Mordet i Finderup Lade - Erik Klipping

Retur til artikel-index Bogens 2. udgave i PDF Summarisk artikel (nedenfor) Litteraturliste og noter til artikler

I 1932 skrev historikeren Erik Arup om en af Danmarkshistoriens
mest omtalte begivenheder - Mordet i Finderup Lade:

”Var dommen rigtig og retfærdig?
Alle kendsgerninger taler derimod.
Hvilken fordel kunne Stig Andersen have af kongemordet?”

I dag er dette stadig accepteret af de fleste historikere, men --
Lod alle sig vildlede af Erik Arup?

En anmelder skrev om bogen:"Vi historikere praler jo selv med, at vi
sætter spørgsmålstegn ved alt, men tør vi altid sætte spørgsmålstegn
ved det, som de store gamle har skrevet?"

Forfatter: Troels Brandt - troels@brandt.mail.dk
Etableret 23. januar 2008 - Opdateret 16. april 2018

De sammensvorne

Otto Baches maleri: De sammensvorne rider fra Finderup.
(Foto: @ Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot)
I "Kongemordet i Finderup Lade" findes en detaljeret forklaring på mordet på Erik Klipping med en række kildecitater og -referencer og i tilgift en gennemgang af den romantiske tradition, som førte til historikernes modreaktion.

Andre anmeldere skrev: "en god læseoplevelse",
"en udfordrende indfaldsvej til de spændende år på begge sider af kongemordet",
"en publikation, der lægger op til nye overvejelser"
og "Læs bogen og døm selv!"

Bogen er udsolgt -- 2. udgave i PDF -- Kort artikel nedenfor.

Bragt som artikel i "Siden Saxo" nr. 2 2015: "Et motiv til mordet i Finderup Lade". Til begge artikler findes litteraturfortegnelse i linket og noter [N].

Bogens og artiklernes hovedkonklusion er, at påstanden om justitsmord er uberettiget og uden hold i kilderne, som viser et muligt motiv.

Artikel om: Mordet i Finderup Lade - De dømtes motiv


Traditionen

Mordet på den danske kong Erik Klipping i Finderup Lade Sct. Cecilie Nat 1286 er en af de begivenheder i Danmarkshistorien, som har optaget eftertiden mest - både som mordgåde og som historisk drama.

Ærkebisp Jens Grand antydede i 1297 i sin store retssag ved pavedomstolen, at kongen kunne takke sit syndige levned for sin skæbne - en synsvinkel som flere af de senere årbøger tog op med henvisning til vold mod stormændenes hustruer - måske styret af kirken, som derved drejede mistanken væk fra nogle af sine egne folks eventuelle medvirken. Via folkeviserne udviklede påstanden sig efterhånden til en tradition om, at mordet skyldtes, at kongen havde forført eller voldtaget Marsk Stigs hustru - en tradition, som blomstrede under nationalromantikken med bl.a. et dusin sceneværker til følge. Diskussionen kom til at dreje sig om rimeligheden i at begå æresdrab på landets konge. I dag er det en forældet diskussion, så vi behøver ikke at interessere os for de mange varianter. Motivet var sandsynligvis politisk, som i den ældste folkeviseversion.

Den Arup'ske reaktion

Den nationalromantiske tradition gjorde det oplagt for de historikere, der indførte kildekritikken som et hovedværktøj i dansk historieforskning, at tage folkeviserne og Marsk Stig-myten under hårdhændet behandling. Allerede Kristian Erslev fokuserede på mordet, men toneangivende blev Erik Arup, som i sin "Danmarks Historie" (1932) stillede spørgsmålet: ”Var denne dom rigtig og retfærdig?” Han svarede selv i samme åndedrag: ”Alle kendsgerninger taler derimod. Hvilken fordel kunne Stig Andersen have af kongemordet?” Aksel E. Christensen berømmede Arups "fuldstændige omvurdering af politikken og begivenhederne" , og siden har næsten alle historikere accepteret Arups opfattelse, at marsken og hans parti af kongemodstandere blev udsat for et justitsmord, da de blev dømt til fredløshed og fortabelse af gods ved det efterfølgende Danehof i henhold til håndfæstningen.

