Mordet i Finderup Lade

Siden Saxo nr. 2 2015

Retur til bogen

Noter til artiklen om Mordet i Finderup Lade i Siden Saxo nr. 2 2015

Side 5:
Linje 15: Flådehelten Ivar Huitfeldt er her ved en fejl blevet udnævnt til historiker på bekostning af sin navnefælle Arild.

Side 6:
Linje 2: Arup 1932 s.32
Linje 20: Sagsakterne 178 art. 2
Linje 31: Christensen 1945 s. 97
Linje 38: Hørby 1977 s. 15 og 73

Side 7:
Linje 5: Olesen 1990, s.31
Linje 42: Sagsakterne 178 art. 2

Side 8:
Linje 6: Sagsakterne 227
Linje 12: Hørby 1977 s. 66/67
Linje 20: DRB 2,3,62

Side 9:
Linje 15: DRB 2,3,75
Linje 16: DRB 2,3,76
Linje 18: Hørby 1977 s. 62 og årbøger
Linje 20: DRB 2,3,77 af 19/9 1283. De tre breve kom med 11 dages mellemrum med den lille lenssag løst før den store handelsaftale. Det er usandsynligt, at parterne ville bruge kræfter på den lille sag først, hvis løsningen ikke indgik som en betingelse for den store handelsaftale.
Linje 29: DRB 2,3,103
Linje 35: DRB 2,3,11. Den usædvanligt store vægt af Hvidesegl må skyldes, at de også på deres side skulle erkende, at kongen nu "holdt sig til retten" - dvs. det usædvanlige krav for Eriks optagelse i landefreden ifølge forrige dokument. Begge dele tyder på, at hensynet til hertug Valdemar og grev Jacob af Halland havde været en betingelse for, at tyskerne ville acceptere kongen.

Side 10:
Linje 3: DRB 2,3,132
Linje 10: DRB 2,3,170 af 31/3 1286
Linje 12: DRB 2,3,172
Linje 13: Sagsakterne (Erik Menveds citat af Jens Grand (#178 pkt 3)) og Rumelant (X,3) omtaler den danske vane med at myrde
uden væsentlige konsekvenser, hvilket havde ført til 6 dræbte danske konger på 125 år.
Linje 16: Rydårbogen 1250 og Sagsakterne ("mordet uhævnet") - Lave Gudmundsen underskrev senere Abel-breve
Linje 18: Hørby 1989, s.99
Linje 23: DRB 2,1,422 af 4/4 1264

Side 12:
Linje 2: Arild Huitfeldt er sædvanligvis blevet anset for en usikker kilde på grund af det sene tidspunkt, men det er nu bevist, at 1500-tallets historikere havde adgang til flere gamle kilder, end vi kender i dag. Det styrker sandsynligheden af påstanden om et fortrudt kupforsøg. Se under side 15 linje 29.
Linje 10: DRB 1287 2,3,238 af 30/3 i Roskilde, -239 af 8/4 i Vordingborg og -248 af 29/5 i Nyborg.
Linje 12: DRB 5/6 1287
Linje 32: Die Jenaer Handschrift ca. 1340, VI,10 - Manesse Codex ca. 1304
Linje 37: Die Jenaer Handschrift ca. 1340, X,3-5 - Manesse Codex ca. 1304 - oversat af Søndergaard 1999 med enkelte mindre korrektioner af forfatter - se også linje 41Originaltekst Thüringens Universitetsbibliotek.
Linje 41: Sidste linje er en nøglelinje i forståelsen af anklagen: "Dies myt in haben geraten" (de som har rådet herfor). Forståelsen af kilden og problematikken er grundigt behandlet i Zeitschrift für Deutches Philologie Band 119 (2000) (Sonderheft: Neue Forschungen zur mittelhochdeutschen Sangspruchdichtung), "Meister Rumelant & Co" side 143-166. Se specielt side 156 om denne linje. Forfatter til artiklen er Willian Layher (phd fra Harward University 1999), som ikke har ligget under for Erik Arup-traditionen.

