Danernes Sagnhistorie ----- Saxos sagn i sagaernes kronologi

Index
Anmeldelser Kommentarer Harald Blåtands slægt
Sammendrag på

Bedre sammenhæng i danernes sagn
I "Danernes Sagnhistorie" (2004) omrokeres Saxos væld af sagnkonger ud fra den gængse teori om, at datidens magthavere ønskede at forlænge Danmarks Kongeriges historie til før de romerske kejsere for at holde sig fri af det tysk/romerske kejserrige. Mens Skjoldungesaga placerede en række dobbeltgængere og uvedkommende navne inden den store Frode-konge, forlængede Saxo øjensynligt historien ved at bruge forskellige sagn om samme person som særskilte sagn - og kaldte bogen "Danernes Bedrifter", som var opbygget mod et Klimax på Valdemars tid. Derfor lægges Saxos sagn ind i Skjoldungesagas kronologi efter dobbeltgængerne. Skjoldungesaga er fragmentarisk, men Langfedgatals senere kongeliste synes udarbejdet efter den fuldstændige version, som forsvandt omkring år 1600. Herved begynder de samlede danerstammers sagnhistorie omkring 500 e.kr., hvilket giver en overraskende god sammenhæng - ikke blot mellem sagnene indbyrdes, men også med Beowulf, sagaer, europæisk historie, runesten og arkæologiens hovedtræk i sen jernalder og vikingetid som beskrevet i Jørgen Jensens "Danmarks Oldtid IV". Saxo er fuld af røverhistorier, men uanset historiernes karakter benyttes de for at give indtryk af grundlaget til at skildre fortiden med Saxos egne ord i en langt mere sandsynlig sammenhæng. Det bliver naturligvis ikke på nogen måde dokumenteret historie - det er et forsøg på at rekonstruere et ældre, mere sammenhængende sagnhistorisk lag, inden de kristne manipulationer begyndte.

Der bringes derfor et kortere resumé af det sagnhistoriske forløb nedenfor. Selve bogen er udsolgt, men der er nedenfor link til en viderebearbejdning i PDF på nettet, som indeholder væsentlige ændringer som følge af 12 års yderligere forskning.

Resumé
2. udgave i PDF

Bogen er udsolgt
ISBN 87-990289-0-5 .

Udgiver:
Gedevasens Forlag ApS
c/o Troels Brandt
Gedebakken 1, 3520 Farum
Telf.: 20 94 00 56
Mail: forlaget@gedevasen.dk
Web: www.gedevasen.dk
Resume af den rekonstruerede sagnhistorie:

Nærværende er et resumé af konklusionerne om selve forløbet af Danmarks sagnhistorie i bogen, Danernes Sagnhistorie. Bogen er en analyse af Saxos fortælling om danerne – sammenholdt med sagaerne og de sparsomme historiske kilder som det fremgår ovenfor. Som grundlag for kronologien benyttes den senere del af Skjoldungesaga, da Saxo beskrev Danernes Bedrifter i en bevidst manipuleret rækkefølge. For de detaljerede begrundelser henvises derfor til selve bogen, Danernes Sagnhistorie.

Danernes samling og de tre gamle sagnkredse.
Det viser sig, at en meget stor del af Saxo’s sagn må være forskellige udgaver af samme tre sagnkredse – sagnene om Frode, Roar og Ingeld, som også kendes fra Beowulf, Widsth og de romerske forfattere. De må have været så populære, at alle skjalde har haft deres version. Anledningen var antageligt herulernes ankomst 509-12. Nogle af herulerne var allerede i Norden som militære rådgivere og lejesoldater, men kongeslægten og dens følge drog efter et nederlag til Longobarderne i 508/9 mod nord og ankom ifølge Procopius i første omgang til et område nær göterne - antageligt mellem daner og göter i Värend og Blekinge. Herfra må de vanen tro være begyndt at plyndre naboerne, som de var kendt for i Donauområdet - de var lejesoldater, ikke bønder.

Danerne bestod af flere stammer - fortrinsvis i Skåne og på Sjælland - Procopius kaldte dem ”nationes” i flertal. Arkæologien tyder på, at de havde levet fredeligt i Skåne og på Sjælland i modsætning til jyderne og de vestlige fynboer, hos hvem man har fundet mange krigsbytteofre og forsvarsvolde. Den vigtigste af de fundne bopladser fra før 500 synes at have været Uppåkre nær Lund i Skåne. Himlingøje havde en kort opblussen i romersk jernalder, mens det østfynske Gudmes forbindelse med danerne ikke kendes. I alt fald senere synes den kulturelle grænse at være Storebælt.