Erik ArupErik Arups resonnement er imidlertid behæftet med hele fem basale fejl, som gør hans afvisning af marskens skyld videnskabeligt uholdbar, selv om den er blevet forsvaret helt til i dag af Arups forblændede efterfølgere, som var faldet for et nyt historiesyn i hans danmarkshistorie. Problemerne blev forstærket af, at fagets traditionelle, vedtagne metoder slet ikke fungerer på den tids mangelfulde kilder, som har medført, at de fleste historieforskere undgår den tid.
De 5 fejl er:
1. Hans beskrivelse af marskens betydning i regeringen var alene begrundet i de folkeviser, han selv tog afstand fra.
2. Han undlod samtidig at stille det helt nødvendige spørgsmål om årsagen til, at kongen placerede sine modstandere øverst i hierakiet - eller også troede han fejlagtigt, at det allerede skete i forbindelse med håndfæstningen.
3. Hans analyse bag påstanden om manglende motiv var utilstrækkelig - han overså totalt det motiv, som fremgår klart af de bevarede dansk/tyske dokumenter omkring Den store nordtyske Landefred.
4. Han overså betydningen af den tyske kaution for Hertug Valdemars frigivelse, som kraftigt svækkede Valdemars motiv og til gengæld forklarede de dømtes.
5. Han udelod i sin kildesamling om mordet et afgørende vers af Rumelant, som omstøder Jens Grands påståede alibi for morderne. Det konkluderes nedenfor, at dette må være bevidst manipulation.

Dette får "kendsgerningerne" i hans resonnement til at smuldre væk - i lighed med hans påstand i samme værk om et Jellingkongerige. Eksemplerne tyder på, at han ikke betænkte sig på at manipulere (Se pdf-bogen Danerkongerne fra Lejre, kapitel 1.1).

Erik KlippingErik Arups "kendsgerninger", der skulle bekræfte hans påstand om, at dommen var forkert, har ingen baggrund i kilderne - ikke en gang kongemodstanderen, Jens Grand (stærkt tententiøs ifølge pavedomstolens auditører), kom med så konsekvente udtalelser. Rent logisk kan man slet ikke konkludere, at fordi en morders motiv ikke kendes historisk i dag, så havde den mistænkte intet motiv - det skyldes snarere historikerens egen begrænsning. Arups løse argumenter kan slet ikke anvendes til at afvise en historisk dokumenteret dom, blot fordi grundlag og præmisser er ukendte i dag - så ville stort set alle historiske domme kunne kaldes justitsmord.

Kun historikeren Jens E. Olesen er gået andre veje - uden at gå i rette med Erik Arup - i stedet blev han professor i Tyskland . I Zeitschrift für Deutsches Philologie fremkom William Layher i 2000 med en vurdering af Rumelants sang og kontext, som er uafhængig af Arups kildesamling. Den svarer til nærværende artikels syn på Rumelants budskab.

Det er hævdet, at domstolen var partisk, og at den lovlige procedure ikke blev fulgt, men for det første bliver dommen ikke nødvendigvis forkert af dette - tværtimod var vennernes tidligere ret til afsværgelse af hans skyld ved "kønsed" både urimelig og uretfærdig, så der var ingen grund til at harcellere over, at den blev nægtet. For det andet er påstanden om anvendelse af en forkert procedure næppe korrekt . Kongeslægtens anklage blev taget til følge af et lovligt nævn på et samlet Danehof, hvor man benyttede de nygældende procedureregler for majestætsforbrydelse - nævnet på 27 var større end normalt. Man havde endda fået både ærkebispens og den tysk/romerske kejsers efterfølgende accept af dommen. Desuden kunne man bruge Landefredens formålsparagraf, der indeholdt den tysk/romerske retfærdighedsopfattelse, som Danmark havde tilsluttet sig (endda ved 4 af de dømtes egen underskrift) til at afgøre en dansk tvist om reglerne (William Layher) .

Grundlæggende kan vi ikke uden overleverede tekniske beviser, frivillig tilståelse eller flere uafhængige vidneudsagn bevise et mord så langt tilbage - hvilket naturligvis ikke indebærer, at fortidens domme var justitsmord, som man har påstået i dette tilfælde. I dag har man i vore samfund valgt at lade juraen hvile på den grundregel, at "en mistænkt er uskyldig, indtil det modsatte er bevist". Det er en retssikkerhedspolitisk regel om juridisk bevisbyrde, men vi hverken kan eller skal slet ikke dømme marsken juridisk på grundlag af nutidens sparsomme materiale - vi må i stedet vurdere sandsynligheden historisk for de forskellige forklaringsmuligheder og muligheden for, at man havde bedre viden dengang. Som følge af materialet i ovennævnte sag må vi som udgangspunkt gå ud fra den dokumenterede dom som den historisk mest sandsynlige forklaring, når vi ikke kan påvise andet - uden at skylden dermed kan bevises retsligt i dag.



