Danernes Sagnhistorie

Resumé af rekonstruerede sagn i PDF
2. udgave af bogen i PDF



Bedre sammenhæng i danernes sagn
I "Danernes Sagnhistorie" (2004) omrokeres Saxos væld af sagnkonger baseret på den forskningsmæssigt accepterede teori om, at datidens stormænd ønskede at forlænge de danske kongers ret til landet til før de romerske kejsere. Saxos arbejdsgivere ønskede helt klart, at man holdt sig fri af det tysk/romerske kejserrige og dets feudalisme. I kongernes Skjoldungesaga var det åbenlyst, at en række dobbeltgængere og uvedkommende navne var placeret mellem Skjold og den store Frode-konge, som må have levet ca. 500. Saxo forlængede øjensynligt historien med tilsvarende sagnfragmenter, men han opbyggede kongernes rækkefølge før Gorm med et litterært formål, så de dannede et klimax med Valdemars kongedømme (Inge Skovgaard-Petersen). Han kaldte da også bogen "Danernes Bedrifter".

Derfor blev Saxos sagn i bogen fra 2004 analyseret på dette grundlag og lagt ind i Skjoldungesagas kronologi. Skjoldungesaga var kun bevaret fragmentarisk, men det er efterfølgende konstateret, at Langfedgatals langt senere kongeliste øjensynligt er udarbejdet på grundlag af den fuldstændige version. Den danner derfor grundlag for den nye udgave af bogen - uden at det ændrer på rækkefølgen. I rekonstruktionen begynder de nysamlede danerstammers sagnhistorie omkring 500 e.kr., hvilket giver en overraskende god sammenhæng - ikke blot mellem sagnene indbyrdes, men også med Beowulf, sagaer, europæisk historie, runesten og arkæologiens hovedtræk i sen jernalder og vikingetid. Saxo er fuld af røverhistorier, men uanset historiernes karakter af skjaldefortællinger, kan de benyttes til at give indtryk af fortiden med Saxos egne ord i en langt mere sandsynlig sammenhæng - et billede af tiden som arkæologien ikke kan give. Meget er naturligvis senere tiders billeder, men man har trods alt forstået tiden bedre end os og havde mere materiale. Det bliver naturligvis ikke på nogen måde dokumenteret historie, men et forsøg på at rekonstruere et ældre, mere sammenhængende sagnhistorisk lag, inden de kristne manipulationer begyndte - grundlaget er stadig historiske noveller.

Rekonstruktionen resulterer i en koncentration af sagn omkring: 1. Samlingen af danerne på Sjælland og i Skåne med en efterfølgende fejde i 500-tallet; 2. Mobiliseringen af det senere Danmarks folk mod frankerne under en fælles paraply i 700-tallet og 3. Lejrekongernes vikingetogter i 800-tallet. Hovedparten af sagaerne i de sidste par hundrede år støttes i hovedlinjer af historiske udlandske kilder, og en omarbejdning af materialet for 900-tallet peger mere klart på, at Gorm var af Regnar Lodbrogs slægt fra Sjælland, mens sønnen Harald Blåtand muligvis tillige arvede et jysk jarledømme fra moderen, Thyra. Man kan altså ikke tale om noget Jellingdynasti.

Bogen har været udsolgt i 10 år, men på grund af mange forespørgsler er en 2. udgave af bogen i PDF lagt på nettet sammen med et resumé af hovedfortællingen og konturen bag de rekonstruerede sagn. 2. udgave indeholder væsentlige ændringer som følge af 12 års yderligere forskning. Kapitel 16 om Harald Blåtands slægt er i en lidt sammentrukken version udkommet som en artikel i Rigsarkivets "Siden Saxo" i 2016.

Resumé af rekonstruerede sagn i PDF
2. udgave af bogen i PDF

Bogen er udsolgt
ISBN 87-990289-0-5 .

