Mordet i Finderup Lade - De dømtes motiv

Retur til bogen

I 1932 skrev historikeren Erik Arup om en af Danmarkshistoriens
mest omtalte begivenheder - Mordet i Finderup Lade:

”Var dommen rigtig og retfærdig?
Alle kendsgerninger taler derimod.
Hvilken fordel kunne Stig Andersen have af kongemordet?”

I dag er dette stadig accepteret af de fleste historikere,
men havde Erik Arup ret?

En anmelder skrev om bogen:"Vi historikere praler jo selv med, at vi
sætter spørgsmålstegn ved alt, men tør vi altid sætte spørgsmålstegn
ved det, som de store gamle har skrevet?... Døm selv!"

Forfatter: Troels Brandt - troels@brandt.mail.dk
Etableret 23. januar 2008 - Opdateret 3. december 2016

De sammensvorne

Otto Baches maleri: De sammensvorne rider fra Finderup.
(Foto: @ Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot)



Traditionen

Mordet på den danske kong Erik Klipping i Finderup Lade Sct. Cecilie Nat 1286 er en af de begivenheder i Danmarkshistorien, som har optaget eftertiden mest - både som mordgåde og som historisk drama.

Ærkebisp Jens Grand antydede i 1297 i sin store retssag ved pavedomstolen, at kongen kunne takke sit syndige levned for sin skæbne - en synsvinkel som flere af de senere årbøger tog op med henvisning til vold mod stormændenes hustruer - måske styret af kirken, som derved drejede mistanken væk fra sin egen eventuelle medvirken. Via folkeviserne udviklede påstanden sig efterhånden til en tradition om, at mordet skyldtes, at kongen havde forført eller voldtaget Marsk Stigs hustru - en tradition, som blomstrede under nationalromantikken med bl.a. et dusin sceneværker til følge. Diskussionen kom til at dreje sig om rimeligheden i at begå æresdrab på landets konge. I dag er det en forældet diskussion, så vi behøver ikke at interessere os for de mange varianter. Motivet var sandsynligvis politisk.

Den Arup'ske reaktion

Den nationalromantiske tradition gjorde det oplagt for de historikere, der indførte kildekritikken som et hovedværktøj i dansk historieforskning, at tage folkeviserne og Marsk Stig-myten under hårdhændet behandling. Allerede Erslev fokuserede på mordet, men toneangivende blev Erik Arup, som i sin "Danmarks Historie" (1932) stillede spørgsmålet: ”Var denne dom rigtig og retfærdig?” Han svarede selv i samme åndedrag: ”Alle kendsgerninger taler derimod. Hvilken fordel kunne Stig Andersen have af kongemordet?” Aksel E. Christensen berømmede Arups "fuldstændige omvurdering af politikken og begivenhederne", og siden har næsten alle historikere (senest danmarkshistorien.dk) accepteret Arups opfattelse, at marsken og hans parti af kongemodstandere blev udsat for et justitsmord, da de blev dømt til fredløshed og fortabelse af gods ved det efterfølgende Danehof i henhold til håndfæstningen.

Erik Arups resonnement er imidlertid behæftet med fem helt basale fejl, som gør hans afvisning af marskens skyld videnskabeligt uholdbar:
1. Hans beskrivelse af marskens betydning i regeringen var alene begrundet i de folkeviser, han selv tog afstand fra.
2. Han undlod derfor at stille det helt nødvendige spørgsmål om årsagen til, at kongen placerede sine fjender øverst i hierakiet.
3. Han analyserede ikke sin påstand om manglende motiv tilstrækkeligt i de bevarede dansk/tyske dokumenter om Den store nordtyske Landefred.
4. Han overså betydningen af den tyske kaution for Hertug Valdemars frigivelse, som kraftigt svækkede Valdemars motiv og forklarede de dømtes.
5. Han udelod i sin kildefortegnelse for unge studerende nogle afgørende verselinjer af Rumelant, som omstødte Jens Grands påståede alibi for morderne - samtidig med at han misforstod, hvad anklagen og dommen gik ud på.
Det får hans "kendsgerninger" til at smuldre helt væk.