Antageligt har herulernes plyndringer medført, at danerne gik sammen under en stærk konge for at drive herulerne væk, som vi hører hos Jordanes, Beowulf og Widsith – en bedrift, som gav genlyd over hele Europa og gav Danmark plads i historieskrivningen for første gang. I Beowulf var det den symbolske kongelige stamfader, Skjold, som skræmte eorlas og erobrede mange mjødsæder, men spørgsmålet er, om han ikke var en symbolsk skal, som dækkede over en anden konge. Kongeslægten blev nemlig på grund af påstandene om et brodermord delt op i to grene, som blev behandlet vidt forskelligt, afhængigt af hvilken familiegrens sympatisører skjaldedigtene blev skrevet af. Det har passet fint i magthavernes formål på nedskrivningstidspunktet, så vi finder derfor Frode i 6-7 forskellige versioner hos Saxo og lidt færre i sagaerne. Også brødrene Roar og Helge forekommer i forskellige versioner. Saxos omtale af Frode og den hyppige forekomst af navnet tyder på, at det var Frode, som var den samlende konge. Han var Roars hadbarder-modstander i Beowulf, som derfor ikke kunne tildele Frode nogen helterolle. Den ære blev åbenbart lagt over på en fiktiv forfader i Beowulf og på Roar i Widsith, mens Widsiths Wicinga antageligt var de vestherulske sørøvere, som opererede i Atlanterhavet i 400-tallet - ordet kendes altså før den nordiske vikingetid.

Hos Saxo var det derimod Frode, som samlede danerne og slog et stort indvandrende folk på flugt – efter først at have søgt fred og strategisk ægteskab med dem. Saxo kaldte dem bare hunner, da herulernavnet på hans tid var blevet til titlen jarl, og da herulerne jo i mange år havde levet sammen med hunnerne. Antageligt blev de husket i Norden som hunner, hvorimod Beowulf i skriftsprogets England kunne hente det rigtige navn.

Herulerne drog altså videre mod nord, og Frode blev stående i sagaerne som den store fortidige kongeskikkelse, der samlede danernes stammer. Forklaringen er så enkel, at det næsten gør ondt, og den er altså underbygget af udenlandske kilder, som placerer Frode i første halvdel af 500-tallet. Muligvis boede Frode i Uppåkre – det ved vi ikke – men det passer godt med rollen mod herulerne. Hans far hed muligvis Hake eller Fridleif, men det er for usikkert og uvæsentligt til at bruge tid på, da oplysningerne er meget modstridende – muligvis fordi man her når tilbage til før samlingen af danerne. Årsagen til denne kildekonflikt med to forskellige typer ”partsindlæg” finder vi beskrevet både i Beowulf, Widsith, Saxo og sagaerne. I Beowulf og hos Saxo er det endda et hovednummer. Antageligt er denne historie bedst fortalt i Rolf Krakes saga, som er en sen, fortællende kompilation af de mange partsindlæg.

Frode havde en halvbror, Halfdan, som han fik skyld for at have myrdet. Mordet skulle være begået af Frodes håndgangne mand, Starkad, som til forveksling ligner en herulsk lejesoldatofficer. Starkad optrådte hos Saxo hos en række konger over 500 år, men i den sanerede udgave er hans levetid blevet til 50 år – fortrinsvis under Frode og hans søn Ingeld. Efter Halfdans død flygtede hans små sønner, Roar og Helge. Vi ved reelt ikke, hvor de opholdt sig under opvæksten, men en tolkning kan være, at Roar var i England, hvor han blev gift med en kongedatter fra East Anglia. Dette kan være baggrunden for sympatien for Roar i den engelske udlægning af konflikten, som endda kan knyttes sammen med de nordiske spor i Sutton Hoo. En anden mulighed er, at de holdt til i Listerlandet, hvor Halfdans slægt på mødrene side muligvis kom fra.

