Slaget ved Gestilren
Retur til indeks
En dansk synsvinkel
i lyset af "glemte" udenlandske kilder.


Indeks :

-Sammendrag
1.Forhistorien
2.Sverkers danske allianceforsøg
3.Sverkers død og det videre forløb
4.Personkonstellationer omkring slaget
5.Hypoteser om selve slaget
6.Hypoteser om Gestilrens beliggenhed
-Noter med citat af kildetekster
-Litteratur
-Slægtsoversigt (skema)
-Links

Forfatter: Troels Brandt - troels@brandt.mail.dk

Mindestenen ved Gestilren

Links markeret med orange tekst.

Etableret 1. oktober, 2006 - Updateret 28. februar, 2010

@ Gedevasens Forlag 2006.



Baseres Guillous slutning af trilogien om Arn og den nye film
på gammel nationalistisk, svensk propaganda?





Sammendrag
Indeks / Næste / Forrige / Skema

Slaget ved Gestilren i 1210, hvor Sverker II faldt i kamp mod Erik Knutsson, har været genstand for mange diskussioner, og Jan Guillou har inden for rammerne af sin digteriske frihed forsøgt at gøre slaget til et endeligt opgør med den tids danskervælde - en opfattelse, som bygger på en propagandamæssig tilpasning af svensk national-historie helt tilbage fra optakterne til slaget ved Brunkebjerg i 1471.

En dansk deltagelse ved Gestilren er imidlertid en ukritisk og udokumenteret projektion af slaget ved Lena, som går stik mod de samtidige pavebreve og danske kilder om Valdemar Sejrs politik. Den danske Hvide-slægts assistance ved Lena havde været ydet af Sverkers svigerfar, som døde ved Lena, mens Valdemar og de øvrige Hvider i 1210 var bundet af aftaler om korstog, leding og europæiske sager, som på det nærmeste udelukker, at de har involveret sig direkte i interne svenske anliggender, som kunne skabe samtidig usikkerhed på den nordiske front.

Sandsynligvis var slaget ved Gestilren et rent svensk anliggende mellem Sverkers og Eriks partier. Den egentlige interesse for, at Sverker skulle genvinde tronen, må primært have ligget hos Sverkers egen slægt og Birger Brosas del af Folke den Tykkes slægt. Både de sparsomme kilder og det efterfølgende forløb tyder på, at Sverker satsede på og blev svigtet af nogle af medlemmerne af denne såkaldte Folkeungeslægt. I stedet må der være blevet indgået et forlig mellem sagens parter, så der kunne arbejdes frem mod en holdbar fred mellem jarle- og kongeslægterne. Sverker var blevet en klods om benet på alle og blev sandsynligvis ofret i spillet.






1. Forhistorien
Indeks / Næste / Forrige / Skema / Noter

Da den svenske kong Karl Sverkersson i 1167 blev dræbt af Erik den Helliges søn, Knut Eriksson, måtte Karls danske hustru flytte med sønnen, Sverker, til Danmark, hvor Sverker sandsynligvis voksede op hos moderens danske Hvideslægt. Moderen var tillige niece af Valdemar den Store.

Da Knut Eriksson døde i 1196, valgte den götiske jarl, Birger Brosa, at støtte den nu 29-årige Sverker som ny konge, idet Knuts sønner var mindreårige. Til gengæld blev Birgers datter Ingegerd gift med Sverker, og de fik i 1201 sønnen Johan - året inden Birger Brosa døde.

Sverker blev også gift med Benedikte, som var datter af Ebbe Sunesen af Knardrup, en af Hvidernes berømte Sunebrødre og nevø til Absalon. Sverker og Benedikte fik bl.a. datteren Helena, som i alt fald i 1240 var gift med Sune Folkesen og som senest omkring 1224 må have fået datteren Katarina, som blev gift med Erik Läspe. Hvorvidt Sverkers ægteskab med Benedikte lå før eller efter ægteskabet med Ingegerd vides ikke, selv om det på grund af kirkens strenge incestregler må have krævet dispensation, da de var beslægtede i 4. led. Der kendes imidlertid ingen pavelig dispensation, hvilket tyder på, at ægteskabet fandt sted, inden Sverker blev konge. Rækkefølgen Benedikte - Ingegerd er da også den traditionelle udlægning, selv om Ebbe Sunesens militære støtte ved Lena i 1208 kan pege den modsatte vej.

Sverker udstedte allerede i 1200 et frigørelsesbrev til kirken vedr. ejendomme og skat, og ved Birgers død fik han sin et-årige søn, Johan, udpeget til jarl. Disse foranstaltninger peger tilbage mod påvirkning fra de stærkt kirkeorienterede danske Hvider, hvortil også den nordiske kirkes primas hørte. I 1205 blev Sverker forgæves angrebet af Knut Erikssons 4 sønner med norsk støtte ved Älgerås. Her undslap kun Erik Knutsson til slægtningene i Norge, mens hans 3 brødre døde. Man var i de år vant til, at konger og tronprætendenter blev dræbt, men Sverker kom til at stå mere og mere alene efter disse mord. Traditionelt fortælles det i svensk historie, at Sverker allerede søgte tilflugt i Danmark inden 1208, men det ses ikke dokumenteret og det strider mod teksten i et pavebrev fra 13/11 1208 (1) , som er den eneste samtidige kilde. Tværtimod fik han så sent som 25/10 1207 pavelig dispensation (fra uægte fødsel) til at udnævne sin egen kandidat, Valerius, som ærkebisp i Uppsala. Ærkebiskop Valerius omtales af paven som deltager i flugten. Det står helt klart, at Sverker søgte og fik dansk støtte frem til pavebrevet.

De ældste kilder udover pavebrevet er meget kortfattede om, hvad det endte med. Eksempelvis fortæller den første svenske årbog ca. 50 år efter: "1208. Ebbe og Laurens faldt. Slag ved Lena 31/1 ... 1210. Slag ved Giestilsren 18/7, hvor kong Sverker og jarl Folke faldt (2) ." Udførligheden af oplysningerne stiger imidlertid mistænkeligt med tiden. I forbindelse med den stigende modstand mod dansk dominans i Kalmarunionen fra midt i 1400-tallet til Gustav Vasa overfortolkede man efterhånden via rimkrøniker og folkeviser uden nævneværdig kildeværdi (3) et par danske stormænds hær ved Lena, så det i Olaus Petris "En Swensk Cröneka" fra ca. 1550 blev til følgende udlægning: "Så sende tho koning Waldemar honom itt stoort taal folk til undtsettning ... Och så kom thå konung Swerker med sitt Danska folk til slaghs med the Swenska i Lehena i Westergötzland ... the Danska wordo ther så slaghne och förskingrade, at barn epter barn wiste seya ther aff ... Så försterkte han sich på nyyt och epter twå år kom åter til slaghs med the Swenska på Gestilreen, ther bleef han sielff slaghen med Hertug Folke och mongo andre." Gennem de næste 500 år blev Sverker endda "dansk", og fortællingen blev efterhånden til den danske konges to nederlag, som kunne udnyttes i propagandamæssige sammenhænge om svearnes stormagt - til sidst med alle göterne flyttet over på vindersiden.

Dansk kildemateriale fra Valdemarstiden er generelt langt mere fyldigt end samtidens svenske, og de danske historikere, som er upåvirkede af 14-1500-tallets svenske værker, tolker forløbet i 1208-1210 anderledes. Her vandt Erik Knutsson den 31. januar 1208 med en hær af svenske tilhængere og nordmænd en stor sejr over Sverker ved Lena (sandsynligvis nu Kungslena i Västergötland). Sverker havde ved denne lejlighed fået støtte af en privat dansk hær (4) ledet af sin tidligere svigerfar, Ebbe Sunesen af Hvideslægten - utvivlsomt med kong Valdemars billigelse. Både Ebbe og hans bror Lars faldt i slaget. Grundlaget er de mange svenske og danske årbøger (5) og ovennævnte pavebrev af 13/11 1208, ifølge hvilket Erik "samlede en stor skare, voldeligt brød ind over rigets grænser, stødte sammen med kongen og hans folk ...". Der er altså næppe megen tvivl om resultatet af dette slag - men nok om styrkeforholdene, Valdemars engagement og de interne svenske alliancer.

Sverker flygtede efter Lena med Valerius og de overlevende danskere til Danmark, hvor han må have forsøgt at vinde støtte hos sin mors familiegrene til et angreb på Erik Knutsson, der overtog kongemagten. Det resulterede først i pavebrevet, men det eneste sikre er derefter, at han vendte tilbage og døde ved Gestilren i 1210, som det fremgår af årbogen ovenfor. I Sverige er Olaus Petri og det ældre materiale blevet tolket sådan, at Sverker kom med en dansk hær, men i dansk historie indgår Gestilren kun som en kort notits om Sverkers død og Knut Erikssons ægteskab med Valdemars søster. Ingen danskere deltog ifølge kilderne ved Gestilren - og vel knap nok hos Olaus Petri - men hos Bureus i 1600-tallet var Sverker trods sin svenske far blevet til "den danske fyrste". Også hans besejrer havde imidlertid både dansk farmor og hustru - de nordiske kongefamilier var sammenknyttede på kryds og tværs af ægteskaber.