Ingen kilde eller historiker har fremført Arups "kendsgerninger", der viser, at dommen var forkert - ikke en gang Jens Grand kom med så konsekvente udtalelser. Vi står tilbage med indicier, som peger i forskellige retninger. Rent logisk kan man slet ikke konkludere, at fordi en morders motiv ikke kendes historisk i dag, så havde den mistænkte intet motiv - det kan kun skyldes ens egen begrænsning. Sådanne argumenter bør ikke anvendes til at afvise en historisk dokumenteret dom, blot fordi grundlag og præmisser er ukendte i dag.

Kun historikeren Jens E. Olesen har gået andre veje - uden at gå i rette med Erik Arup - inden han blev professor i Greifswald. I Zeitschrift für Deutsches Philologie fremkom William Layher i 2000 med en vurdering af Rumelants sang og kontext, som er uafhængig af Arup. Den svarer til nærværende artikel.

Det er hævdet, at domstolen var partisk, og at den lovlige procedure ikke blev fulgt, men det bliver dommen ikke nødvendigvis forkert af - tværtimod er den ret til afsværgelse af skyld af ens gode venner, som man henviser til, urimelig og uretfærdig. I øvrigt er påstanden næppe korrekt. Kongeslægtens anklage blev taget til følge af et større nævn end normalt på et samlet Danehof, hvor man tilmed synes til overflod at have respekteret de gældende procedureregler ved majestætsforbrydelse og at have fået ærkebispens og den tysk/romerske kejsers accept. Desuden kan man have brugt Landefredens formålsparagraf, der indeholder den tysk/romerske retfærdighedsopfattelse, som Danmark tilsluttet sig ved 4 af de dømtes underskrift, til af afgøre en danske tvist om reglerne (William Layer).

Grundlæggende kan vi ikke uden overleverede tekniske beviser, frivillig tilståelse eller flere uafhængige vidneudsagn bevise et mord på så langt tilbage - hvilket naturligvis ikke indebærer, at fortidens domme var justitsmord. I juraen kan man politisk vælge at opstille en grundregel om, at "en mistænkt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist". Det er en retssikkerhedspolitisk regel om juridisk bevisbyrde, men vi skal ikke dømme marsken på grundlag af nutidens sparsomme materiale. Vi skal vurdere sandsynligheden af de forskellige forklaringsmuligheder. Som udgangspunkt må vi på grundlag af ovennævnte gå ud fra dommen som den historisk mest sandsynlige forklaring - uden at skylden dermed er retsligt bevist.

Desuden har historikeren Svend Clausen nu påvist ved hjælp af gamle boglister, at Anders Sørensen Vedel havde yderligere papirer til rådighed om Marsk Stigs historie, anklage og forsvar. Hans Svaning, svigersønnen Vedel og kansleren Arild Huitfeldt afløste hinanden i arbejdet med Danmarks Riges Krønike, selv om materialet officielt lå hos den kongelige historiograf, Niels Krag. Arild Huitfeldt, som Erslev påviste gjorde brug af Svaning, skildrede mordet ved at citere den genoptagne dom, oplysningen om et nævn på 27 adelsmænd og Valdemars afbrudte kupforsøg i Skælskør, som vi ikke kender i andre kilder. Vi må gå ud fra, at han citerede det væsentligste fra de forsvundne kilder. Svend Clausens fund på det Kgl. Bibliotek bliver dermed en yderligere bestyrkelse af bogens og Siden Saxo-artiklens udlægning.