Inden vi skal se på fortsættelsen, er der lige et par emner, vi skal berøre. Saxo nævnte Frodes retfærdige love, som skabte fred i landet. Billedet af Frode sikkert oprindeligt påvirket af den samtidige Theodorik den Store, som døde i 526. Senere nedskrivere har manipuleret og forsøgt at datere ham tilbage før Kristi fødsel for at fastholde overfor tyskerne, at Danmark var ældre end kejserriget, som derfor ikke kunne få nogen myndighed i Danmark. Derfor omdøbtes han antageligt til de tysk/romerske kejseres forgænger Augustus, som også var berømt for en stor fred. Sagaerne nævner nemlig også en stor naturkatastrofe på Frodes tid. Her nævnes den som Kristi død på korset, men der var nok snarere oprindeligt tale om de mørke år i 536-38, som blev beskrevet overalt af historikerne.

På et tidspunkt kom Roar og Helge tilbage uden at blive genkendt. For at hævne sig satte de ild på Frodes hal, så han brændte inde. En dramatisk død, hvor efterkommerne var uenige om, hvorvidt det var sønnernes retfærdige hævn over faderens mord eller blot en skændig mordbrand på en uskyldig mand. I de efterfølgende fortællinger kaldte Roar-partiet Frode og hans søn Ingeld for Hadbarder, mens Frodeslægten kaldte mordbrænderen Roar for Sverting. Læser man sagaer og sagn på denne måde, kommer der pludselig en linje i en stor del af den danske sagnhistorie.

Roar og Helge fik magten efter farbroderen, og Roar siges at have slået sig ned i Lejre, som netop opstod arkæologisk på denne tid, hvor den første nordlige hal blev bygget ved Fredshøjgård. Var det Beowulfs Heorot? Roars liv hører vi ikke meget om i de nordiske sagaer, men det gør vi til gengæld i Beowulf.

Beowulf er et mærkeligt sammensurium af uhyrer, drager og historiske personer fra forskellige tider, men det var Roars problemer med uhyrerne i den hjemsøgte Lejrehal, som udgjorde den sammenkædende handling. Skyldtes den sorte skygge, som hvilede over Roars hal, i virkeligheden Roars samvittighedskvaler og gudernes straf for mordbranden?

Senere fortalte både Beowulf og Saxo om forsøget på at opnå en udsoning ved at gifte Frodes søn Ingeld med Roars datter. Saxo bragte en udgave af det gamle Ingeld-kvad, som havde gået Europa rundt i 700-tallet og bl.a. havde nået Lindisfarna og Alcuin. Her hidsede den gamle Starkad Ingeld op mod Roar-sønnerne, så forsoningen i stedet endte i drab.

Efter at Roar var blevet dræbt af Ingelds sønner, var det Helges søn, Rolf Krake, som blev konge. Han blev vel Danmarks største krigerhelt og berømt for sit forsøg på at hente sin retmæssige belønning hos Uppsalakongen Adils. Han døde, da han og hans krigere blev overrasket i den uheldssvangre Lejrehal, som nedbrændte. Også om denne kamp opstod et af de kendte kvad, Bjarkemål, men selve kvadets ordvalg har man dog mistanke om i høj grad skyldes Saxos efterligning af Valerius Maximus.

Hvem der angreb Rolf Krake og det senere forløb, er der forskellige forlydender om. Kilderne tyder i alt fald på, at det var Ingelds sønner og sønnesønner, som overtog magten i Lejre. Dette vil samtidig begrunde, hvorfor det var Frode-tilhængerne, som kunne skrive den danske skjaldehistorie om dramaet.

Herulerne blev fordrevet 510-548, så tidsmæssigt er vi nu kommet op i begyndelsen af 600-tallet. Det passer med, at hallen ved Fredshøj ved Lejre forsvandt og blev afløst af en lignende hal 600 længere mod syd – måske ville man ikke benyttet den gamle hals uheldsvangre plads, så hallerne fortsatte på den sydlige beliggenhed i 400 år.

Konsolidering
De næste 100 år – dvs. 3-4 generationer – skete der øjensynlig ikke noget spektakulært. Konge synes at blive Ingelds søn, Rørik. Han blev efterfulgt af nevøen Fridlejf, som kom hjem fra udlandet. Han blev ifølge Saxo gift med den jyske kong Amlets mor. Fridlejf blev altså hos Shakespeare til Hamlets stedfar. Det er nok også det mest spektakulære, der er at fortælle om ham. Andre kilder vil vide, at hans hustru var Rolf Krakes datter. Han blev efterfulgt af sin søn Frode. Bogens metode har været at samle alle historier ved den første Frode den Store, men det er naturligvis muligt, at nogle af historierne vedrører den anden Frode. Måske var det ham, som var Frode den Fredegode i en fredelig konsolideringsperiode for danernes rige.