Deltagere i Landefreden:

Grøn = Deltagerne i oprindelig Landefred

Blå = Brandenburg. Landefredens oprindelige krigsmodstander

Blågrøn = Pommern oprindeligt knyttet til Brandenburg, men gik med i Landefreden.

Rød = Dansk kongehus

Hvid = Hvideslægt

Sort = Andre kongehuse
Det mest sandsynlige motiv

Erik Arups efterfølgere har været så fokuserede på hans bombastisk fremførte spørgsmål/svar og hans udlægning af indenrigspolitikken, at selv Kai Hørby, som skrev disputats om de udenrigspolitiske alliancer, overså et oplagt motiv i sit eget materiale, som nu er brugt i denne artikel . Dette motiv skal søges i et kompliceret politisk spil fra 1282 til 1286 omkring håndfæstningen og Danmarks optagelse i Den Nordtyske Landefred - et spil mellem de forskellige fyrstelige alliancer i Nordeuropa, som Erik Arup ikke har kunnet overskue, siden han fokuserede på indenrigspolitikken. Erslev kritiserede endda i sin anmeldelse, at Arup ”kunne blive tryllebundet af sin egen gætning" om Niels Jydes regering, hvilket også gælder marskens rolle i regeringen, som må skyldes folkeviserne. Hovedmanden bag komplottet ifølge kongens anklageskrift ved pavedomstolen mod Jens Grand var grev Jacob , som både var af konge- og Hvideslægt - ikke Marsk Stig, som havde deltaget med grev Jacob i Sverige. Kongen havde inddraget sine slægtninges ejendomme og len, så Grev Jacob af Nørrehalland og Hertug Valdemar af Sønderjylland stod i hadefuld opposition til ham. På grund af deres mødrene slægtsskab med Landefredens tyske hovedmænd, stod disse to imidlertid med en nøgle til Danmarks vigtigste handelspartner - Landefredens førende deltager, Lübeck. Landefreden var en militær alliance og en sikring af handel og jura i lande og bystater ved Østersøen, som blev etableret som et modspil under en krig mod de ekspansive brandenburgske markgrever, der var kong Eriks svigerfamilie og allierede. Da Brandenburg fik lov at komme med ind i Landefreden efter fredsslutningen fremgår det tydeligt af aftaledokumenterne, at Eriks modstandere over for tyskerne havde spillet på hans manglende respekt for de danske retsregler, da Landefreden jo i høj grad gik på en sikring af retsudøvelsen . Alliancerne, person- og tidssammenfaldet, rækkefølgen i aftalerne og hele forløbet i eftersommeren 1284 viser, at de to familiemedlemmer fik deres gods udleveret af Erik på anmodning af de tysker venner lige inden indgåelsen af en treårig dansk handelsaftale med Lübeck , og pludselig fik oppositionen fik sin høje regeringsposition. Samtidig åbnedes mulighed for Danmarks senere indtræden i Landefreden, hvis kong Erik "holdt sig til retten" - en aftale som Erik måtte acceptere, så Danmark nogle måneder efter kunne indtræde i aftalerne. [9.35]

