, Danernes Sagnhistorie

Danernes Sagnhistorie


Jellingdynastiet - en and?
Vor overleverede sagnhistorie handler om det Lejre, som mange historikere siden den radikale Erik Arup har ønsket at aflive, selv om kongshallerne nu vælter op af jorden. Man ønskede nationalromantikkens dyrkelse af sagnkongerne fjernet, men glemte, at historien blev skrevet af vinderne. Gorm og hans slægt kom efter al sandsynlighed fra Lejre - som efterkommere af Regnar Lodbrogs gren af kongeslægten. Jelling er derimod et spektakulært mindesmærke - gabende tomt og uden relevante sagn, men med rette beskyttet af Unesco som magtdemonstration og monument for Danmarks kristning og samling - og dermed også for kongeslægten.

2. udgave af bogen i PDF
Resumé af rekonstruerede sagn i PDF



Foredrag om Skjoldungerne



Rekonstruktion af sagnhistorien før de kristne manipulationer
Bogen "Danernes Sagnhistorie" (2004) gik ud fra den generelt accepterede teori (Inge Skovgaard-Petersen og Karsten Friis-Jensen), at Absalon med Saxos "Danernes Bedrifter" ønskede at "bevise" danerkongernes ret til hele landet allerede inden de romerske kejsere og deres tyske efterfølgere. Både stormænd og bisp ønskede, at man holdt sig fri af kejserrigets feudalisme. Samtidig skabte ny kildekritik tvivl om Adam af Bremen, som var Erik Arups hovedkilde til et danerkongerige med centrum i Jylland. En konstatering af forskellig forlængelsesteknik bag kongerækkerne hos Saxo og i Skjoldungesaga gjorde det muligt at trænge om bag den tidlige middelalders manipulationer til et ældre lag af sagnhistorien. Forinden var der indentificeret en nordisk udløber af nogle begivenheder i Byzantinsk samtidshistorie, som indikerede en samling af danerne først i 500-tallet, hvilket sammen med de efterfølgende magtkampe førte til 40% af indholdet i Saxos sagnkredse. Bogen, "Danernes Sagnhistorie", blev skrevet som en analyse af Saxos sagnhistorie med dens mange røverhistorier. Hovedintentionen var elimineringen af den tidlige middelalders systematiske manipulationer. Når arkæologi og historie lægges ind i denne sagnhistories forklaringsmodel giver det måske en fornemmelse af nogle hovedtendenser i Danmarkshistorien for tiden 500-1000 - men der bliver udtrykkeligt gjort opmærksom på, at bogens indhold skal ses som rekonstrueret sagnhistorie - sagnene bliver aldrig til historie.

Bogen har været udsolgt i 10 år, men på grund af mange forespørgsler er en 2. udgave af bogen lagt på nettet i PDF. Bogen er her væsentligt omarbejdet som følge af 12 års yderligere forskning. Kapitel 16 om Harald Blåtands slægt er i en lidt sammentrukken version udkommet som en artikel i Rigsarkivets "Siden Saxo" i 2016.

Hovedpunkter i sagnhistorien
1. Samlingen af danerne på Sjælland og i Skåne med en efterfølgende fejde i 500-tallet;
2. Mobiliseringen af det senere Danmarks folk mod frankerne under en fælles paraply i 700-tallet;
3. Vikingernes togter i 800-tallet, hvis terror udmarvede frankerne og senere skabte oversøiske besiddelser.
5. Lejrekongen Gorms og den jyske jarledatter Thyras samling af Danmark under sønnen Harald Blåtand.

På nettet er nu også lagt et PDF-resumé med et rids af perioden, hvor arkæologi og historiske fragmenter kombineres i de rekonstruerede sagns forklaringsmodel.

2. udgave af bogen i PDF
Resumé af rekonstruerede sagn i PDF

Bogen er udsolgt
Hent ny udgave i PDF
ISBN 87-990289-0-5.