Den götiske jarleslægts placering ved de to slag er mere usikker. Det har været fremført, at Birger Brosas sønner skulle have følt sig forbigået ved udnævnelsen af deres etårige søstersøn til jarl. Johans alder tyder dog på, at der var tale om en rent formel titel til familiens tronkandidat, hvilket Johan under alle omstændigheder var. I Danmark og Tyskland blev sådanne unge sønner på den tid kåret som konger samtidig med fædrene (bl.a. Knud VI, som døde samme år). Meningen var næppe, at Johan skulle være Götalands faktiske jarl, og han blev da også konge som mindreårig i 1216.

Birgers søn, Knut, optræder som jarl i kilderne samtidig med Johan. Han skal ifølge en enkelt kronologi have været gift med en søster til Erik Knutsson. Han faldt ligesom farbroderen Magnus Minnesköld allerede ved Lena og døde på slagmarken eller kort efter. Hvorvidt de var på Erik Knutssons eller Sverkers side, og hvorvidt det var deres enker, der ifølge paven blev undertrykt, vides ikke. Knuts bror, Folke, er sandsynligvis den jarl, som døde ved Gestilren. Han må i givet fald have set en væsentlig styrke i at have søstersønnen Johan som Sverker-slægtens "tronarving". Heller ikke Folkes tilhørsforhold står dog helt klart, selv om også Olaus Petris ordvalg peger i retning af, at man anså Folke for at være faldet på Sverkers side. De götiske jarlers rolle vil blive uddybet i et senere kapitel.

Desværre må mange svenske forskere koncentrere sig om at forsvare denne nationalistiske svenske forhistorie, som de selv via tradition og artikler er blevet viklet mere eller mindre ind i. Stig Lundberg har i Västergötlands Fornminnesförenings Tidskrift 2005/06 skrevet en artikel om Gestilren, som er uddybet på websiden Lena och Gestilren. Der kan henvises til denne websides grundige redegørelse for de svenske kilder, men her som i alle andre svenske arbejder om Gestilren mangler der - i alt fald i august 2007 - en uddybende behandling af udenlandske kilder og danske forhold, som fører til helt andre konklusioner om Gestilren-slaget i det efterfølgende.

2. Sverkers danske allianceforsøg
Indeks / Næste / Forrige / Skema / Noter

Nederlaget ved Lena var næppe nogen katastrofe for den store Hvideslægt, som på grund af den nære forbindelse med kirken er relativt godt dokumenteret. Kun de to faldne nævnes i forbindelse med Lena, og de havde ikke gjort sig væsentligt bemærket tidligere. Svigerfaderen Ebbe var dog den ældste af Sunesønnerne, så hans søn Peder arvede hovedgodset i Knardrup. Sverkers egen gren af Hvide-familien omtales slet ikke i forbindelse med Lena. Af Sune-sønnerne døde Thorben og Jens inden Lena - Jens i Jerusalem - mens den unge Jacob senere blev en af Danmarks rigeste og dominerende stormænd. De to bispebrødre, Andreas og Peder, fungerede uanfægtet videre. Sune-sønnerne synes at have været på privat korstog i Finland i 1202, og efter at ærkebisp Andreas i 1204 blev pavelig legat for Norden og det nordlige missionsområde deltog han i 1206 i togtet mod Øsel, hvorefter han overvintrede i Riga 1206-7. Allerede kort efter Lena i sommeren 1208 ledede Andreas et mindre dansk korstog til Estland i konkurrence med tyske fremstød fra Livland - muligvis det korstog til Felin, som Dannebrogs-myten oprindeligt var knyttet til, inden den blev hæftet på erobringen af Talinn i 1219. Både Hvide-familens position og dansk politik - naturligvis bortset fra de svenske alliancer - synes fuldstændig upåvirket af nederlaget ved Lena.

Med sig fra Sverige havde Sverker som nævnt sin ærkebisp Valerius, som sammen med sin primas, Andreas Sunesen, må have formidlet pavens brev af 13/11 2008, hvor Erik blev truet med bandlysning, hvis han ikke gik af og overlod kongemagten til den retmæssige konge, Sverker (6) . Dateringen af slaget ved Lena og pavebrevene må anses for rimeligt sikker. Pavebrevet var sandsynligvis al den støtte Andreas og hans bror, Peder, kunne yde som ærkebiskop og kongens kansler. Erik ignorerede imidlertid brevet og intet taler for, at Sverker fik lovning på militær støtte i Danmark, da Valdemar var fokuseret på sin nye Østersø-politik, og da Sverkers svigerfar, Ebbe Sunesen, som havde været hovedmand i den tidligere assistance, var faldet. Spekulationen skulle i givet fald gå på Ebbes ærkebispe-bror, Andreas, selv om også kong Valdemar teoretisk kunne komme på tale på grund af den fjernere familierelation.

Den danske korstogspolitik og forholdet til paven er blevet behandlet grundigt i Kurt Villads Jensens manuskript til en konference i Rom i 1998 (Valdemar the Victorious - the wildcard in pope Innocent's Northern policy) og i bogen "Danske Korstog", 2004, hvor han var medforfatter. Forholdet til Sverige er ikke nævnt heri.

Valdemar havde ifølge årbøgerne jaget "den tyske kejser" på flugt i 1207 i en periode, hvor Otto IV og Philipp af Hohenstaufern rivaliserede indbyrdes. I kølvandet på denne succes har Valdemar næppe haft noget at indvende mod Ebbe Sunesens private eventyr i januar 1208. I marts 1208 måtte Valdemar selv drage med en hær til Nordtyskland, mens Andreas som sagt drog til Estland senere på sommeren. Med Otto IV's mord på Philipp 21. juni 1208 ændredes magtbalancen på dramatisk vis, og kejser Otto lovede de nordtyske fyrster hjælp til tilbagevinding af Valdemars erobringer.

Andreas Sunesen kendte paven, Innocent III, personligt og havde på det tidspunkt nær kontakt med pavestolen - bl.a. på grund af kongens meget langvarige sager mod den truende bisp Valdemar af Slesvig og mod den franske konge omkring forstødningen og indespærringen af Valdemars søster, hvor paven i begge sager havde støttet Valdemar så langt, at Frankrig var blev lyst i interdikt og bispen i band. I 1208 synes paven at dreje sig mere over mod kejser Otto i en ny magtbalance, men med den officielle opfording fra paven til et større dansk korstog i oktober 1209 vendtes pavens gunst mod Danmark igen - samtidig med at Otto IV en periode lystes i band. Det nye tyske pres mod Danmark gjorde imidlertid Valdemar betænkelig ved en større involvering i korstog - dokumenteret med hele fem breve herom fra paven fra oktober 2009 til maj 2010. Paven opfordrede således i et brev alle danskere (stormænd og leding) til at deltage i korsstoget. Både kejser Otto IV og senere også til Valdemars øvrige naboer fik ordre om, at ingen måtte angribe Danmark under korstoget (7) . Til sidst tog paven 7. maj 1210 Danmark under sin beskyttelse og lovede at holde Valdemar skadesløs. Det er altså beskrevet med al ønskelig tydelighed, at Valdemar var betænkelig ved at forlade landet med hele ledingen, og paven henviste endda over for kejseren til tidligere episoder af lignende karakter. Selvsamme dag, 7. maj, bad paven Valdemars søster i Frankrig om at holde ud og efter korstoget strammede paven skruen om bisp Valdemar.

I fortsættelse af pavens opfordring til danskerne blev der ifølge årbøgerne for 1210 udbudt leding i Danmark til Preussen og Samland, hvor hele landet skulle stille skibe til rådighed for togtet, som må være løbet af stabelen i sommeren 1210 (8) . Paven nævner kun korstogets mål som et vantro folkeslag, men det er usandsynligt, at den pågældende leding til det hedenske Preussen ikke skulle være identisk med det korstog, som paven opfordrede danskerne til at støtte kongen i, jfr. også "Danske Korstog" side 237. Korstoget må være årsagen til, at Valdemars Jordebog indeholder en liste over disse landskaber, der efter Valdemars tilfangetagelse i 1223 i stedet blev Den Tyske Ordens kirkelige opgave og domæne. De danske korstog var ellers generelt rettet mod den Finske Bugt kulminerende med erobringen af en del af Estland i 1219, så pavens opfordring til korstog kan samtidig være blevet anvendt mere generelt som en accept af de senere korstog - hvilket er årsagen til kommentaren på side 157 i "Danske Korstog" ifølge forfatternes oplysning. Korstogets tidspunkt og mål ville i øvrigt ikke påvirke nærværende konklusioner, da årbøgerne under alle omstændigheder placerer ledingen i 1210.