Den unge Valdemar kunne imidlertid ikke holde sig i skindet. Han besatte sønderjysk krongods og blev fængslet. Et halvt år før kongemordet blev han løsladt, da hans tyske allierede i spidsen for Landefreden gik i borgen for, at han fremover ville holde sig i ro over for kongen . Den senere dømte del af oppositionen, som var kommet til deres position ved hjælp af samme venner, sad derfor på en tikkende bombe i deres kompagniskab med den unge hedspore, da Erik Klipping og markgreverne nu var inde i "varmen". Heri lå et oplagt motiv til mordet, da oppositionen må have følt sig tvunget til at skride til handling for at "beskytte" deres egen position og magtbase, inden Valdemar gjorde noget overilet - hvad Jyske Krønike antydede, at han var begyndt på . I så fald ville tyskerne af hensyn til Landefreden være nødt til at acceptere indgreb fra kongen over for Valdemar og hans fæller. Hvis kongen døde, gjaldt det for Valdemar om at holde sig fri af medskyld i mordet - derfor har han næppe medvirket. I et brev til paven beskrev han sig selv som et retmæssig arving til kongemagten . Som konge kunne han så holde hånden over Hvide-morderne, som Valdemars farbror, Abel, gjorde 25 år tidligere - antageligt et direkte forbillede for de sammensvorne Hvider. Mordkomplottet var derfor i overensstemmelse med den tids kyniske og brutale magtspil, hvor 6 danske konger var blevet dræbt på 125 år - et forhold som også Jens Grand senere gjorde opmærksom på ved pavedomstolen .

De sammensvorne havde imidlertid ikke taget højde for dronninge-partiets handlekraft hjulpet af hendes halvbror, den magtfulde markgrev Otto IV af Brandenburg - en eksponent for europæisk storpolitik, finkultur og ridderskab. Erik Klipping var selv opvokset ved Brandenburgs hof, hvor Ottos mor var datter af Valdemar Sejr. Otto sendte minnesangeren Rumelant op til søsteren, hvor Rumelant udspredte opfordringen: "Trofaste danske. Hævn jeres konge ... Anmeld morderne". Da Valdemar ved et kup forsøgte at fængsle halvsøsteren, drog Otto selv til Danmark for at lægge en dæmper på gemytterne og deltage i Danehoffet. Det er vanskeligt at se, at denne familie skulle stå bag mordet på deres danske allierede, Erik Klipping, især så længe modstandernes Valdemar fremstod som retmæssig konkurrent til den mindreårige prins - det ville have været halsløs gerning for familien at rokke ved Eriks trone, så længe hans søn var umyndig.

Hvad mordernes bevæggrunde præcis var, ved vi naturligvis ikke, men under alle omstændigheder falder argumenterne for Arups kritik af dommen for manglende motiv automatisk til jorden på grund af en sådan mulig forklaring på de anklagedes motiv. Det er i den sammenhæng ikke et spørgsmål om, hvorvidt dette motiv er det beviseligt "korrekte", men blot om det er plausibelt og muligt. Dermed er Arups hovedargument om, at marsken ikke havde noget motiv, værdiløst, og det samme gælder hans "kendsgerning" om, at kongen placerede dem højest som sine "yndlinge". Hans anden "kendsgerning", alibiet, vender vi tilbage til.

Mordet og dommen

Som velkendt for alle blev Erik Klipping myrdet, da han på en jagt søgte nattely i Finderup Lade, hvor en gruppe mænd trængte ind og dræbte ham med 56 stik. Ifølge dommen over adelsmændene på Danehoffet i Nyborg et halvt år efter deltog kun væbneren Arvid Bentsen "ved egen hånd" i selve mordet, mens de øvrige deltog ved "råd, befaling og gerning", som må ses i modsætning til "ved egen hånd". Vi kender ikke anklageskriftet, men det svarer sandsynligvis til den anden sang, som Rumelant rejste rundt med i den sidste tid inden dommen. Her fremgik det i et vers, at mordet blev begået af en gruppe "dristige karle, hvis levned det er, at gøre det med egen hånd", mens kækheden var væk hos "de, som har rådet herfor" Håndskrift . Tilsammen forklarer dom og "anklagesang" klart, at der var tale om bagmænd ved hoffet og deres lejemordere, men det var netop dette vers, som Erik Arup udelod af sangen i sin oversættelse i den kildesamling til mordsagen, som eftertiden har brugt. En så vigtig oplysning, som man har haft mellem hænderne, kan man ikke bare glemme overalt i sin behandling - det må være en bevidst manipulation!!! Ingen har opdaget denne helt afgørende mangel i den plattyske sang før Jens E. Olesen, og han gled desværre ud af diskussionerne. Oven i købet oplyste også Jyske Krønike, at kongen blev dræbt af nogle, som de konspirerende stormænd havde sendt, men den fremstod nu helt alene som en sekundær kilde, som man skubbede bort. Arvid Bentsen og 10 følgesvende blev 1½ år senere fanget i forbindelse med landevejsrøveri i Halland og henrettet ifølge den svenske Skänninge-annaler fra omkring 1300, idet det oplystes, at de havde deltaget i mordet på Erik Klipping. De øvrige 8 adelsmænd i Danehof-sagen blev dømt svarende til håndfæstningens straframme for råd mod kongens liv. Dermed elimineres Jens Grands "forsvar" ved Pavens domstol om, at nogle af de dømte var flere dagsrejser væk - selvfølgelig havde de holdt sig væk. Enhver, der læser kilderne omhyggeligt, vil kunne se, at ingen påstod, at Marsk Stig og de 7 andre skulle have dræbt kongen ved egen hånd - de blev både ifølge Rumelant og gentagelsen af dommen anklaget og dømt med rigsrådets, kirkens og kejserens billigelse for at have planlagt og beordret mordet - bagmænd. Hermed er også Erik Arups "alibi" faldet væk. Dom over bagmænd er vanskelig, men samtiden har naturligvis vidst, i hvis tjeneste Arvid Bendtsen og hans følgesvende var, så denne sammenhæng må på den tid have haft en stor betydning for udpegningen og dommen over bagmændene - en sammenhæng, som vi ikke kender i dag.

