Danerkongerne fra Lejre

Historiske kilder og arkæologi peger i dag entydigt på, at det sagnomspundne Lejre var danerkongernes stamsæde.

Alt tyder på, at Jelling var en spektakulær magtmanifestation rejst af Harald Blåtand i "nyvundet" land - et symbolsk mindesmærke og et anlæg, som kunne imponere udsendinge fra Tyskland og fra de nye jyske undersåtter, der blev modtaget her. Ingen kilder peger på andet og mere - f.eks. er der intet spor af et forudgående konge-/høvdingesæde.

Danmarks sagnhistorie blev - med rette - draget i tvivl ved kildekritikken sidst i 1800-tallet af Kristian Erslev og senere Curt Weibull. Desværre endte efterfølgere som den radikale Erik Arup i den modsatte grøft - måske drevet af politisk indignation over kongens indgreb over for den radikale regering i 1920. De sidste 30 års arkæologi og kildekritik viser, at disse efterfølgere desværre har ført os på vildspor - bl.a. med kongeslægtens historie og spørgsmålet Lejre / Jelling, der er aktuelt som følge af de seneste kostbare formidlingsprojekter. Sagnene kan fortælle mere, hvis Saxos bevidste manipulationer elimineres ved indpasning i sagaernes kronologi, men de kan ikke erstatte historie og arkæologi som er hjørnesten i artiklerne.
Hardeknuds, Gorms og Harald Blåtands ceremonihal
Retur til artikelindeks Danerkongerne fra Lejre (PDF) 433s. Danerne 500-970 (Resumé) 20s. Foredrag
Danmarks historie 500-970 - ultrakort:
"Danerkongerne fra Lejre" fortæller om historie, arkæologi og sagn siden 400-tallet. Sydskandinaviske krigere deltog i 400-tallet hos hunner og heruler. Da herulerne blev slået af longobarderne i 509, fulgte herulernes kongeslægt og deres tilhængere med skandinaverne mod nord. I 548 kom en herulsk deputation tilbage fra Skandinavien, så to byzantinske historikere få år efter kunne skrive, at de toptrænede herulske lejesoldater omkring 512 havde passeret danerne og slået sig ned på den Skandinaviske Halvø. Siden var herulerne, der havde for vane at plyndre deres naboer, blevet drevet nordpå af danerne - antageligt fordi skåninge og sjællændere samlet gik mod dem. For denne bedrift blev danerne pludselig kendt i Konstantinopel, Ravenna, Franken og England - og der syntes at opstå 3 kendte sagnkredse om danerne, som i forskellige partsversioner fylder 40% af Saxos 9 sagnhistoriske bøger.

Antageligt har mødet med de organiserede soldater sydfra medført, at disse danere opbyggede en mere hierakisk struktur end jyderne og sikrede sig flådemagten på de omliggende have, så Sjælland med Lejre i centrum var sikret mod angribende fastlandshære. Fra denne strategiske position dukkede de op som syddaner i anglernes gamle område ved Dannevirke inden år 700 og blev senere af frankerne beskrevet som en flådemagt, der opkrævede store skatter af handelen. Efter frisernes nederlag i 734 til de fremtrængende frankere synes jyderne at gå i alliance med danerne om forsvar og handel.

Fra 700-tallet erstatter arkæologi og europæisk historie sagnenes røverhistorier, hvor baggrunden for de fleste dog synes at harmonere med historiens rammer. Syddanerne holdt skansen mod frankerne og oprettede den internationale handelsby, Hedeby. Terroragtige vikingeangreb mod frankernes kyster blev en uofficiel del af deres politik mod den kristne trussel. En periode brændte vikingekongerne krudtet af i Franken og England og glemte hjemlandene, hvis kongemagt gik i opløsning, indtil Gorm og Harald Blåtand samlede Danmark - ikke som fremmede opkomlinge, som antiroyalistiske historikere helst har villet fremstille dem, men som efterkommere af den sagnomspundne sjællandske vikingekonge, Regnar Lodbrog. Hans far skulle ifølge Saxo være Sigifred II, der ifølge frankerne var nevø af syddanernes kong Godfred og antageligt dattersøn af den "opblæste kong Sigifred", der dyrkede Odin og Thor, som det hed i et frankisk digt fra 782. Sigfred I skal have slået den gamle skjoldunge, Harald Hildetand, men deres indbyrdes slægtsskab og forbindelsen til det fordrevne frisiske kongehus er tilsløret. I de nordiske sagaer om Lejre var Sigfred I og II sammenblandet til Sigurd Ring. Frankerne beskrev Sigfred I's efterfølgere, som de mødte hos syddanerne ved Dannevirke, mens den nordiske litteratur beskrev Sigfred II's gren, som syddaneren Godfred havde indsat som underkonger i Lejre - to grene som skabte stor usikkerhed for eftertidens skribenter, da Saxo senere manipulerede dem sammen til en kongerække i et samlet rige.

I en analyse baseret på de seneste årtiers kildekritik viser det sig, at alle vore 5 hovedkilder reelt peger på Gorm som efterkommer af den sjællandske gren af danernes kongeslægt. Gorm tilbageerobrede Hedeby, som var tabt på grund af den danske opløsning - måske sikrede han endda dette ved et samarbejde med Hedebys konkurrent i Ribe-riget, hvis datter, Thyra, han ægtede. Ægteskabet var med til at sikre sønnen Harald magt over de mere eller mindre selvstændige jyske lande, som synes at have været langt mere åbne over for kristendommen end Gorm. Harald kunne i Jelling rejse sit imponerende monument til minde om samlingen og den officielle kristning af Danmark ved symbolsk brug af forældrenes grave - men det ændrer ikke på, at den omrejsende kongeslægt i alle de foregående 500 år havde bevaret ceremonihallen i Lejre som danernes kultiske centrum og slægtens stamsæde - indtil man som kristne flyttede aktiviteterne ned til fjorden ved Roskilde.

Gorms sjællandske forfaderlinje blev altså Gorm - Hardeknud - Sigurd Ormøje - Regnar Lodbrog - Sigurd II. En enkel forklaring i forhold til 1900-tallets modstridende påstande, som var farvet af politisk udnyttelse af kildekritikkens omvæltninger - en forklaring, som er i langt bedre harmoni med nutidens arkæologiske billede !

Artiklen i "Siden Saxo" 2016-1, "Harald Blåtands slægt" uddybes i bogens Kapitel 17.
Problematikken omkring omvæltningerne i 500-tallet og den indledende fordrivelse af herulerne er uddybet i nedenstående:
Herulerne The Lister stones and the Heruls