Med den efter nordiske forhold bemærkelsværdige pavekorrespondance og Valdemars to igangværende sager hos paven, må det anses for usandsynligt, at Valdemar skulle handle stik mod sin egen argumentation over for paven og yde militær støtte til Sverker mod de svenske magthavere mellem pavens garanti af 7/5 og afslutningen af korstoget - eller tillade sine adelsmænd at gøre det under den udbudte leding. Mindst af alt kunne det tænkes fra familien omkring ærkebisp Andreas, som var ansvarlig for kontakten mellem Valdemar og paven og pavelig legat vedrørende den nordiske mission - især efter at hans og bisp Peders brødre, Ebbe og Lars, var faldet ved Lena. Støtte til et angreb mod den reelle svenske konge på dette tidspunkt ville være en provokerende åbning af den nordiske flanke, som kunne bringe korstoget i fare, hvilket kunne risikere at medføre bortfald af pavens garanti og støtte her og i de andre sager. Hele Valdemars og Andreas' ageren peger på, at de ønskede ro på hjemmefronten. Hvis man skulle have satset militært på Sverker, skulle det have været gjort længe inden korstoget. Antageligt opgav man allerede at satse på Sverker efter det svidende nederlag ved Lena og det virkningsløse pavebrev.

Sverker kan teoretisk have hvervet lejesoldater, selv om det anses for en lidt senere foreteelse. Da en stor del af Sverkers egen ejendom må antages tabt eller indefrosset efter Lena, er det bare vanskeligt at se, at nogen skulle finansiere en tidligere taber med større beløb uden selv at medvirke. At Hvide-familien på dette tidspunkt skulle bringe tyske lejesoldater i spil via Danmark må anses for helt usandsynligt i ovennævnte sammenhæng.

I det hele taget ville det både af politiske og militære årsager være en tåbelighed at gennemføre de to operationer samtidig, hvis der skulle bruges dansk støtte. Der var jo allerede gået to år, så en sådan timingen ville være vanvid fra dansk side eller fra nogen som ventede støtte fra dansk side - hvorimod tidspunktet ville være velvalgt fra Erik Knutssons side. Ingen kilder taler om dansk eller anden udenlandsk assistance ved Gestilren, og de mange ændrede forudsætninger tillader ikke den ekstrapolation fra Lena, som svenske historikere har foretaget. Det må derfor betegnes som usandsynligt, at en dansk hær optrådte ved Gestilren. Sverker kan naturligvis have haft nogle danskere i sin egen hird, men det er en helt anden og ligegyldig sag.

Spørgsmålet om pavens magt over for stærke konger har været rejst i den forbindelse. De manglende reaktioner på pavens indgreb i de verdslige sager viser, at hans magt i den sammenhæng var begrænset, men Valdemars retssager, brevaktiviteten og behovet for legitimering af Østersø-politikken viser, at netop Valdemar mere end nogen anden baserede sin politik på samarbejde med paven - et samarbejde, der ifølge Kurt Villads Jensen var gensidigt. Paven brugte også Valdemar flittigt i spillet over for den tyske kejser Otto, indtil magtbalancen ændredes endnu en gang med valg af en tysk modkejser til Otto i 1210/11.

Erik Knutsson havde derimod på sin side (som århundredets senere danske konger) demonstreret sin manglende respekt for pavens trusler i 1209, og Valdemar kunne derfor ikke basere sin sikkerhed mod angreb fra Eriks side på pavebreve. Her krævedes aftaler direkte mellem parterne, og rent faktisk blev der indgået en fredsaftale mellem Valdemar og Erik i korstogsåret 1210 - om end resultatet i dag først kan ses i november efter korstoget som omtalt nedenfor.

Den danske kilde, Saxo, nævner intet om konflikten. Saxo sluttede sit værk inden Absalons død i 1201, men det blev først afleveret til Andreas Sunesen en del år senere. Saxo nævner slet ikke Ebbe Sunesen og Sverker II, men det er interessant at se denne Hvide-historiker fremhæve de fornemme götiske jarler (11.14.16 og 14.28.23) på bekostning af en Sverker-slægt "af temmelig lav stand" (13.10). Måske skyldes det, at jarlerne var beslægtede med Knud den Hellige, men uanset Karl Sverkersens ægteskab med Hviderne har Sverkers slægt øjensynligt ikke stået i høj kurs hos Absalon.

3. Sverkers død og det videre forløb
Indeks / Næste / Forrige / Skema / Noter

Korstoget må være indledt efter modtagelsen af pavens brev af 7/5 1210. De ældste annaler fortæller som sagt, at Sverker og jarl Folke faldt ved Gestilren den 17. eller 18. juli mod Erik, hvilket må være under korstoget. Fire måneder senere i november blev Erik kronet og salvet af Sverkers landflygtige ærkebisp Valerius som den første svenske konge, og samtidig blev Erik gift med Valdemars søster - dvs. en total omvæltning af alliancerne i forhold til pavebrevet fra 1208.

Allerede i 1216 døde Erik og blev efterfulgt af ingen mindre end Sverkers søn Johan som umyndig konge. Johan var som nævnt af Sverkers ægteskab med Birger Brosas datter Ingegerd. Da Johan døde strådøden på Vissingø i 1222, efterfulgtes han af barnekongen Erik Eriksson (Läspe), søn af Erik Knutsson og Rikissa. Inden han blev voksen blev magten i 1229 overtaget af Knut Långe, som menes at være Knut Holmgersson - oldebarn af Erik den Hellige. Efter hans død i 1234 vendte Erik Läspe tilbage til tronen.

Erik Läspe levede fra 1242 et barnløst ægteskab med Katarina Sunesdotter, der var datter af lagmanden Sune Folkeson (søn af Jarl Folke) og Sverkers og Benediktes datter Helena, som før sit bryllup skal have boet i Vreta Kloster.

Da Erik Läspe døde i 1250 var Birger Brosas brodersøn, Birger Magnusson af Bjälbo, omkring 50 år. Han var gift med Erik Läspes søster, Ingeborg, og havde et par år forinden styrtet fætteren Ulf Fase som jarl. Allerede i 1247 havde Birger sejret ved Sparrsätre, hvor Knut Långes søn, Knut, blev henrettet, og i 1251 blev den sidste alvorlige modstand knækket ved Herwadz Bro. Birger Brosa's oldebarn, Knut Magnusson, og Knut Långes søn, Filip, ledede de oprørere, som Erikskrönikan kaldte "Folkunga rothe". Birger blev som ny jarl formynderregent for sin egen og Ingeborgs søn Valdemar. Efter at Sverker-slægtens mandslinie forsvandt, var tidens to dominerende konge- og jarle-slægter efter Erik den Hellige og Folke den Tykke dermed smeltet sammen, og 40 år efter Gestilren kunne Birger Jarl på sønnens vegne begynde at samle det diffuse Sveavælde til et formelt samlet kongerige under denne slægt - Sverige.

4. Personkonstellationer omkring slaget ved Gestilren
Indeks / Næste / Forrige / Skema / Noter

De nogenlunde samtidige kilder til slaget ved Gestilren er meget få og kortfattede. Sturlunge-saga fra sidst i 1200-tallet fortæller, at Snorre i 1219 hos Birger jarls halvbror, Västergötlands lagmand Eskil, fik foræret det mærke, hvorunder Erik vandt ved Gestilren (9) . De Dansk-Svenske annaler fra ca. 1263 fortæller: "..der faldt kong Sverker og Fulco Jarl." (10).

For at forstå, hvad der skete, er man nødt til at vurdere forløbet i forhold til aftalen med Valdemar, familierelationerne og det efterfølgende forløb.

Det må stå klart, at der skete en helt afgørende ændring i de internationale alliancer mellem pavens trusselsbrev i 1208 og Eriks kroning og bryllup i november 1210. Som sagt medvirkede ærkebisp Valerius, som startede pave-sagen i eksil, positivt ved Eriks kroning som konge af Guds nåde - til trods for at Erik havde negligeret paven ved ikke at træde tilbage og siden endda dræbe Sverker, som paven havde anført som retmæssig konge. Hidtil havde der hængt en skriftlig bandlysningstrussel fra paven over hovedet på Erik Knutsson, så kroningen kunne efter drabet næppe ske uden pavens godkendelse - især ikke, da kroningsproceduren øjensynligt var ny. Ganske vist var Andreas pavelig legat, men han har næppe uden aftale med paven skrevet trusselsbreve og garantier og ophævet interdict i pavens navn i en sag, hvor hans egen slægt var involveret. Valdemar, som Sverker havde søgt eksil hos, gav tillige Erik sin søster Richissa, hvilket han næppe havde gjort uden pavens godkendelse af Erik. Forhandlingerne må derfor være begyndt, inden Valdemar drog på korstog efter pavens bekræftelse af garantierne 7/5 1210. Tidspunktet i november, 4 måneder efter Sverkers død den 17./18. juli, kan ikke undre, da man af praktiske og formelle årsager måtte forvente en væsentlig tidsafstand mellem aftale/trolovelse og gennemførelsen af et kongeligt bryllup - og Valdemar skulle jo først hjem fra korstoget. Det er da også bemærkelsesværdigt, at Annales Lundenses fra Andreas egen bispestol omkring 1300 troede, at rækkefølgen var korstoget, brylluppet og Gestilren - og derfor kludrede med årstallene. Der må være indgået et helt afgørende forlig mellem Erik og Valdemar med pavens billigelse. Den logistiske timing udelukker på det nærmeste, at de internationale forhandlinger ikke skulle være påbegyndt før korstoget og Sverkers død sidst i juli, og som allerede forklaret i Kapitel 2 havde Valdemar kraftige motiver til at indgå denne aftale med Erik inden korstoget. Ingen middelalderlige kilder hævder da heller, at en dansk hær deltog ved Gestilren.