Den mest sandsynlige forklaring

Erik Arups efterfølgere har været så fokuserede på hans markant fremførte spørgsmål og hans udlægning af indenrigspolitikken, at selv Kai Hørby, som skrev disputats om de udenrigspolitiske alliancer, overså et oplagt motiv i sit eget materiale. Dette motiv skal søges i et kompliceret politisk spil fra 1282 til 1286 omkring håndfæstningen og Den Nordtyske Landefred, som også Danmark blev deltager i. Grev Jacob af Halland og Hertug Valdemar af Sønderjylland stod på grund af deres slægtsskab med Landefredens tyske hovedmænd med nøglen til Danmarks handelssamarbejde med allianceparten Lübeck - og de har utvivlsomt spillet på Eriks manglende respekt for retsreglerne, som tydeligt fremgår af Danmarks aftaledokumenter for Landefreden. Tidssammenfaldet og rækkefølgen i aftalerne tyder på, at familiemedlemmerne fik deres gods udleveret og oppositionen sin høje regeringsposition som betingelse for en treårig handelsaftale med Lübeck og Danmarks senere indtræden i Landefreden - mod at kong Erik holdt sig til retten. Den dømte opposition sad på en tikkende bombe, og heri ligger et oplagt motiv til mordet, hvor den dømte opposition var tvunget til at skride til handling for at beskytte sin egen position og magtbase, som truede med at bryde sammen ved hertug Valdemars oprørsforsøg mod kongen. Deres adfærd var i overensstemmelse med den tids kyniske og brutale magtspil, hvor 6 konger var blevet dræbt på 125 år - hvilket selv Jens Grand gjorde opmærksom på.

Dette motiv kan naturligvis - som alle andre - diskuteres, men ikke desto mindre falder Arups kritik af dommen automatisk til jorden på grund af en sådan forklaring. Det er i den sammenhæng ikke et spørgsmål om, hvorvidt dette motiv er det beviseligt "korrekte", men blot om det er plausibelt og muligt - dermed kan Arup ikke fastholde, at marsken ikke havde noget motiv.

Ifølge dommen deltog kun væbneren Arvid Bentsen i selve mordet. Vi ved ikke, hvorledes Arvid Bentsen var knyttet til de øvrige, men det vidste samtiden, og det har antageligt haft stor betydning. I den samtidige sang, som minnesangeren Rumelant rejste rundt med for enkedronningens parti i dagene inden dommen som et offentligt anklageskrift, antydes det, at mordet blev begået af en gruppe lejemordere. Arvid Bentsen og 10 følgesvende blev 1½ år senere fanget i forbindelse med landevejsrøveri i Halland og henrettet, idet det oplystes, at de havde deltaget i mordet på Erik Klipping. De øvrige 8 adelsmænd blev alene dømt for råd mod kongens liv - altså uden at være til stede udover Rane Jonsen. Deres straffe svarer til straframmen for råd mod kongens liv. Dermed elimineres også Jens Grands "forsvar" ved Pavedomstolen om, at nogle af de dømte var flere dagsrejser væk. Enhver, der læser kilderne, vil kunne se, at ingen påstod, at Marsk Stig og de 7 andre dræbte kongen - de blev anklaget af Rumelant og dømt med rigsrådets, kirkens og kejserens billigelse for at være bagmænd.

Det må derfor konstateres, at de dømte havde lejlighed og et muligt motiv til at begå den forbrydelse, som der foreligger en historisk dokumenteret dom for, og at ingen i samtiden udpegede andre skyldige. Vi har intet grundlag for at påstå, at der var tale om justitsmord, som Erik Arup så bombastisk påstod.

Selv om motivet for sammensværgelsen var politisk, udelukker det ikke, at deltagerne tillige havde forskellige personlige motiver - og altså heller ikke, at marsken tillige var drevet af et 10 år gammelt personligt hævnmotiv, fordi kongen havde forført hans hustru. Vi behøver derfor ikke at kassere hele vor kulturelle arv af den årsag, selv om marskens gennemboring af kongens lig bør være symbolsk.

* En detaljeret forklaring af ovenstående med en række kildecitater og -referencer og i tilgift en gennemgang af den romantiske tradition, som førte til historikernes modreaktion, findes i Troels Brandts bog "Kongemordet i Finderup Lade".

Anmelderne skrev: "en god læseoplevelse",
"en udfordrende indfaldsvej til de spændende år på begge sider af kongemordet",
"tør vi altid sætte spørgsmålstegn ved det, som de store gamle har skrevet?",
"en publikation, der lægger op til nye overvejelser"
og "Læs bogen og døm selv!"

Desuden har Troels Brandt skrevet artiklen "Et motiv til mordet i Finderup Lade" i "Siden Saxo" nr. 2 2015, som ovenstående er et koncentrat af.