Udgiver:
Gedevasens Forlag ApS
c/o Troels Brandt
Gedebakken 1, 3520 Farum
Telf.: 20 94 00 56
Mail: forlaget@gedevasen.dk
Web: www.gedevasen.dk
Arkæologerne blotlægger historikernes problemer
Gennem århundreder var der almindelig accept af, at Danmarks kongeslægt stammede fra den såkaldte Skjoldungeslægt i Lejre, hvor gravhøje og skibssætning i Gl. Lejre syntes at bekræfte sagaernes påstand. Nye politiske strømninger og en berettiget reaktion imod nationalromantikkens historieskrivning førte imidlertid til, at Erik Arup i stedet beskrev et dansk kongedømme fra Jelling - så kongeslægtens berømte sagnkonger forsvandt. I 1940'erne fremsatte Niels Lukman endda teorier om, at de danske sagnkonger var forskellige centraleuropæiske konger. I disse historikeres øjne var kongesædet i Lejre nu det rene opspind. Desværre forsømte disse såkaldte kildekritikere at bruge de nye kildekritiske metoder på deres egne antiteser. Ikke desto mindre har de danske historikere siden ukritisk accepteret Lejre-kritikernes opfattelse, fordi næsten alle nu undgik dansk vikingetid som deres historiske forskningsområde. Man var blevet enige om værktøjer, som ikke er egnede til tider med så usikre kilder, bl.a. fordi man øjensynligt ikke kunne arbejde med og rapportere om usikkerhed som i mange andre fag. Man definerede sig på den måde ud af tiden i stedet. Det er nok heller ikke realistisk at beskrive et samfund styret af et krigeraristokrati udelukkende ud fra et materialistisk historiesyn uden at det bliver så uinteressant, at publikum søger søger andre interesser.

Ganske typisk blev Gyldendal/Politikens Danmarkshistorie for den periode skrevet af en arkæolog og en englænder. Enkelte danske historikere kan nævnes, men ellers blev tidsperiodens forskning overtaget af arkæologer - og publikum og fondspenge af populistiske museums- og TV-formidlere eller Tolkien. Dog skrev direktøren for Roskilde Museum, historikeren Frank Birkebæk, i 1983 et større værker om vikingetidens historie - stort set uden at nævne det omdiskuterede Lejre.

Allerede i 1984 fandt arkæologerne de første spor af en Lejrehal. To år efter blev den første storhal udgravet, og fundet af den ældste af hallerne fra det gamle Lejre i 2004 skabte for alvor tvivl om historikernes tyndbenede konklusioner. Der er siden påvist store haller i Lejre i en kontinuitet fra 500-tallet til 1050, som hører sammen med skibssætningen og den Uppsala-lignende ligbrænding i Grydehøj. Senest er arkæologien blevet beskrevet udførligt i museumsinspektør Tom Christensens bog "Lejre bag myten" fra 2015, som også fremhævede, at Thietmar i 1018 kaldte Lejre for danernes "caput regni" (hovedstad). Samtidig må Nationalmuseet nu konstatere, at der ikke er arkæologiske spor i Jelling og omegn af et høvdingesæde før det storslåede mindesmærke. Med sin beliggenhed ved hærvejen - ikke vejen til Sjælland - kan det altså være rejst som en sjællandsk magtmanifestation på dronning Thyras hjemegn (Antydet af 3 lokale runesten om dronning Thyras høj) - rettet mod de tyskere og jyder, som vejen forbinder.

Mens de andre historikere kunne krybe i flyverskjul, måtte Frank Birkebæk som chef tage tyren ved hornene ved indvielsen af Lejre Museum 17/3 2016 ved ministerens og sponsorernes tilstedeværelse: "Kan stedet også forbindes med en dokumenteret betydning for Lejre i jernalderens og vikingetidens samtid? Der kan man så sige, at det kan det.". Måske var indrømmelsen endelig kommet.

Anderledes reagerede en anden historiker og forfatter af en mindre bog om vikingernes historie i 2005 - kort efter udgivelsen af Frank Birkebæks nye bog om samme emne (hvor Lejre nu fik 1½ side). Det skete i en følelsesladet anmeldelse af "Danernes Sagnhistorie", som eksperimenterede med andre metoder. Anmeldelsen bringes kommenteret som et
kuriosum. Det er vanskeligt at tro, at anmeldelsen var udtryk for fagets faglige niveau i dag.