Familierelationerne mellem parterne fremgår af den vedhæftede familieoversigt. Efter Knut Jarls død må den familie, som alt andet lige havde størst interesse i, at Sverker forblev konge i en periode, have været Birger Brosas slægt, idet Birgers egen dattersøn, Johan, dermed ville blive Sverkers naturlige efterfølger. Knut Jarls søn ville være ude af billedet, når Erik Knutsson fik en søn (hvis de overhovedet var beslægtede), så Folke Jarl var den, der havde størst dynastisk interesse i, at Sverker fortsatte. Måske havde det været praksis at spille på begge kongeslægter, men götajarlen Birger Brosa knyttede til sidst det kongelige Sverker-dynasti tæt til sin slægtsgren, ganske som broderen Magnus' sønner efter Gestilren indgik ægteskaber med det kongelige Erik-dynasti - en politik som senere skulle føre til Birger Jarls store succes. Der kendes ingen holdbar begrundelse for, at Folke Jarl ikke skulle følge faderens linie før Eriks aftale med Valdemar, og Johans kroning i 1216 viser klart, at Johan selv efter Folkes død var en brik i dette spil.

Forliget med Valdemar forklarer ikke, at Johan Sverkersson blev konge efter Erik Knutsson, for ifølge et pavebrev af 7/8 1219 appellerede Valdemar Valerius' salving af Johan, idet han "støttet og begunstiget af visse stormænd med vold har tiltaget sig kongedømmet i Sverige, som ved arvelig ret burde tilfalde afdødes søn" - dvs. Valdemars sønnesøn. Igen et partsindlæg, men det er vanskeligt at forestille sig andet, end at det stadig er Folke den Tykkes efterkommere, der har stået stærkt i forhold til den sejrende Erik-slægt i den efterfølgende periode. Folke-slægten eller dele heraf må have indgået som en selvstændig part i det store forlig - muligvis først efter forliget mellem Erik og Valdemar.

Sverker kom næppe tilbage til Sverige igen uden at have en tro på, at han havde stærke tilhængere til at yde en vis beskyttelse, et håb om at kunne overvinde Erik og en tillid til at have styrke nok til at fastholde herredømmet bagefter. Som beskrevet i de forrige kapitler kan han ikke have baseret sig på en dansk hær. Han må udover sin egen slægt have haft en svensk magtbase og de kendte konstellationer taler for, at det var Folke Jarl og måske tillige større dele af Folke-slægten. Folke-slægten er imidlertid blot et kvalificeret gæt, som må afprøves mod de sparsomme kilder.

Siden opgøret med Kalmarunionen har Sverkers nederlag som nævnt været brugt til at fremstille svearne som uovervindelige - og bl.a. danskerne som en overkommelig fjende. Lena har optrådt flittigt i den sammenhæng, og Gestilren er blot blevet set som en forlængelse af Lena - trods Ebbe Sunesens død. Skal man se på efterfølgernes opfattelse af forløbet, må det derfor være kilder fra tiden før Brunkebjerg, man vurderer. Af disse falder to i øjnene: Annales Dano-Svecani og Vidhemspræsten tilføjelser til Västgötaloven.

Annales Dano-Svecani (ca. 1415) fortæller (11) : "Atter blev der kriget i Gyllstenreen, hvor Kong Sverker, kaldet Hack, Kong Karls søn, faldt og Folcho Jarl og tillige mange andre adelsmænd af Folkenga givende sejren til Sueuis." En lignende slutning fremgår af Gråbrødreannalerne.

Vidhemspræsten (ca. 1325) fortæller i sin kongeliste: "Han regerede sine riger vel. End tog Folkongær livet af ham. Hans egen "maghær" [svoger - fælle] gjorde det ved Gestilren." (12)

Folkungerne har været et omdiskuteret begreb, som i sædvanlig germansk navnedannelse kan tolkes som "Folke's efterkommere". Hvis man sammenholder den vedhæftede slægtsoversigt med Vidhemspræstens to sætninger må det stå klart, at Vidhemspræsten sigtede til svigerfaderen Birger Brosa's familie - uanset om navnet overhovedet blev brugt af dem selv. Birgers farfar, Folke den Tykke, er veldokumenteret (13) i modsætning til Messenius' ukendte Folke Fribytter, og Folke den Tykke er dermed et oplagt grundlag for navnet. I forbindelse med Gestilren er det dog underordnet, hvorvidt navnet efter Folke-slægtens senere splittelse i tilhængere af Erik-slægten (herunder Birger Jarl) og modstandere (Knut Magnusson) er blevet hængende ved modstanderpartiet "Folkunga Rothe". Diskussionen af den senere anvendelse af navnene Folkunger og svear er derfor henvist til en note (14) . Det skal dog bemærkes, at navnets følgeskab med Birger Jarls modstandere kan forklares, hvis Folke Jarl var Sverkers mand mod bl.a. Magnus Minneskölds del af Folke den Tykkes slægt, således at tilnavnet efter splittelsen kom til at følge Magnus-slægtens modstandere som et partinavn mere end et slægtsnavn.

Ser man på de oprindelige annal-oplysninger om Gestilren sammenlignet med Lena kan formen antyde, at Sverker og Folke Jarl faldt sammen på valen, hvilket er i overensstemmelse med analysen af slægtssammenhængene ovenfor. Disse kortfattede notitser nævner dem dog blot side om side, men oplysningerne om Folkungerne uddybes i Annales Dano-Svecani og Gråbrødreannalerne, som må opfattes sådan, at mange andre Folkunger faldt på Sverkers side, så sejren gik til Eriks Sueui. Det giver god mening, da Folke den Tykkes slægt var göter, svarende til at Erikskrönikan fra 1300-tallet siger "Then jomfrw heet Soffia. Hon wart sidhan drotning göta oc swia" - hvor swia og Sueui må være Mälardalens Svear. 50 år senere oversatte Ericus Olai annalernes "Sueui" med "Uppländingene". Annales Dano-Svecani og Gråbrødreannalerne er ikke pålidelige kilder, men de viser, hvordan man i de første århundreder efter Gestilren tolkede navne og alliancer. Alternativt er Suiui et samlende Svea-parti mod oprørsk parti. Man anså altså Erik som Sveakonge, mens Folkungerne har været Folke-slægten med de mange jarler fra Götaland. Traditionelt henfører man Folke-slægtens oprindelse til det östgötiske Bjälbo, mens Sverker-slægten kom fra det nærliggende Alvestra, hvor både Sverker II og sønnen Johan blev begravet. Erik den Hellige skal oprindeligt være kommet fra Västergötland, hvor også Folke-slægten synes at have haft interesser. Man skal dog være forsigtig med at henføre en kongeslægt til et bestemt landskab på grund af enkelte ejendomsbesiddelser, da de sandsynligvis bevidst søgte at demonstrere det modsatte - kongen skulle være omrejsende uden præference for særlige landskaber.

Eventuelle løfter fra Folkes side om støtte til Sverker betyder ikke, at Folke Jarl var i eksil 1208-10 - i så fald var han næppe heller blevet jarl efter Knut. Sammen med Kong Erik, fætteren Eskil Lagmand og mange andre stormænd bevidnede han et udateret brev i Strängnäs (15) , som med sammenhæng og udtrykket "Kong Erik" nødvendigvis må stamme fra den periode. Brevet menes at vedrøre broderens dødslejegave, og det har derfor været vigtigt at have Folkes underskrift på af hensyn til repekt og holdbarhed, uanset at han var på modstanderpartiet - en praksis som også ses i 1200-tallets danske dokumenter. Parterne har ikke nødvendigvis signeret samtidig. Folke-slægtens jarler synes gennem hele denne periode at have været i stand til at holde balancen mellem de to kongeslægter. Folke Jarl har altså opholdt sig i Sverige og har dermed kunnet yde sin svoger, Sverker, beskyttelse. Samme muligheder har andre i Folke-slægten naturligvis haft.

Umiddelbart skulle man så tro, at Vidhemspræstens kommentarer er i modstrid med denne tolkning af annalerne. Vidhemspræsten påstår jo, at Sverker blev dræbt af Folkungerne. Han siger imidlertid samtidig, at en i Sverkers svigerfamilie (Folke-slægten) gjorde det (maghær betyder svoger i bred fortolkning eller fælle). Kommentaren antyder kraftigt, at der fandt et forræderi sted før eller under slaget ved Gestilren. Det hele hænger dermed godt sammen med det efterfølgende forløb. Folke-slægten har positioneret sig fordelagtigt i forliget ved at mange af Folkungerne har holdt sig til Eriks side - men ikke mere end at Sverkers søn / Birger Brosas dattersøn, Johan, blev næste konge. Jarleværdigheden gik fra Birger Brosas familiegren over til hans bror, Karl Döve, og dennes søn Ulf Fase, mens Birger Jarls halvbror, Eskil, var lagmand, så det er nærliggende at antage, at det var folk blandt Birger Brosa's brødrene slægtsgrene, der først svigtede Sverker. Eskil Lagmands efterfølgende ægteskab med Eriks kusine og deres besiddelse af Eriks fane kan naturligvis bringe ham under mistanke - og trods hans fredelige titel fremhævede den västgötiske lagmans-krønike ham som "en mycket god dräng med svärdet". Folkes egne to jarle-brødre var døde, men personer i Birger Brosas slægtsgren kan naturligvis også komme på tale. Der er således ikke noget i vejen for, at Folke undervejs støttede Sverker, men til sidst sveg ham. Det vil imidlertid med det nuværende kildegrundlag være ren spekulation at pege på enkeltpersoners placering i spillet.