Nu bliver det vanskeligt, fordi der var en lakune i fragmenterne af Skjoldungesaga. Heldigvis synes den sene kongeliste over Lejre-kongerne fra Langfedgatal, at være næsten identisk med fragmenterne af Skjoldungesaga efter Frode, så Langfedgatal kan antages at stamme herfra.

Konge blev sandsynligvis en Ingeld eller hans bror Olaf, men derefter var freden også slut – hvis der nogensinde var fred for interne plyndringer.

Truslen fra frankerne
Konge i Lejre blev Rørik, som vi møder i Søgubrot. Han blev gift med Aud, og hendes far var ikke hvem som helst. Ivar Vidfadme var skånsk konge og efterkommer af Roar på spindesiden. Hans far var blevet myrdet af svogeren Ingjald Illråde, som var konge i Uppsala - der kunne altså være flere konger hos østdanerne. Ivar gik derfor imod Ingjald, som brændte sig selv inde – i hvert fald i den historie, som sejrherrerne fortalte. Ynglingeslægten flygtede til Värmland og Norge, og Ivar satte en lydkonge ind i Uppsala.

Det må være Ivar, som nu trådte ind på den danske scene i Lejrekrøniken som den symbolske kong Dan på et tidspunkt, hvor vi må være kommet op i begyndelsen af 700-tallet. Frankerne prøvede at undertvinge sig friserne, som endnu kæmpede bravt under den legendariske kong Radborg, som muligvis kan være den Radbard, som ifølge sagnene blev gift med Ivars datter. Ifølge frankerne selv vandt Radborg over dem ved Køln med hjælp fra saxerne. Det kan være i dette slag, Ivar deltog i Tyskland ifølge Ynglingesaga. Om han myrdede Rörik, så datteren i stedet søgte ind i et nyt ægteskab, som sagaerne dramatisk hævder og som var strategisk mere interessant, eller det var en anden datter, skal vi næppe hænge os i.

De mange senere danske folkeslag valgte Lejrekrønikens symbolske Dan som fælleskonge, hvorefter han byggede et bolværk og holdt den romerske kejser stangen. Kejseren var dog ikke romersk, men frankisk konge (kejsere blev de først senere). På det tidspunkt omkring 730 udbyggedes Dannevirke imidlertid kraftigt, og man byggede både Kanhavekanalen, som styrede bælttrafikken, og måske det østdanske brohoved ved Erritsø ved Fredericia. Der synes altså arkæologisk at opstå en centralmagt domineret af østdanerne i de år. Danerne kunne derfor holde stand, da friserne og saxerne blev tromlet ned af frankerne i 700-tallet, og bl.a. saxernes høvding søgte asyl hos danerne. I Alfred den Stores krønike og Ottars beretning i 890 skrev man i England om norddanere, syddanere og Sillende. Tog Ivar bufferzonen Sillende i besiddelse som syddanernes grænsemark, Danmark (mark=grænseområde)? Blev dette navnet på det midlertidige fælleskongedømme, som jo netop opstod som et grænseforsvar og siden blev genoptaget af Harald Blåtand?

Ivars dattersøn, Harald Hildetand, blev derefter fælleskonge. Da han blev gammel, faldt han i et slag mod nevøen Sigurd Ring, som også havde svenske aner. Ifølge sagaerne skete det i det sagnopspundne Bråvallaslag, hvis skildring dog må være et opkog af sagnverdenens gamle slag og fantasi. Både den gamle kong Harald og Sigifred nævnes imidlertid i frankernes krøniker, så personerne har eksisteret. De kunne holde stand mod frankerne, men magtkampen skabte to konkurrerende grene af kongeslægten. Mens Haralds datter øjensynligt blev mor til Harald Klak og dennes brødre, er det vanskeligere at rekonstruere de nøjagtige historiske sammenhænge omkring Sigurd Ring. Da han døde omkring år 798-804 blev sønnen eller nevøen Godfred konge - og med ham blev de danske konger bedre beskrevet af frankerne, da de nu var i direkte kontakt med danerne.

