Gedevasen
Dansk og nordisk historie
Forside » Vikingernes dagligliv

Vikingernes dagligliv

Vikingernes dagligliv

Vikingernes dagligliv udspillede sig langt fra billedet af blodtørstige krigere: det handlede om arbejde i langhuset, omsorg for dyr og mark, håndværk og familie. For de fleste var vikingernes dagligliv styret af årstiderne, af pligter i hjemmet og af den plads man havde i et samfund med jarler, bønder og trælle. Se også vores oversigt over vikingetiden.

Langhuset – hjertet i vikingernes dagligliv

Det typiske hjem var langhuset, en aflang bygning af flettede vidjevægge klinet med ler, tørv eller planker, ofte med et tag af strå eller græstørv. Huset kunne rumme en hel husstand samt husdyr i den ene ende om vinteren, hvilket gav varme men også røg og lugt.

Røgen fra ildstedet stod ofte ud gennem en åbning i taget, da skorstene ikke kendtes. Langhuset var derfor mørkt, røgfyldt og larmende af dyr og mennesker under samme tag.

Vikingernes tøj og udseende

Vikingernes tøj var praktisk og tilpasset et hårdt klima. Mænd bar uldbukser, en løsthængende tunika og en kappe fastgjort med en fibula, mens kvinder gik i en lang underkjole af linned med en kendetegnende kjoleoverdel holdt oppe af to skålspænder.

Farver og kvalitet afslørede social status: bønder gik i grovere, udyet stof, mens jarler og rige handelsfolk kunne have farvet uld, silkebånd og importerede stoffer som tegn på rigdom.

Vikingesmykker og pynt

Vikingesmykker var langt mere end pynt – de var statussymboler, betalingsmiddel og amuletter. Sølv og bronze blev støbt til armringe, halskæder og de karakteristiske skålspænder, ofte dekoreret med dyreornamentik i flettede mønstre.

Vikingernes mad og måltider

Vikingernes mad bestod primært af det, gården selv kunne producere: byg og rug til grød og brød, mælk, ost og smør fra køer og geder samt kød fra svin, får og vildt. Fisk og skaldyr spillede en stor rolle i kystnære egne.

Maden blev ofte konserveret ved røgning, tørring eller saltning for at holde sig hen over vinteren. Øl brygget på byg var den mest almindelige drik, mens mjød var forbeholdt særlige lejligheder og de mere velhavende.

Kvinder i vikingetiden

Kvinder i vikingetiden havde ansvaret for husholdningen, herunder madlavning, tekstilfremstilling og opsyn med trælle, når manden var på togt eller handelsrejse. Vævning af vadmel og sejl var tidskrævende arbejde, der krævede stor teknisk kunnen.

Gifte kvinder kunne eje jord, kræve skilsmisse og bar husets nøgler som symbol på deres myndighed i hjemmet. Enkelte kvinder optræder også i kilder som handelskvinder eller endog med våben i grave, hvilket peger på en mere sammensat rolle end tidligere antaget.

Samfundet: jarler, bønder og trælle

Det vikingetidsstandsamfund var opdelt i tre lag: jarler (den ledende adel med jord og krigsfølge), bønder (frie mænd og kvinder, der ejede eller lejede jord) og trælle (ufrie, ofte krigsfanger eller født i trældom).

Denne opdeling prægede alt fra boligforhold til hvilket tøj man havde råd til, og den var afgørende for, hvordan vikingernes dagligliv formede sig på den enkelte gård.

Læs videre i vores hovedguide om vikingetiden, eller se vikingernes våben og nordisk mytologi.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan så en typisk vikingedag ud?

Dagen begyndte tidligt med opgaver som malkning, madlavning og markarbejde. Mænd og kvinder havde adskilte, men lige vigtige ansvarsområder. Håndværk som vævning, smedning og reparation af redskaber fyldte meget, og aftenen blev ofte brugt på historiefortælling og socialt samvær ved ildstedet i langhuset.

Hvad spiste vikingerne til daglig?

Grundstammen var grød og brød af byg eller rug suppleret med mælkeprodukter som ost og skyr. Kød fra husdyr, fisk og vildt indgik afhængigt af egn og årstid. Maden blev ofte saltet, røget eller tørret for at kunne holde sig hen over den lange vinter.

Havde kvinder magt i vikingetiden?

Ja, i hjemmet havde kvinder betydelig myndighed: de styrede husholdningen, bar nøglerne til forrådskamre og kunne eje jord samt forlange skilsmisse. Deres formelle politiske indflydelse uden for hjemmet var dog begrænset sammenlignet med mænds rolle på tinget.