sit eget navn i den historie, han bandt Adam på ærmet. Pointen er, at kongefamilien ellers normalt altid havde - eller påstod at have - en slægtsmæssig adkomst til tronen, men det forsømte man at forklare ved brugen af en Svein af Nortmannia. De efterfølgende kilder, som ellers fulgte Adam, udelod helt Svein - de troede åbenbart ikke Adam.

Side 17-18
Adam af Bremens og Sven Estridsens kendskab til problematikken med kirkelig incest er omtalt i Adam selv i hans Bog III 12. Se i øvrigt faktaboksen.

Side 18
Et andet udslag af konflikten er antageligt det ejendommelige kirkepolitiske intermezzo med Dalby Kirke i Skåne. Sven pressede i 1060-66 Hamburgkirken ved at lade Hildesheimbispen oprette et konkurrerende bispestift i Dalby, 10 km fra bispesædet i Lund – netop på den tid, hvor Adam kom til Danmark. Svens barske politik, som oprindeligt skyldtes incestdommen og siden blev et spørgsmål om ærkebispestolen, druknede imidlertid i Investiturstriden mellem paven og kejserriget, som begyndte 1071 og kulminerede 1076 året efter færdiggørelsen af Adams værk.

Side 21
Kilder for Knud den Fundne som Hardeknud og "Skov-Knud" er ikke angivet i artiklen. Olafur Haldorsson skrev i 2000, at ”harth” var gammeldansk for skov. Desværre identificerede han den danske Hardeknud som Knud den Fundne i stedet for at denne Knud var Yorks Hardiknuth, da han åbenbart ikke var tilstrækkeligt opmærksom på Sct. Cutbert-historien eller kronologien. Harath som stednavnebetegnelse er nævnt i en OE Dictionary, og kendes netop også som stednavn i Danmark i bl.a. Hardesyssel. Måske er den oprindeligt også grundlag for Harte Skov.

Side 22
Det er i Danernes Sagnhistorie kapitel 1.2 forklaret, hvorfor den sene Langfedgatal kan benyttes som udtryk for den forsvundne Skjoldungesaga ud fra ligheden med Arngrimur Jonssons beskrivelse af de dele af sagaen, som han havde set i 1599, inden den forsvandt. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at listen kan betragtes som historisk - tværtimod er den første halvdel åbenlyst forkert. Påvisnigen af selve identiteten mellem de to lister er vist i følgende tabel. Midterste del af Langfedgatal indeholder dog i forhold til sagaerne den oplagte fejl, at leddet Halfdan-Roar er placeret to steder. Hans videre slægtslinje synes desværre placeret under den forkerte Roar. På grund af dobbeltplaceringen og tidsrækkefølgen anses denne fejl for at være sket ved afskrivningen i Langfedgatal efter sagaen, før denne forsvandt. Desuden er Sigurd Ring begge steder en sammenblanding af to forskellige Sigifred-personer, som begge er nævnt i frankernes annaler, men det påvirker ikke betragtningen om identitet med den ukendte oprindelige saga, som antageligt var grundlag for de øvrige danske kongesagaer.



Side 27
Skematisk opstilling af sidens første afsnit, hvor de vigtigste kilder sammenlignes. Sekvensen af kristne konger, Frode-Gorm-Harald, udelades - bl.a. fordi sekvensen er urealistisk, for lang i forhold til tidsforløbet og delvis dobbelt. Roskildekrøniken viser et manipuerende kirkeligt formål med at indsætte kristne konger, og Saxo skildrer desuden åbenlyst Gorm som East Anglias Guthrum/Athelstan. Det kan skyldes, at denne sekvens er Thyras jysk/engelske slægt, siden Sven Aggesen kalder denne Harald for Klak. Sekvensen findes slet ikke hos Adam, men opstår først senere i Roskildekrøniken i stedet for de hedenske Sigurd Ormøje og Hardeknud, som imidlertid kommer igen hos Saxo - nu sammen med den kristne sekvens. Svein af Nortmannia er en komplet ukendt person fra et ukendt sted, som er så ukendt selv for Roskildekrøniken og Saxo, at de helt undlader at nævne ham. De fire konger kan kun begrundes i kirkelige og kongelige manipulations-motiver - eller decideret misforståelse. Horik II (Erik Barn) er af frankerne nævnt som konge fra 852, mens Sigurd Ormøje først mødes som konge i 876. Horik kan derfor ikke være Sigurds søn, som Saxo påstår (Han var i stedet efterkommer i Godfreds linje). Fjerner man de nævnte åbenlyse manipulationsforsøg eller fejl, viser alle kilderne samme række af konger før Harald Blåtand - den samme som sagaernes - bortset fra den åbenlyst fordrejende Roskildekrønikes fuldstændige mangel af de hedenske Hardeknud og Sigurd Ormøje, som kendes hos de andre incl. Adam. Artiklen forklarer motiverne til manipulationerne. Vi har således forholdsvis mange kilder til sammenhængene i dette Kristian Erslevs grænseområde mellem sagaer og historiske kilder (Erslevs Historiske afhandlinger, 1937), som gør den nævnte kongerække til den mest sandsynlige forklaring i kombination med parallelle konger i Hedeby og Jylland indtil 934-36.

Til top