Godfred flyttede Abodritternes handelscentrum Reric til Hedeby og fornyede Dannevirke, så Danmark kunne styre Østersøhandelen. Derefter afviste han Karl den Store ved Elben og iværksatte det første store vikingetogt – antageligt som en taktisk afledningsmanøvre – inden han blev myrdet i 810. Derefter fulgte en række kampe 810-815 mellem kongeslægtens forskellige grene, hvor Harald Klaks gruppe støttede sig til frankerne. De blev afsluttet med et forgæves frankisk raid op gennem Jylland i 815. Magten endte hos Godfreds hedenske sønner, hvor Horik I blev den dominerende fælleskonge. I korte perioder fulgte man frankernes krav om Harald som medkonge og Ansgars mission, men mens det frankiske kejserrige blev splittet mellem Karls sønner, blev Horik styrket af de mere eller mindre selvstændige vikingekongers raids mod de europæiske kyster. Harald Klak endte med at blive frankisk grænsejarl og døbt. Dele af hans slægtsgren endte som grænsejarler, der beskyttede Frisien mod danske vikinger.

Vikingetiden
Nordboerne kunne derfor i de næste 200 år fastholde den nordiske aserreligion, hvor et frankisk digt i 782 bekræftede kong Sigifreds guder, Odin og Thor. Horik og en af hans brødre fastholdt magten indtil 854 hjulpet af vikingekongerne, hvor fætteren, Regnar Lodbrog, blev den mest navnkundige. Han selv døde af sygdom efter et togt til Paris i 846, men hans sønner kom til at dominere vikingerne i England i de næste mange årtier med York som centrum. I East Anglia blev den danske Gudrum kristen konge.

Antageligt er forklaringen på roderiet i kongerækken, at Regnar formelt har været konge over norddanerne i Lejre, hvor en af hans sønner, Sigurd Ormøje, efterfulgte ham som konge. Skjoldungesaga handlede om disse Lejrekonger. Frankerne mødte derimod fælleskongen Horik ved sydgrænsen. I Sverige møder man senere hos Snorre begrebet Sveavælde, hvor sveakongen også var konge over göterne, som styredes af en jarl. Snorre er blevet betvivlet, men konstruktionen blev i den senere Västgötalov formaliseret, så västgöterne kunne vælge eller vrage sveakongen. Det var ikke altid fredeligt, men den skitserede ordning var altså nordisk sædvane – og derfor også realistisk tidligere i Danmark, hvorfra den antageligt stammede.

I 854 kom det til et stort opgør mellem slægtens grene, startet af en af Horiks nevøer. Fælleskonge blev en anden af Horiks mindreårige nevøer, Horik II. Han blev dog senest 876 afløst af Sigurd Ormøje – støttet af brødrene. Sigurd faldt i det store slag i Tyskland i 891, som afsluttede den første bølge af vikingetogter.

Behovet for en fælleskonge til forsvaret mod frankerne var forsvundet, nu da frankerne var i defensiven. Hans søn ville derfor kun blive konge i Østdanmark, mens resten af riget faldt tilbage som selvstændige konge- og jarledømmer. En Olaf fra Sverige benyttede f.eks. svagheden og tog magten i Hedeby - sikkert for at kontrollere Østersø-handelen. Han kan dog have tilhørt en gren af den danske kongeslægt.

”The missing link”
De frankiske kilder havde nu mistet kontakten med danerne – og vel også interessen – så vi står tilbage med den langt senere Adam af Bremen som hovedkilde for den følgende tid - endda som grundlag for den senere kristne danske historieskrivning. Adams formål var imidlertid at betone Hamburg-kirkens historiske betydning for kristningen af Norden – og samtidig menes han at have haft til formål at undersøge mulighederne for ophøjelse af Harald Blåtand til helgen mod at blive i Hamburg-kirken. I princippet var han en neutral skildrer af kongerækken, men hans kilde var ifølge ham selv den danske konge, Sven Estridsen – oldebarn af Harald Blåtand. Sven havde netop fået forkastet sin dronning af kirken på grund af kirkeligt incest, da kirken forbød ægteskab mellem beslægtede i syvende led. Det havde ikke været reglen i det hedenske Danmark før Harald Blåtand, så Sven Estridsen kunne med rette frygte, at det gik galt, hvis man var for åben om Haralds slægtslinjer, så han ikke kunne blive helgen. Vi kan derfor ikke påvise, om det var tilfældet, men det er usandsynligt andet. Det er antageligt Sven Estridsens skyld, at Adam fortalte, at Haralds oldefar var en ukendt Sven fra det ligeså ukendte Nortmannia. Sven af Nortmannia var der åbenbart heller ingen af de efterfølgende krønikører, som troede på. I stedet blev resultatet total forvirring i den del af kongerækken, som man burde have haft bedst viden om, da den tjente til at vise familiens legale – eller rettere traditionsmæssige ret til tronen. I forvejen var kongerækken ikke nem at forstå på grund af de parallelle kongerækker. Vi bør altså se bort fra Adam og i stedet se på de øvrige kilder, hvor især sagaerne var uafhængige af Adam. På grundlag af dem er det faktisk muligt at gennemskue og rekonstruere en sammenhæng, som dækkes af alle kilderne.