Kongen skulle være alene med Rane Jonsen, da de søgte ly, hvilket gør hans forræderi sandsynligt, for hvordan skulle morderne ellers i novembermørke finde frem til et så tilfældigt natteleje? Jens Grand erkender, at Rane Jonsen var til stede i laden - hvor han ifølge folkeviserne forsvarede sin herre som en skalk. Hvorfor troede man på Rane, så han undgik at blive dømt på linje med Arvid Bendtsen, når man dømte ham som bagmand? Var der alligevel et vidneudsagn, som vi ikke kender?

Historikeren Svend Clausen har i en artikel i 2017 omtalt den bogliste i DKB, som fortæller at Anders Sørensen Vedel i 1595 måtte aflevere et os ubekendt håndskrift om mordet, "Marsk Stigs Historie på Pergament, Klage-artikel og Gensvar ..." til den nye kongelige historiograf, Niels Kragh. Denne afleverede muligvis 7 år senere dokumenterne videre, hvor det til sidst må være brændt med Christiansborg . Titlen tyder på, at der har været en egentlig procedure. Kristian Erslev benægtede, at Arild Huitfeldt kunne have kendt andre kilder end os ved temmelig ulogisk at henvise til, at Huitfeldt citerede Vedels svigerfar, Hans Svaning. Hvis bare en af de to kronikører har kendt dette dokument, har Erslev taget fejl - og det er utænkeligt, at kronikøren og kansleren Arild Huitfeld ikke selv skulle have læst et sådant interessant dokument på den kongelige historiografs liste. Det er fra Huitfeldt, vi kender oplysningen om et nævn på 27 adelsmænd, Valdemars afbrudte kupforsøg i Skælskør og citatet af den genoptagne dom. Måske har han også vidst, at den oprindelige dom var magen til den genoptagne, så han kun har citeret den sidste, som svarede til Rumelants anklage. Oplysningerne kan ikke mere afvises med Kristian Erslevs argumenter, hvilket naturligvis bestyrker Huitfeldts udlægning - og endda også artiklen ovenfor, selv om den netop ikke hviler på Huitfeldt. Selv om vi ikke kender indholdet, har Svend Clausens opdagelse udover selve kildediskussionen den væsentlige effekt, at vi nu bør gå ud fra, at kansleren Arild Huitfeldt havde læst nogle af retsdokumenterne og derfor havde bedre grundlag for at vurdere sagen end os andre. Der kan have været oplysninger, som han anså for overflødige at afskrive i forhold til, hvad han allerede havde meddelt eller afskrevet - som f.eks. nævnte gentagne dom. Derfor gør en gennemlæsning af hans ordvalg med kildekritiske øjne læseren meget klogere end at læse Erik Arup og Erslev - og genlæser man Huitfeldt med disse øjne, er der ingen tvivl om, at han anså de dømte for at være skyldige - uden at han skal anses som dommer.