Side 13:
Linje 17: Sagsakterne 190, art 2

Side 14:
Linje 4: Sagsakterne 190, art 2
Linje 22-35: I artiklen er procedurediskussionen kun kort omtalt. Den anses for en pseudo-diskussion, da de dømtes tilbageviste krav om at følge den gamle regel om at sværge sig fri ved vennernes kønsed næppe ville give noget retfærdigt resultat efter vor retsopfattelse i dag. Dels var der tvivl om, hvorvidt reglen stadig var gældende ved majestætsforbrydelse efter håndfæstningen i 1282, og dels var reglen iflg William Layher (se kommentaren side 12 linje 41) i strid med den tysk/romerske retfærdighedsopfattelse, der indgik som en generel formålsparagraf i Den tyske Landefred, som Danmark havde tilsluttet sig i 1284 - selv om dansk landslov og håndfæstning efter aftalen stadig gjaldt for danskerne. Man kan have ladet Landefredens generalklausul, som 4 af de dømte selv havde skrevet under på som kongens råd, afgøre usikkerheden om de danske regler. I betragtning af at hele den lovgivende forsamling - bortset fra de dømte - var forsamlet i Nyborg, hvor sagen kørte, og at dommen blev bekræftet af ærkebisp og kejser, er det vanskeligt at postulere justitsmord som følge af fravigelse af gammel procedure.
Artiklens bemærkning om, at Huitfeldt hævdede at have set et gammelt dokument, er siden blevet bekræftet af Svend Clausen (se om side 15 linje 29 og i øvrigt også bemærkningerne til bogens side 108).

Side 15:
Linje 2: Sagsakterne 215, art. 36-40
Linje 11: Sagsakterne 190, art 2
Linje 29: Historikeren Svend Clausen har nu ifølge "Fund og Forskning 2016" påvist via lister i det Kgl Bibliotek, at Anders Sørensen Vedel i 1595 havde yderligere pergamenter til rådighed om Marsk Stigs historie, anklage og forsvar, der forsvandt ved Københavns brand. Materialet, som antageligt primært var samlet af svigerfaderen Hans Svaning, blev afleveret af Anders Sørensen Vedel til den nye kongelige historiograf, Niels Krag. Dermed må også kansleren Arild Huitfeldt have haft adgang til kollegaens materiale, da han fortsatte og afsluttede Hans Svanings og Anders Sørensen Vedels arbejde med Danmarks Riges Krønike. Erslev påpegede netop lighederne mellem Svaning og Huitfeldt. De forsvundne kilder var allerede en formodning hos de gamle historikere, som Erslev helt ulogisk mente at kunne tilbagevise ved at påvise med ligheden mellem Huitfelt og Svaning (se også bogen "Kongemordet i Finderup Lade" side 14). Arild Huitfeldt nøjedes med at gengive den endelige domsstadfæstelse fra 1305, hvilket må ses som en bekræftelse på, at den dækkede det brændte materiale, hvis eksistens man nu har vished for. Han oplyste desuden, at nævnet var på 27 mand og fortalte om Valdemars afbrudte kupforsøg i Skælskør. I øvrift er en del af de øvrige Danmarks Riges breve fra den tid afskrifter af Huitfeldt, så det er vel nogen af dem, Anders Sørensen Vedel afleverede - så der er næppe gået væsentlige oplysninger tabt ad den vej. Det bliver imidlertid en yderligere bekræftelse på artiklen i "Siden Saxo", da Huitfeldt nåede til en tilsvarende udlægning - bortset fra at også han overså lejemordet. Derimod synes der ikke at være grundlag for at hævde, at pergamenterne var nedskrevet samtidig med begivenhederne - det kan vi vel ikke vide.