Lilla Rimkrönikan fra 1400-tallet byggede videre på Vidhempræstens tradition:
"Jak styrde Sverike med rätt och späckt
Til thess min Magh med Folkungesläckt
Samkade sik Folk mik till meen
Och drap mik vid Gestilreen."

Tilsvarende Prosaiska krönikan:
"Hans magh war aff folkungaslekt och stride de mot Sweriges konunge i Gestilren och Swerkir wårt draepin i the striden".

En anden kuriøs og værdiløs kilde i denne sammenhæng er den folkevise, som blev skrevet om Sune Folkeson, Folke Jarls søn. Ifølge visen skulle han have røvet Sverkers datter Helena i Vreta Kloster efter slaget, da de ikke måtte få hinanden. Derfor gætter nogle ud fra Vidhemspræstens udtryk "maghær" på, at det var ham, som dræbte Sverker - næppe det bedste grundlag for det ægteskab mellem Sune og Helena, som sidst i 1230'erne var et faktum. Bl.a. O. Klockhoff har da også argumenteret for, at ægteskabet var langt senere, og at bruderovet var opdigtet (16) . Det skal tilføjes, at historien om bruderovet teoretisk kan være opstået omkring en kirkelig modstand mod deres ægteskab, hvis Sverker havde været gift med Sunes faster inden ægteskabet med Helenas mor i kombination med en bekendt historie om et bruderov af Sunes og Helenas datter Benedikte. Havde der været en sådan kirkelig modstand, var datteren Katarina dog næppe blevet gift med Erik Läspe, og ægteskabet ville være sket længe efter Gestilren.

Det hele er i den mere folkelige overlevering endt som et internt opgør mellem Sverker og en svigefuld Folkunge-svoger. Glemt var spekulationerne omkring Eriks fane hos Eskil, og først mange århundreder senere begyndte nogen at skrive om danske tropper ved Gestilren.

Vi må nøjes med at konstatere, at både ræsonnementer og de sparsomme kilder peger på, at Folke og nogle af hans slægtninge døde med Sverker, at Folkunger forrådte ham før eller under slaget, og at en Folkunge måske endda slog ham ihjel. Folke-slægten var stor og meget stærk, og det efterfølgende forløb viser, at de kunne optræde på hvert sit parti. Sverkers parløb med de kirkeorienterede Hvider kulminerende med Ebbe Sunesens medvirken ved Lena har utvivlsomt været en torn i øjet på mange i den götiske jarleslægt. Folkungernes gamle "del og hersk"-politik er derfor successivt gået over Birger Brosas satsning på de Sverkerske naboer til den satsning på Erik-slægten, som Birger Jarl førte til ende. Der var ingen omtale af forligsforhandlinger i kilderne, men vinderne kan heller ikke have været interesserede i at demonstrere, at man svigtede Sverker. Der kendes derfor heller ikke et ord fra folkeviserne om svensk heltemod ved Gestilren, hvor Sverker og hans sidste trofaste venner blev knust - og Eskil sendte gladeligt familiens "minde" fra den pinlige sejr til Island, da Sverkers søn var blevet konge.

Vi kan næppe tro kilderne i detaljer, men deres tendens forekommer entydig med denne tolkning.

5. Hypoteser om selve slaget
Indeks / Næste / Forrige / Skema / Noter

Sverker havde altså sandsynligvis forladt Danmark - muligvis mod Valdemars vilje - da han ikke kunne opnå anden støtte end den moralske i forbindelse med pavebrevet. Det er vanskeligt at forestille sig, at han ikke forinden sikrede sig, at han havde et nogenlunde sikkert opholdssted som udgangspunkt for sin samling af en hær. Folke-slægten og hans egen slægt i Östergötland er den eneste oplagte mulighed, som vi har kendskab til, og hans datter siges jo at have opholdt sig i Vreta Kloster.

Sandsynligvis er forhandlingerne mellem Erik og Valdemar begyndt omkring tidspunktet for pavebrevet til Valdemars naboer i januar 1210 - både af taktiske og tidsmæssige årsager.

Hvad der videre skete er umuligt at sige. Sverker og nogle af Folkungerne kan have angrebet Erik, Erik kan have angrebet Sverker på dennes opholdssted efter aftale med nogle af Folkungerne, eller Sverker kan være faldet i baghold på en af sine rejser - enten på vej til tilholdsstedet eller mellem tilhængerne. Tidspunktet for slaget skal måske snarest tolkes sådan, at Erik har taget initiativet til opgøret på et tidspunkt, hvor Valdemar og Andreas var optaget af korstoget - hvis han ikke simpelthen har aftalt det med Valdemar. Den mindste provokation fra en oprørsk Sverkers side har kunnet retfærdiggøre et angreb fra Eriks side. Også for Sverkers eget vedkommende har den sidste gode chance for angreb været inden brylluppet mellem Erik og Richissa. Derfor er de normalt antagne datoer, 17./18. juli 1210, forklarlige set i relation til korstoget. Begge begrundelser taler for, at tidpunktet kan være en følge af forhandlingerne med Valdemar - ikke omvendt.

Hærenes størrelse ved vi intet om. Vi ved, at Erik kæmpede under sit mærke, så der er tale om en egentlig kamp og ikke et mord. Hvis Sverker angreb Erik, må hærene have været store, men hvis Erik angreb, inden Sverker fik samlet en hær og uden for en egentlig borg, kan der være tale om relativt få mand. Omtalen af Eriks fane og svigerfamiliens forræderi kan tyde på, at hans bevægelser er blevet røbet overfor Erik, som derefter overfaldt ham på en vej. Det er ikke til at sige.

6. Hypoteser om Gestilrens beliggenhed
Indeks / Næste / Forrige / Skema / Noter

Stedet Gestilren har det ikke været muligt at finde trods ivrige diskussioner og analyse af navne i både Uppland og Götalandene. Navnet findes i kilderne i en række former, hvor Sturlunge-sagas "Getils reyni" / "Gestils-reini" repræsenterer en særlig nordisk variant, som må være udskilt fra resten allerede i 1219, da Snorre fik fanen og oplysningerne om den under sit besøg. Fælles for de øvrige er, at de er nedskrevet af kirkelige skribenter på latin med udgaver strækkende sig fra Giestilsren til Gyllstenreen (17) . Johannes Magnus skrev ca. 1540 navnet som "Gestilbro". De fleste af disse kilder er meget sene, og der er åbenlyst, at stedet ikke har været kendt af disse lærde koncipister. De ældste Dansk-Svenske annaler viser dog med stavningen "Giestilsren" en stor lighed med islændingenes to-ledede udgave, som synes at bestå af et navn og et ord - hvilket naturligvis fører til, at der er tryk på "Gies", som også Staffan Fridell nu hævder i en ny artikel.

Den dansk oversatte Lunde-årbog fra 1400-tallet synes at placere Lena i "Oplandt", men kilden er på stor afstand af slaget både geografisk og tidsmæssigt og kan derfor næppe tillægges vægt, da også Erikskröniken synes at benytte "uplenzka" bredt. Langt større vægt må man tillægge den tidlige gavebog fra Lund, som placerer slaget i Götaland (se note 2). I 1400-tallet placerer Annales Dano Svecani og Ericus Olai Lena i Västergötland.

Vi har en kilde yderligere i form af en sen 1400-tals tilføjelse til Västgötalovens kongungalängd, som ikke kendes i de første versioner. Det er bemærkningen om, at slaget fandt sted ved Gestilren "mellan Dala och Lena" (18) . Der findes en by ved navn Dala med en borg 3 kilometer nord for Kungslena, så hvis det første slag fandt sted ved dette Kungslena, skulle det være et helt ekstraordinært tilfælde, hvis Sverkers næste slag skulle ligge ved et andet Lena. Her skal man desuden være opmærksom på de sene Annales Dano-Svecani, som er citeret ovenfor. Her stod der: "Atter (rursum) blev der kriget i Gyllstenreen". Denne udlægning er i overensstemmelse med tilføjelsen til Västgötaloven og placerer begge slag i samme område. Samme annaler placerer som nævnt Lena i Västergötland, så brugen af oplysningen om, at Gestilren ligger nær Lena giver kun mening i Västergötland. Disse oplysninger om Gestilren er sene og dermed usikre, men vi har ikke andre lokaliseringsoplysninger om Gestilren sammen med oplysninger om slaget.