Udgiver:
Gedevasens Forlag ApS
c/o Troels Brandt
Gedebakken 1, 3520 Farum
Telf.: 20 94 00 56
Mail: forlaget@gedevasen.dk
Web: www.gedevasen.dk
Historikernes problemer og arkæologernes afsløring:
Gennem århundreder var der almindelig accept af, at Danmarks kongeslægt stammede fra den såkaldte Skjoldunge-slægt i Lejre, hvor gravhøje og skibssætning i Gl. Lejre syntes at bekræfte sagaernes påstand. Nye politiske strømninger og en berettiget reaktion imod nationalromantikkens historieskrivning førte til, at Erik Arup i stedet skrev om et nyt Jelling-dynasti - væk med de berømte sagnkonger. I 1940'erne fremsatte forskere som Curt Weibull og især Niels Lukman endda teorier om, at alle de danske sagn var germanske vandresagn fra Centraleuropa med nogle søgte antiteser som begrundelse. Niels Lukman pegede tillige på herulske lejesoldatkonger som mulige bærere af denne tradition - men det er antageligt korrekt, at flere af sagnene kan stamme herfra. I disse historikernes øjne var kongesædet i Lejre nu det rene opspind. Desværre forsømte disse kildekritikere at bruge deres nye kildekritiske metoder på deres egne antiteser. Ikke desto mindre har de danske historikere siden ukritisk accepteret deres opfattelse, fordi næsten alle nu undgik dansk vikingetid som deres historiske forskningsområde, da deres værktøjer ikke er egnede til tider med så usikre kilder. Man kunne ikke arbejde med og rapportere usikkerhed som mange andre fag.

Ganske typisk blev Gyldendal/Politikens Danmarkshistorie for den periode skrevet af en arkæolog og en englænder. Enkelte danske historikere kan nævnes, men ellers blev tidsperioden overtaget af arkæologer. Dog skrev direktøren for Roskilde Museum, historikeren Frank Birkebæk, i 1983 og 2003 større værker om vikingetidens historie - stort set uden at nævne det omdiskuterede Lejre.

Allerede i 1984 fandt arkæologerne de første spor af en Lejrehal. To år efter blev den første storhal udgravet, og fundet af den ældste af hallerne fra det gamle Lejre i 2004 skabte for alvor tvivl om historikernes tyndbenede konklusioner. Der er siden påvist store haller i Lejre i en kontinuitet fra 500-tallet til 1050, som hører sammen med skibssætningen og den Uppsala-lignende ligbrænding i Grydehøj. Senest er arkæologien blevet beskrevet udførligt i museumsinspektør Tom Christensens bog "Lejre bag myten" fra 2015, som også fremhævede, at Thietmar i 1018 kaldte Lejre for danernes "caput regni". Samtidig konstaterer Nationalmuseet, at der ikke er arkæologiske spor i Jelling og omegn af aktiviteter før det storslåede mindesmærke. Med sin beliggenhed ved hærvejen - ikke vejen til Sjælland - kan det altså være rejst som en sjællandsk magtmanifestation på dronning Thyras hjemegn (Antydet af 3 lokale runesten om dronning Thyra) - rettet mod de tyskere og jyder, som vejen forbinder.

Mens de andre historikere kunne krybe i flyverskjul, måtte Frank Birkebæk som chef ved indvielsen af Lejre Museum 17/3 2016 ved ministerens og sponsorernes tilstedeværelse tage tyren ved hornene: "Kan stedet også forbindes med en dokumenteret betydning for Lejre i jernalderens og vikingetidens samtid? Der kan man så sige, at det kan det.". Måske var indrømmelsen endelig kommet - men i så fald for sent. Museumsdirektørens omtalte stædige fastholdelse i årtier af sin negligering af det kongelige center i Lejre - trods sin position som chef for udgraverne og Lejre Museum - har i mellemtiden medført at Lejre er blevet overhalet af Jelling, hvad angår sponsormillioner og UNESCO-værdighed. Så sent som i 2012 fortalte han i en film (Ironisk nok netop fra Skjoldungelandet), hvordan Harald Blåtand, da Jelling "ikke kunne være centrum i landet mere", valgte at flytte centrum til Roskilde midt i riget - ikke et ord om Lejre. Var det ikke mere oplagt med udgravningsresultaterne og Thietmars udtalelse i 1018, at Harald blot flyttede centrum de 8 km fra Lejre ned til havnen ved fjorden? Har direktøren været så bundet af sine egne tidligere fejltagelser, at museet ikke fik advokeret helhjertet for sin sag overfor sponsorerne - før Tom Christensens afsluttende nøgterne storværk om 30 års arbejde i Lejre? Problemerne sættes måske i relief af Politikens artikler i maj 2017 om forholdene på museet. Det taler for en revurdering af denne del af Danmarks historie, som der ofres millioner på i museums- og TV-sammenhæng.

Anderledes reagerede en anden historiker og forfatter af en tilsvarende mindre bog om vikingernes historie i 2004 (kort efter udgivelsen af Frank Birkebæks sidste bog) i en følelsesladet anmeldelse af "Danernes Sagnhistorie". Anmeldelsen bringes kommenteret som et
kuriosum. Det er vanskeligt at tro, at anmeldelsen var udtryk for fagets faglige niveau.