UDVIDET LITTERATURFORTEGNELSE:
Arup, Erik, 1931: Erslevs kildesteder til øvelser i historieforsk. teknik.
Arup, Erik, 1932: Danmarks Historie.
Arup, Erik, 1977: Udvalgte afhandlinger og anmeldelser.
Bjerregård, Jørgen O. m.fl., 1989: Land i våde, Amtscentralen.
Brandt, Troels, 2008: Kongemordet i Finderup Lade.
Christensen, Aksel E., 1945: Kongemagt og aristokrati.
Die Jenaer Handschrift, ca. 1340, Thüringens Universitetsbibliotek.
DRB, Danmarks Riges Breve.
Erslev, Kristian, 1888: Grundlag for øvelser.
Erslev, Kristian, 1928: Svaning-Hvitfeld.
Erslev, Kristian, 1972: Valdemarernes Storhedstid.
Erslev, Kristian, 1987: Historisk Teknik (Anden udgave).
Fenger, Ole, 1989: Gyldendal/Politikens Danmarkshistorie (Bind 4).
Frandsen, Søren, 2007: Foredrag i Esrum Kloster 2/12 2007.
Gebhardt, Bruno, 2001: Handbuch der deutschen Geschichte.
Halding, Helle mfl., 2001: Thi de var af stor slægt.
Haverkamp, Alfred, 1993: Aufbruch und Gestaltung.
Huitfeldt, Arild, 1600: Danmarks Riges Krønike.
Hørby, Kai, 1977: Studier i Christofferliniens ægteskabs- og alliancepolitik.v Hørby, Kai, 1981: Middelalder, metode og medier.
Hørby, Kai, 1989: Gyldendal/Politikens Danmarkshistorie (Bind 5).
Ingesman, Per m.fl., 1999: Middelalderens Danmark.
Jensen, Kurt Villads m.fl., 2004: Danske Korstog.
Jørgensen, A.D., 1898: Historiske afhandlinger.
Jørgensen, Ellen, 1927: Erik Klipping og hans sønner.
Kroman, Erik, 1980: Danmarks middelalderlige Annaler.
Kræmmer, Michael, 2007: Kongemordernes Slægt.
Layher, William, 2000: "Meister Rumelant & Co", Zeitschrift für Deutsches Philologie 119;
Lindahl, Fritze, 1975: Gemme med relikvie fra Erik Klippings grav i MIV 5.
Manesse Codex, ca. 1304. Heidelberg Universitetsbibliotek.
Olesen, Jens E. m.fl., 1990: Marsken rider igen.
Olrik, Jørgen, 1906: Valdemar Sejrs sønner.
Olsen, Rikke Agnete, 1989: Ryd Klosters Årbog.
Olsen, Rikke Agnete, 1995: Jyske Krønike.
Olsen, Rikke Agnethe, 2002: "Den historiske marsk Stig, kongemorder og adelshelt.
Olden-Jørgensen, Sebastian, 2001: Til kilderne!
Ottosen, Johan, 1901: Vor historie.
Paulsson, Göte, 1975: Annales Suecici Medii Aevi.
Pedersen, E.Green, 1988: Øm klosters kamp og mordet på Erik Klipping
Ranvig, Svend, 1986: Sorø Krøniken II.
Sagsakterne: Jensen, Kurt V. m.fl., 1999: Hellere Fanden selv end Erik på tronen.
Søndergård, Leif, 1999: Ridderen i dansk middelalder.
Yrving, Hugo 1954: Kungamordet i Finderup.


PLANCHER FRA TROELS BRANDTS FOREDRAG OM MORDET:

Erik Arup gjorde sig skyldig i 5 deciderede fejl, som gør hans afvisning af marskens skyld videnskabeligt uholdbar. Historikerne har af respekt for deres store koryfæ ikke anfægtet dette i over 80 år, selv om der er tale om den begivenhed i den ældre Danmarkshistorie, som har efterladt det mest imponerende kulturspor. To værker er tillige sat på den danske kulturkanon i 2010, så sagen har stadig almen interesse og burde være grundigt behandlet. Da Kai Hørby ville "styrke" Arups argumentation, begik han endda en sjette fejl.