Placering af de to slag samme sted 200 år senere både i tilføjelsen til Västgötaloven og Annales Dano-Svecani indikerer imidlertid nok snarere forveksling end viden. Hidtil har man i nogenlunde enighed stedfæstet slaget ved Lena til Kungslena på østskråningerne af Varvsberget og Plantaberget. Her fortæller overleveringen, at der i Ryttarebackarna nord for Kungslena er fundet økser, hamre, sporer og menneskeben - noget der også gør sig gældende ved den nærliggende Kungshög ved Borgatorp. Disse lokaliteter ligger mellem Kungslena og nabobyen Dala. Nær selve Kungslena er der fundet en ringbrynje. Gestilren har man imidlertid traditionelt placeret ved Varv 3 kilometer mod syd ved Kungsbro ved Gisslare-gården (tidl Gislared) - et navn, der minder om Gestilren. Her er mindestenen rejst i 1910.

Hvis vi følger resonnementerne ovenfor, bør Sverker have opholdt sig ved Sverker-familiens eller Folkungernes borge eller have været på vej til dem. Det mest sandsynlige ville være de to slægters eget område i Östergötland. Sverker har ganske vist haft kongsgårde spredt i landet (en enkelt ved Frösthult nævnes af Bureus), men de kan være blevet inddraget af Erik, og har næppe været sikre for ham. Også i Västergötland skal Folke-slægten have været repræsenteret, og det vides bl.a., at Birger Jarl mødte den norske konge, Håkon Håkonsen, omkring 1257 på borgen i Kungslena, som en søn testamenterede til kirken i 1287. Borgen kan altså have været i Folke-slægtens eje allerede først i århundredet, hvor Eskil tillige var lagmand i Skara.

Ved Timmerle i det sydlige Västergötland har man peget på Gällstalid mellem Dalum og Lena (Leion) . Dette sted ligger strategisk rigtigt, hvis det drejede sig om en hær, der kom fra Danmark via Ätradalen, men ud fra nærværende artikel er denne betragtning først og fremmest relevant, hvis Sverker ankom med sin hird fra Danmark på vej til f.eks. Lena-borgen. Navnet omtales i 1355 som Gelstadhum, men Ortnamnskommittén konstaterede først i 1900-tallet, at man lokalt brugte stednavnet Gestillen.

I Västergötland er der tillige peget på Alingås, hvor der også ligger et Lena. I Östergötland har man peget på Göstrings (tidl. Gilstrings) Herad (Linde), hvor stedet alene defineres som et område svarende til ordvalget i Skänninge-annalerne.

Johannes Bureus (1568-1652) skrev, at Sverker havde en gård i Försth. Gestilren, og at han begravedes der i Swärkils Backan (Han blev dog begravet i Alvestra). Ved Frösthult nær Enköping i Svealand forekommer en Kungens Backa, og Lars-Otto Berg har påvist Gestilren-navnet 13 steder i Frösthults kirkeregnskaber i perioden 1581-1628 og peget på en forbindelse med Gästre (Berg/Sandblom/Fridell). At det skulle være Gästre strider dog mod ovennævnte konstatering af stedet som ukendt. Kirkeregnskabernes oplysning er omstridt, idet der bl.a. henvises til, at navnet kan være en efterrationalisering fra en præsts side inspireret af lokal tale om den kongsgård, som også Bureus nævnte. Placeringen strider mod de 150 år ældre oplysninger, og navnets hastige forsvinden igen kan ligesom ovennævnte Gestillen ses som et argument for, at navnet Gestilren også kan have eksisteret helt andre steder, uden at vi kender det i dag.

Der ses ikke noget grundlag for at udlukke nogle af disse mulige Gestilren'er, hvorimod kan man nok tillade sig at betragte Lars Gahrns søslag som et kuriosum. Under alle omstændigheder er kildematerialet omkring stedfæstelsen så mangelfuldt, at den rigtige lokalitet sandsynligvis skal påvises med metaldetektorer og arkæologi - og ved Kungslena vil det være vanskeligt at adskille de to slag.

Troels Brandt







Noter
Indeks / Næste / Forrige / Skema / Noter

1.
Den 13 november 1208 udfærdigede Paven Innocentius III til biskopperne i Västmannaland, Linköping og Skara et brev om tronstridighederne i Sverige. Paven fortalte bl.a. i det, som må være Sverkers partsforklaring: "... mens den førnævnte Erik (Knutsson) efter en tids forløb samlede en stor skare, voldeligt brød ind over rigets grænser, stødte sammen med kongen (Sverker) og hans folk, drev kongen på flugt og satte sig i besiddelse af riget. Kongen begav sig til den danske konge (hans slægtning), ledsaget af vor ærværdige broder ærkebiskop Valerius af Uppsala." Da Sverker stod under pavens och den romerske kirkes beskyttelse og "på grund af ødelæggelsen af kirkerne og ligeså undertrykkelsen af enkerne", befalede paven, at bisperne skulle opfordre Erik til at gå i forlig med kong Sverker og overlade ham riget i fred. "Ellers skal de tvinge ham hertil ved kirkens straf" uden appellation. Både Sverker og ærkebiskop Valerius i Uppsala skulle have satisfaction. Brevet findes trykt i Svenskt Diplomatarium, DS 135. Brev nummer 320. [Back]

2
Svensk tilføjelse ca. 1263 til Dansk-Svenske annaler fra Lund: "1210. Bellum Giestilsren 15. Kal. August (18/7), ubi occubuerunt Suercherus rex et Fulco dux." [Back]

3.
Den danske folkevise Det var den unge Sverke fra 1500-tallet. Den samtidige svenske folkevise med nogenlunde samme indhold er bl.a. omtalt af Stig Lundberg. I Danmark sendtes minnesangeren Rumelant af Erik Menved rundt for at udbrede sin version af mordet på Erik Klipping. Sverker-viserne må sammenlignes med de senere Marsk Stig-folkeviser, som efterhånden fordrejede et politisk komplot til en romantisk historie. [Back]

4.
Allerede Hans Olrik fastslog i sin artikel om Ebbe Sunesen i Dansk Bibliografisk Leksikon 1905, at der næppe var tale om noget dansk rigsanliggende. Den danske professor Niels Lund har i sin doktorafhandling, "Lid, leding og landeværn", fra 1994 på side 241 om Lena skrevet: "Her ser vi altså nogle fremtrædende høvdinge være i stand til at føre deres egen hær til Sverige til støtte for et familiemedlem. Man kan næppe forestille sig andet, end at når den danske konge kaldte på dem, så mødte de med de samme styrker." Slaget ved Lena fandt sted 31. januar og er derfor ikke kommet i konflikt med en eventuel sommerleding. De svenske Skänninge-annaler taler ikke om Valdemar og krig med Danmark, men om danskere og to adelsmænd fra Danmark - bemærkninger som med upræcise tolkninger og følgeslutninger kan have ledt til folkevisernes, Olaus Petri's og de senere svenske udlægninger. Kongens togt til Tyskland i marts 1208 omtales ikke som leding i årbøgerne - i modsætning til togtet i 1210 samtidig med slaget ved Gestilren. [Back]

5.
Næsten alle danske og svenske årbøger har notitser om Sverkers nederlag ved Lena og Ebbe Sunesens død. Jyske Krønike skriver: "I det følgende år var der så nogle danske, nemlig Sune Ebbesen og hans fæller, der drog til Sverige på krigstogt, og de faldt ved byen Lenæ i det herrens år 1208." Se i øvrigt årbøgerne i note 9.

Lund domkapitels gavebøger under 31. januar 1208 (Første tredjedel af 1200-tallet): ”Obiit Magnus, qui occisus est in Gocia aput Lene anno dominice incarnationis MCCVIII.” Notitsen handler muligvis om Birger Brosas bror, Magnus Minnisköld, som i så fald er død i Götaland ved Lena.
[Back]

6.
Pavebrev af 13/11 1208 - se note 1 ovenfor. [Back]

7.
Pavebrev af 31/10 1209 til Valdemar, DD 162: "Vi påminder og opfordrer dig indtrængende til ... fromme konge ... at du mandigt væbner dig til at udrydde hedenskabens vildfarelse og udvide grænserne for den kristne tro. ..."

Ligelydende pavebrev af 31/10 1209, DD 163, "til alle troende kristne i Danmarks rige ... mandigt væbner jer sammen med kongen ... og udvider grænsen for den kristne tro..."

Pavebrev af 31/10 1209 til Kejser Otto, DD 164: "... Men eftersom nogle tyskere, efter at omtalte konge var draget ud på så helligt et pilgrimstogt, i deres grusomhed hærgede hans rige, idet de måske vovede sig ind på forbrydelserne, fordi kongen, da han var borte, ikke kunne imødegå deres indfald, har samme konge så hengivent bønfaldt os om, at vi ved vort brev ville rette påmindelse til dig ... men i mellemtiden sikre hans rige."