Sigurd havde åbenbart sat sin søn i pleje og sikkerhed hos kristne daner i York, som vi kender det fra tidlig middelalder. Plejefaderen Hardicnut var antageligt familie. Han kendes historisk som far til den kompromiskandidat, Gudfred, som blev valgt til konge af York i 883. Det er ham, Hardeknud ifølge sagaerne har fået sit kaldenavn fra – uanset om det var kongesønnens egentlige navn. Hardeknud blev som mindreårig konge over Sjælland og Skåne, men Viken faldt fra. Han fik som værge faderens norske ven, Helge, som vi kender som den første konge hos Adam. Vi ved reelt intet om hans regeringstid, men i hans tid blev Olaf afløst af sønnen Gnupa og hans bror i Hedeby. I 934 blev Hedeby indtaget af den tyske konge. Gnupa underkastede sig og indvilligede i at lade sig kristne, hvorefter tyskerne trak sig tilbage.

Gorm og Harald – de ”historiske konger”
Vi ved ikke om Hardeknuds søn, Gorm, også voksede op i York, som nogle sagaer indikerer – og Erik Kroman mente at have konstateret. Vi ved heller ikke, hvornår han tiltrådte som konge over østdanerne. Han blev gift med Thyra, som skulle være datter af den jyske jarl, Klak Harald, og muligvis sønnedatter af Gudrum i East Anglia. En saga fortæller, at Gorm erobrede de små jyske konge- og jarledømmer, men om norddanernes gamle brohoved ved Erritsø kunne bruges i den forbindelse vides ikke endnu. Antageligt har erobringerne en sammenhæng med giftermålet med jyske Thyra, men vi ved i alt fald, at han sad i Hedeby i 936, da biskop Unni troede, at han kom til en kristen by, men mødte en grusom Gorm, som var alt andet end kristen. Gorm har vel fået blod på tanden efter svenskernes nederlag til tyskerne og fået hjælp af sin svigerfar. Hamburgkirken udpegede i 948 godt nok bisper i Danmark, men det var antageligt et slag i luften med Gorm på tronen, som alle kilder fremhæver som hedensk. Vi kan næppe tro Saxos og sagaernes historier og anekdoter om Gorm, hvoraf en af de mest markante om Thyras klogskab ved Gorms død afvises af den runesten, som Gorm rejste for sin døde hustru. Han døde selv i 958 og blev begravet i et hedensk anlæg i Nordhøjen i Jelling - placeret ved den nord/sydgående vej gennem Jylland. Der er ingen spor af en forudgående beboelse på stedet. Omkring højen lagde sønnen, Harald Blåtand, Nordens største stensætning - en demonstrativ magtdemonstration af et fremmed dynasti over for jyderne.

I 962 blev den tyske kong Otto I salvet af paven som tysk/romersk kejser. Harald Blåtand har sandsynligvis derfor anset det for klogest at acceptere kristendommen for at undgå eventuelle ekspansionsplaner fra kejserens side – som man kendte fra Karl den Store. Et hedensk Danmark var nu et oplagt mål. Hvis danskerne selv blev kristne, ville Otto derimod ikke have samme "gode" begrundelse for at bruge magt. Det var derfor en naturlig følge, at Harald ca. 965 lod sig døbe og rejste den store Jellingsten, hvor han fremhævede, at han samlede Danmark al og gjorde dem kristne. Trods praleriet levnede han altså plads til, at faderen havde samlet det meste. Gorms grav blev flyttet til kirken, og et stort udtænkt monument blev bygget omkring sten og kirke i årene frem til 970 – en spektakulær magtmanifestation over for både tyskerne og hans eget folk.