Nyborg SlotDet er sandsynligvis fra sådanne kilder, vi har oplysningerne om Valdemars kupforsøg og tilfangetagelse af enkedronningen i Skælskør i april mellem mordet og dommen, som også kendes med et lidt andet indhold fra Jyske Krønike. Man skal lægge mærke til via segl på dronningens breve, at Valdemars morbror, fyrst Vizlav af Rügen, var til stede ved hoffet på dette tidspunkt . Han optrådte også på dokumenter sammen med garanterne for Valdemar, så sandsynligvis var det ham, der på vegne af de tyske garanter har overtalt sin unge nevø til at løslade dronningen igen. I stedet blev Valdemar rigsforstander, så længe Erik Menved var barn, og han blev gift med datteren af Landefredens øverste dommer, den saxiske hertug, som havde været en af garanterne. En klog realpolitisk studehandel, hvis man ikke mistænkte ham for at have dræbt den unge konges far. Det ville også have været tåbeligt af Valdemar at arrangere mord under garantien, og han havde med en sådan risiko været nødt til også at gennemføre sit kupforsøg. Han må have været sikker på, at man ikke havde noget på ham - og det harmonerer også med hans senere rolle. Hvor meget han har vidst om de sammensvornes planer, ved vi imidlertid ikke. De dømte kunne kun forringe deres stilling ved at afsløre hans viden om deres hensigter - han var bedre at have som en ven ved magten, og den fredløse Grev Jacob af Nørrehalland lånte da også senere en større sum af Valdemar til bygning af borgen Hunehals.

Bagmændene blev dømt fredløse og gik i den norske konges tjeneste, som var i krig med Danmark. Valdemar faldt stort set til ro som rigsforstander, og den unge kong Erik Menved blev slået til ridder af morbroderen fra Brandenburg. En ny riddertid var kommet til Danmark, som Erik Menved spillede med på uden at have råd, men det er en senere historie.

Samlet må det konstateres, at de dømte havde lejlighed og muligt motiv til at begå den forbrydelse, de var anklaget for. Deres forbindelse med den mordddømte Arvid Bendtsen og hans uadelige folk, som ikke skulle dømmes ved Danehoffet, kender vi ikke, men det er sandsynligt, at samtiden kendte den. Ingen i samtiden pegede på andre skyldige - end ikke de dømte selv og deres familie, men ikke alle bagmænd behøver at have haft lige stor andel i forbrydelsen .

Der er intet grundlag for at hævde, at dommen var et justitsmord, som Erik Arup så bombastisk påstod. Hans eneste betydende argumenter, nemlig det manglende motiv og "kendsgerningerne" om favoriseret stilling og alibi falder til jorden med et brag, når man tager alle kilder i betragtning. Det var måske let at gå galt i byen ved første øjekast, men åbenbart havde han en psyke, som bød ham holde fast i et proklameret standpunkt og tromle det igennem - uanset hvad. Når hertil kommer, at kansleren Arild Huitfeldt ikke i det forsvundne klageskrift og gensvar og andre forsvundne dokumenter, som han og hans samtidige må have læst, har fundet noget at sige dommen eller retssagen på, må den tyndere funderede Arup-snak om justitsmord ophøre som ubegrundet.

Der forligger en historisk dokumenteret dom over de anklagede. Vi har ikke materiale til selv at vurdere den juridisk, men vi har intet grundlag for at kritisere den. Dommen er således den historisk mest sandsynlige forklaring.

Selv om motivet for sammensværgelsen var politisk, udelukker det ikke, at deltagerne tillige havde forskellige personlige motiver - og altså heller ikke, at marsken tillige var drevet af et 10 år gammelt personligt hævnmotiv, fordi kongen havde forført hans hustru. Vi behøver derfor ikke at kassere hele vor kulturelle arv af den årsag, selv om marskens gennemboring af kongens lig må forstås symbolsk - f.eks. ved, at de 7 mænd, som ifølge en svensk årbog trængte ind i laden, gav kongen et stik på vegne af hver af de 8 dømte bagmænd - i alt 56 stik - en ikke ukendt tankegang.

De sammensvorne
De sammensvorne
De sammensvorne
Otto Baches to skitser og hans endelige maleri af "De sammensvorne" - malet i den periode, hvor kildekritikken vandt frem. Otto Bache drejede rytterens skjoldmærke - Marsk Stigs Hvide-stjerne - mere og mere væk, så selve maleriet i dag lige så godt kan forestille Arvid Bendtsen og hans lejemordere.
@ Møllerupgård, Aros og Nationalhistorisk Museum.