Pavebrev af 30/1 1210: "Til de berømmelige konger og fyrster ... der bor rundt om Danmarks rige. Vi bønfalder derfor strengt under trussel om anathema ... at ingen fordrister sig til at trænge ind i eller hjemsøge førnævnte rige eller vover at mindske Valdemars ... eller hans arvingers rettigheder eller på nogen måde tiltage sig disse..."

Pavebrev af 7/5 1210 til Valdemar: "at du ... har bestemt dig for ... at drage din kongelige magts sværd mod et vildt og vantro folkeslag, tager vi dig selv og dit rige under Sct. Peters og vor beskyttelse ... og sikre dig og dine mod ... at du lider tab."
[Back]

8
Ryd Klosters Årbog (1300-tal): 1210. "Der gik leding til Preussen og Samland. Hertug Mistivi af Polen blev kongens mand. Kong Sverker af Sverige dræbes. Der kom munke fra Guldholm til Ryd." Se også annaler i næste note. Samland var området mellem Preussen og Litauen (Kaliningrad). [Back]

9.
Islendinge Saga VII 40 i Sturlunga Saga. Snorre var på besøg i Gautland hos lagman Askel (Birger Jarls halvbror Eskil) og fru Kristina Nielsdatter - datterdatter af Erik den Hellige og indtil 1214 gift med den norske jarl Håkan Galen. Snorre havde digtet "Andvaka" til hende, som altså var kusine til Erik Knutsson: "Hun gav ham det mærke (fane), som Sveakongen Erik Knutsson havde ejet, og som han førte, da han fældede kong Sørkve på Gestilren." Stavemåderne er "Getils reyni" og "Gestils-reini". Der er ingen forklaring på, hvorfor Eskil fik Eriks kusine og sejrsfanen efter Gestilren, og der eksisterer ikke noget skriftligt om Gestilren fra Snorres egen hånd.

Kålunds udgave 1911 af Sturlunga saga del I s. 331-332:
"Enn vm svmarit eptir for hann avstr aa Gavt-land, aa fvnð Askels lavg-mannz ok frv Kristinar, er att hafði adr Hakon galinn. Snorri hafði ort vmb hana qvæði þat, er Andvaka heitir, firir Hakon iarl, at bæn hans, ok tok hon sæmiliga við Snorra, ok veitti honvm margar giafir sæmiligar. Hon gav honum merki þat, er att hafði Eirikir Suie konungr Knvtz son: þat hafði hann, þa er hann felldi Savrki konung a Gestils-reini. Snorri for vm havstit aptr til Skvla iarls ok var þar annan vetr i all-goda ifirlótti."
[Back]

10.
Dansk-Svenske annaler fra Lund 916-1263 (ca. 1254) med svenske tilføjelser i Sigtuna(?) fra 1263 i []: "1208. Ebbo et Laurencius corruerunt [Bellum fuit Lenum pridie Kal februari (31/1)]" og "1210. [Bellum Giestilsren 15. Kal. August (18/7), ubi occubuerunt Suercherus rex et Fulco dux.]"

Annales Sorani ad 1268 (Hvideslægtens kloster): 1208. ... Suneson et Laurentius frater eius com aliis dominis correrunt Lenæ." og "1210. Rex misit exercitum in Prucium et Sambland ... regis. Dux Suerki occeditur in Suecia, que fuit filius Caroli."

Skänninge (Sigtuna) Annalerne 1208-1288 (ca. 1290): "1208. Bellum fuit in Lenum. Swerkerus fugatus est, strages Danorum facta est, inter quos Ebbo et Laurencius filij Sunonis, de Dacia milites nobiles corruerunt, reliqui Dani fugerunt cum magno pudore. Bellum fuit quinto kalendas februarij." og "1210 ...Bellum fuit in Gestylsren vbj occubuit Swerkerus rex et Fulko dux et multi alij nobiles. Eodem anno coronatus est rex Ericus secundus undecimo kalendas decembris et duxit Rykyzo sororem regis Dacie in vxorem."
Link

Annales Lundenses (ca. 1300): "1208. Bellum fuit in Lena.", "1209. ... et expedicio facta est in Prucian et Samland, et Ericus, rex Swecie, duxit Rykizam, sororem regis Waldemari." og "1210. Hoc Anno Swærkerus rex corruit in Gyestilren."

Annales Valdemarii (ca. 1300): "1208. Waldemar i Byzumburg & Honburg." og "1210. Expedicio Pruziam et Samland. (Mistwi samt Erik & Richiza)."

Årboken Annales regii fra Islandske Annaler (ca. 1310): "1211: Fall Sorkvis Karls sonar Sviakonungs a Gestelreini."

Uppsala Annalerne 1160-1336 (1300-tal):"Bellum fuit Gestilren xvi kalendas augusti ubi occubuerunt Swercherus rex et Fulco dux et multi de fulcungis"

Ældre Sjællandske Krønike (1300-tal): 1210. "Der gik krigstog til Samland og Preussen. Kong Sverker led nederlag. Der blev bygget bro over Elben. Kong Erik af Sverige ægtede kong Valdemars søster."

Jyske Krønike (ca. 1350): "I det følgende år (7. regeringsår) var der så nogle danske, nemlig Sune Ebbesen og hans fæller, der drog til Sverige på krigstogt, og de faldt ved byen Lenæ i det herrens år 1208. I sit 8. år sendte han en hær til Preussen og Finland og underlagde sig disse lande. Men i hans 11. år ..." Intet om Gestilren.

Lund-annaler (dansk oversættelse fra ca. 1400): "1208. Waar Lene faldt y Oplandt//" og "Sverker kong fald y Giestilren, oc lething for att Prysen oc thil Samlandt, oc Erik, Sverrigs kong, fil Valdemar kongs søster Richeza."

Gråbrødreannalerne 916-1430 (1400-tal): "1210. Bellum fuit in Gæstilreen xv kalendas augusti, ubi occubuit Swærkerus rex et Folko dux at multi alii nobiles de Folkongis cessitque victoria Sweuis." Visby Krøniken 815-1444 (1400-tal): "Anno Domini Mccx. fuit bellum xv kalendas augusti in Gielsteren, vbi occisi sunt Swercherus rex et Fulco dux et multi nobiles. Eodem anno coronatus est secundus Ericus rex Swecie, et duxit vxorem Rygizam sororem regis Danorum."

Annales Dano Svecani 826-1415 (efter 1415): Se næste note. De islandske annaler fortæller kortfattet om 1208 f.eks. "Orrosta i Lenum", "Eirikr kongr rikti i Suithiod" og om 1210/11 "Fall Sv. konongs", "Herfaur Dana i Pryzaland ok Samland". [Back]

11.
Annales Dano Svecani (efter 1415): "1210. Bellatum est rursum i Gyllstenreen, ubi rex Suercherus, dictus Hack, Caroli regis filius, occubuit et Folcho dux alii quoque multi uiri nobiles de Folkungis, cessitque uictoria Sueuis. ...." [Back]

12.
I den ældre Västgötalov tilføjede Vidhemspræsten ca. 1325 en kongeliste med korte bemærkninger ved den enkelte konge. Ved Sverker II står der: "Sexstanði war Swerkir konongær, sniællær man oc goðþær ðrængær; røndes sinu riki wæl. Æn Folkongær toko liff aff honom; hans siälfs maghær gördhe honom thæt i Gyæstilren. Oc i Alwastrum liggær han." Udtrykket maghær er usikkert og skal sandsynligvis forståes bredt. I de nyeste versioner er der efter Gestilren indsat tilføjelsen "mellan Dala och Lena", hvilket antages at være sket i 1400-tallet. [Back]

13
Bl.a. Saxo 11.14.16. Seeberg: "To døtre lod hun [Knud den Helliges dronning] til gengæld blive tilbage: Den ene, Ingegerd, blev gift med Folke, en af de fornemste mænd i Sverige, og fik sønnerne Bent og Knud. Gennem dem blev hun bedstemor til Birger [Brosa] Jarl, der stadig lever i dag, og hans brødre. Den anden, Cecilia, blev gift med Jarl Erik af Götland og fik sønnerne Knud og Karl ...." eller i original latin: "- ex quibus Ingertha Folconi, Sueticae gentis nobilissimo, nupta Benedictum Kanutumque filios habuit iisdemque mediantibus Birgerum, qui et nunc exstat, Suetiae ducem, cum fratribus suis nepotem accepit. Verum ex Caeciliae matrimonio Ericus, Gothorum praefectus, Kanutum cum Karolo procreavit." [Back]