Anlægget er næsten fundtomt som de østdanske ceremonihaller. Om det er en avanceret videreudbygning af disse er umuligt at sige, da Harald måske aldrig fik mulighed for at fuldføre sit værk, før et angreb på den nytiltrådte Otto II i 973 førte til efterfølgende tab af Hedeby og opførelse af Trelleborgene i stedet. Om der ligger genialitet eller vanvid – eller begge dele – bag hans byggerier, fik han ikke bevist. Han blev afsat i utide af sønnen.

– o – O – o –

En systematisk gennemgang og sammenholdelse af sagn og historiske kilder, kan altså give os et forløb som hænger tidsmæssigt sammen over 500 år. Det er karakteristisk, at de tre episoder, hvor danerne for alvor blev truet udefra, fremkaldte danernes samling, den midlertidige fælleskonge og Danmarks samling – altså en successiv oprettelse af kongeriget, som reelt først var færdigetableret med Valdemar den Store. Det er stadig kun sagnhistorie, men en meningsfuld af slagsen.

Til top





Arkæologernes afsløring:
Gennem århundreder var der almindelig accept af, at Danmarks kongeslægt stammede fra den såkaldte Skjoldunge-slægt i Lejre, hvor gravhøje og en skibssætning i Gl. Lejre syntes at bekræfte sagaernes påstand. Erik Arup skrev dog om et Jellinge-dynasti og i 1940'erne fremsatte forskere som Curt Weibull og især Niels Lukman teorier om, at de danske sagn var germanske vandresagn fra Centraleuropa med nogle søgte antiteser som eksempler. Niels Lukman pegede endda på herulske lejesoldatofficerer som mulige bærere af denne tradition. Ifølge historikerne var kongesædet i Lejre det rene opspind, og siden har næsten alle historikere accepteret denne opfattelse og udeholdt vikingetiden af deres historiske forskningsområde.

Fundet af den ældste hal i Lejre i 2004 skabte for alvor tvivl om historikernes tyndbenede konklusioner. Der er siden påvist store haller i en kontinuitet fra midten af 500-tallet til 900-tallet, som hører sammen med skibssætningen og den Uppsala-lignende ligbrænding i Grydehøj.

I Berlingske Tidende kunne man den 12/12 2004 i forbindelse med Lejreudgravningerne læse museumsinspektør Tom Christensen, Roskilde Museum, gøre rede for grundlaget for en holdningsændring ud fra sin faglige synsvinkel: "Vi har igennem årtier ledt og ledt efter det Lejre, som Lejrekongerne boede i, og nu har vi altså fået beviserne." Samme dag kunne man i P1-nyhederne høre: "I Saxos Krønike og de islandske sagaer fortælles det, at en kongeslægt kaldet Skjoldungerne regerede i Lejre, og fundet af den store hal bekræfter substansen". Tom Christensen fortsatte selv: "Historierne om Rolf Krake, Roar og Helge var jo netop sagn og ikke historie i moderne forstand. Der har været usikkerhed om, hvorvidt disse sagn havde en baggrund, som vi kunne måle og veje. Vi kan ikke bevise, at lige netop Skjoldungerne, som vi kender dem fra sagaerne, har boet i Lejre, men at der har boet konger i Lejre, det synes jeg er en rimelig slutning på disse fund": I Politikens artikel om Skjoldungerne supplerede han et par dage efter ovenstående reservationer med: "Men der har været en god grund til, at sagnskriverne har nævnt Lejre og Skjoldungerne." Tom Christensens udtalelser er blevet cementeret med hans bog "Lejre bag myten" fra 2015 og svarer til "Danernes sagnhistorie"s syn på sammenhængen mellem arkæologi og sagn omkring Lejre.

Historikerne krøb derimod i flyverskjul, men direktøren for Roskilde Museum, Frank Birkebæk, som i sin tid skrev flere bøger om vikingerne uden stort set at nævne det centrale Lejre, tog ved indvielsen af Lejre Museum og ministerens medvirken tyren ved hornene og indrømmede i sin tale, at det var konstateret, at der havde været noget om snakken. Anderledes reagerede en anden forfatter af en tilsvarende bog om vikingernes historie i en følelsesladet anmeldelse af "Danernes Sagnhistorie" i 2004. Anmeldelsen bringes kommenteret som et
kuriosum.