14
Ifølge Sturlunga Saga mødte Snorra Sturlusson få år efter Gestilren Lagman Eskil i Gautland. I Olaf den Helliges Saga i Heimskringla giver Snorre et billede af Sveriges opdeling, som antagelig er et resultat af de to kollegers samtale. Den islandske lovsigemand, Snorre, giver et tilbageprojiceret billede, hvor de enkelte lande var juridiske enheder styret af "lagman" og ting - meget nær den islandske model. Der var 3 hovedlodder, Svithjod, Väster Götaland og Östra Götaland, hvoraf "selve Svithjod" var opdelt i 5 mindre lodder med Uppsala som hovedsæde. Disse lagmænd valgte som folkenes repræsentanter formelt en konge, hvis primære opgave var krigsførelsen, og som desuden var overdommer i visse sager. Denne konge havde ifølge Snorre øjensynligt oprindeligt i hedensk tid været religiøs overgode og bosiddende i Uppsala, hvor der var fælles offer-, ting- og markedsplads. I kristen tid var fælleskongen ikke mere nødvendigvis fra Svithjod - ofte var kongerne östgöter - men det formelle kongesæde og ærkebispestolen var stadig i Uppsala. Snorre kaldte denne fælles konge for Sviakongen og hans domæne for Sviavælde. Jarlerne har antageligt oprindeligt været kongens repræsentanter i landene, men Birger Jarl anføres i Knut Erikssons donationsbreve som "sweorum et guttorum dux". Senere nedskrev hans kilde, lagman Eskil - sandsynligvis som den første af flere - Västgötalagen, som ligesom den senere Upplandslag siger, at sviarne havde ret til først at vælge kongen, men heraf må sandsynligvis også kunne udledes, at ordet "vrake" indebærer, at de øvrige hovedlande kunne fravælge ham. Tidligere kom Saxo med en tilsvarende udtalelse om den svenske ordning. På den måde blev kongefællesskabet frivilligt, hvilket svarer til den danske praksis før 1170. I stedet for Uppsalas ret til først at udpege kandidaten fortalte Saxo om de danske styrismænds valg af en kandidat på et fælles Isøre Ting (på grund af kortere danske afstande), som siden skulle godkendes på de enkelte landsting. Snorres og Saxos billeder harmonerer med de senere landslove og det faktum, at titler og segl talte om "swia och götar".

Snorre var en samtidig kilde og særdeles velunderrettet om forholdene, om end han og Eskil kan have haft en vis interesse i at fremhæve lagmandens stilling. Hans billede forklarer, hvorfor der blandt senere historikere kunne opstå diskussioner om, hvornår der blev talt om svear, og hvornår der blev talt om svear/svenskere som svear + göter. Generelt synes Snorre og de svenske kilder at være i stand til at skelne, mens udlandske kilder (herunder Adam af Bremen) brugte de klassiske Sueonum og Gothorum i flæng. Det er nødvendigt altid at se på sammenhængen.

Omkring 1470 gengav Ericus Olai Gestilren-sætningen fra Annales Dano-Svecani fra 1415, hvor han tolkede Suevi som upplændinge. Natanael Beckman analyserede i 1928 Erikskrönikan fra 1300-tallet (som begynder efter Gestilren) og kom til det resultat, at "uplenzska" i krøniken måtte dække alle svenskere i modsætning til udlændinge. Da navnet modsat svear har baggrund i et konkret landskab, har konklusionen logikken imod sig, og hans konklusion bliver irrelevant i relation til tolkningen af Annales Dano-Svecani og Ericus Olai, da samme Erikskrönika udtrykkeligt skelner mellem "göta oc swia" - jfr. også titlerne ovenfor.

Kroningen af kongen af Guds nåde i 1210 (efter Absalons danske mønster fra 1170) var det første skridt på vejen til reetablering af en central gudbenådet magt med udgangspunkt i Swiavældet og den gamle centrale helligdom i Uppsala, hvis forsøget ikke allerede var sket under Sverker II, hvad pavebrevet i 1208 og kirkens frigørelsesbrev i år 1200 kan tyde på - altså mens Sverkers slægtning, Absalon, stadig var dansk ærkebisp.

Da Birger Jarl senere fasttømrede den kongelige institution og på Erik-slægtens side talte for en samling af Sverige under hans og Eriks slægt, blev Erikskrönikans oprørske "Folkunga rothe" ledet af Birger Brosa's oldebarn, Knut Magnusson, og Knut Långes søn, Filip. Det menes, at Folkunge-navnet oprindeligt var knyttet til Folke den Tykkes slægt, der tillige var efterkommere af den danske konge, Knud den Helliges datter - dvs. Birger Brosa's Bjælbo slægt. Det vil ikke hindre, at tilnavnet efter familiens splittelse i forbindelse med Sverker og Gestilren først og fremmest blev brugt på Folke Jarls gren af slægten - dvs. Erik-modstanderne. Derfor kom navnet Folkungernes parti eller hær (rothe?) for en senere eftertid til at repræsentere modstanderne mod Birger Jarl, selv om de oprindeligt var af samme slægt. Birger Jarl ønskede et samlet Sverige under Erik den Helliges slægt med Uppsala Domkirke og nogle symbolsk opfundne Mora Stenar som samlingspunkter. På den måde repræsenterede Birger Jarl Swiavældet - en gruppe som derfor blev kaldt "uplenzska" i Erikskrönikan, selv om Birger Jarl selv var östgöte.

De sidste spekulationer kan give en forståelse af kilderne og det efterfølgende forløb, men får næppe væsentlig betydning for vurderingen af Gestilren-kilderne.
[Back]

15.
Brev nr 315, udateret 1208-9: Biskop O(ffo, Uffe) i Strängnäs kungör att K(nut) jarl på dödsbädden till Riseberga kloster skänkt Frösvi och Åkerby, vilket bevittnats av honom själv och dessutom kan omvittnas av kung Erik, Folke jarl, herr Eskil och hans bröder och stormän från hela riket. Der er sandsynligvis tale om Folkes bror, Knut Jarl, som ifølge en kort psaltarindskrift på British museum skal være faldet 31/1 (ved Lena), men kan kan være blevet hårdt såret og død efterfølgende. [Back]

16.
Artikel om folkeviser om bruderov fra 1910 af O. Klockhoff. Se link [Back]

17.
Dansk Svenske Annaler (Lund) 916-1263: "Giestilsren" (I margen "Gystellren"); Årbog, Lund 1074-1255: "Giestilren"; Annales Lundenses: "Gyestilren"; Annales Sigtuna: "Gestrylen"; Visby: "Gielsteren"; Annales Dano Svecani (efter 1415): "Gyllstenreen". [Back]

18.
Kongekrøniken i Cod. Holm. fra første halvdel af 1400-tallet: "Siæxtande war Swærker konung sniæller man oc godh oc róntis sino rike wæl. Æn folkvnga slogho honom i hææl i Gæstilsreen mællan Dala oc Lena. oc han ligger i Alvastrum" [Back]


Litteratur:
Indeks / Næste / Forrige / Skema / Noter

Beckman, Natanael, 1974 (1924): Äldre Västgötalagen. Skara.
Berg, Lars-Otto, 1999: "Var låg Gestilren?" i Namn och Bygd
Berg, Lars-Otto, 2004: "Var stod slaget vid Gestilren?" i Upplands forminnesförenings Årsbok.
Blatt, Franz, 1948: Danmarks Riges breve, Række 1. København.
Fridell, Staffan, 2004: "Gästre och Gæstilren" i Ortnamnssällskapets i Uppsala årsbok.
Gahrn, Lars, 1988: "Gestilren" i Ortnamnssällskapets i Uppsala årsbok
Gahrn, Lars, 2004: "Det omstridda slaget vid Gestilren" i Västgötabygden.Link
Harrison, Dick, 2004: Jarlens Sekel. Stockholm.
Högberg, Folke, 1960: "Gestilren, ett 750-årsminne" i Vgl's Fornminnesför. tidsskrift VI:2.
Johanneson, Jon et.al, 1946: Sturlunga saga. Reykjavik.
Klockhoff, O., 1929: "Folkvisorna om brudrov inom Folkungaätten" i Samlaren, Uppsala Link
Kroman, Erik, 1980: Danmarks middelalderlige annaler. København.
Larsson, Mats G., 2004: "Gestilren och Sverkers backe" i Ortnamnssällskapets i Uppsala årsbok.
Leion, Ingvar, 2004: "Gestilren - en andra rond" i Västgötabygden. Link
Lind, John et.al, 2004: Danske Korstog - Krig og mission i Østersøen. København.
Linde, Gunnar, 1989: " Gestilren. Ett försök till tolkning" i Ortnamnssällskapets i Uppsala årsbok.
Linde, Gunnar, 1997: "Kungamordet i Gestilren" i Västgötabygden.
Lund, Niels, 1994: Lid, leding og Landeværn. Roskilde.
Lundberg, Stig, 2006: "Gestilren fortfarande en gåta" i Vgl.s Fornminnesförenings Tidskrift 2005/06.
Menzing, Hans, 2004: "Valplatsen där kung Erik utsågs till svensk regent" i Västgötabygden.
Paulsson, Göte, 1974: Annales Suecici medii aevi. Lund.
Sandblom, Sven, 2004: Gestilren 1210. Enköping.
Saxo, ca. 1200: Danmarkshistorie (transl. Peter Zeeberg 2000). Koebenhavn.
Snorre Sturlasson, ca. 1230: Heimskringla (transl. Holtsmark & Seip 1985).
Svanning, Hans, 1580: Kong Sverker den Unge. Link



LINKS Indeks
Svenskt Diplomatarium
Erikskrönikan
Äldra Västgötalagen, excl konungalängd
North European texts, Northvegr
Norroene tekster og kvad
Saxo (Latin)
Af Troels Brandt:
Rökstenen
Herulerne
Mordet i Finderup Lade