Herulerne — et af Nordens gådefulde folk
Af Mads Kjeldsen, historiker · Opdateret 24. maj 2026
Få folk fra folkevandringstiden er både så godt og så dårligt belyst som herulerne. De optræder i romerske og byzantinske kilder fra 200- til 500-tallet, kæmper fra Sortehavet til Italien — og forsvinder så igen. Spørgsmålet, der har optaget forskere i generationer, er, om en del af dem vendte hjem til Skandinavien.
Hvem var herulerne?
Herulerne (latin Heruli eller Eruli) var et germansk folk, der dukker op i de skriftlige kilder i 200-tallet. De var kendt som dygtige, men frygtede krigere — lette infanterister, der ofte optrådte som lejetropper i både romerske og fjendtlige hære. Romerske forfattere beskriver dem som hurtige og vilde, og deres navn blev nærmest et synonym for elitesoldater i visse perioder.
Deres samfund synes at have været præget af en stræng krigerkultur med egne skikke omkring ære, alderdom og død, som de byzantinske kilder fandt både fascinerende og fremmedartede.
Vandringer gennem Europa
Som mange folk i denne urolige periode bevægede herulerne sig over store afstande. De optræder ved Sortehavet, hvor de deltog i tøgter mod romerske byer, og senere længere mod vest. I 400- og 500-tallet havde de et rige ved Donau, tæt på det østromerske riges grænse, hvor de skiftevis var allierede og modstandere af Konstantinopel.
Efter et nederlag til langobarderne omkring år 508 splittedes folket. En del blev i Donau-området under byzantinsk overhøjhed, mens en anden gruppe, iflølge Prokopios, drog mod nord — en rejse der fører direkte ind i spørgsmålet om Norden.
Tilbagevenden til Norden
Det mest debatterede punkt er netop denne nordlige vandring. Den byzantinske historiker Prokopios skriver i midten af 500-tallet, at en gruppe heruler rejste gennem Europa, forbi flere folkeslag, og slog sig ned i nærheden af gauterne — et folk man traditionelt placerer i det nuværende Sverige. For nogle forskere er dette et af de tidligste skriftlige spor af en konkret forbindelse mellem kontinentet og Skandinavien.
De rejste forbi alle de slaviske folk og derefter gennem øde land, indtil de nåede de såkaldte gauter, og derpå slog de sig ned.
Tolkningen er ikke ukontroversiel. Hvor meget vi kan udlede af én passage hos Prokopios, er netop kernen i diskussionen.
Kilderne og diskussionen
De to vigtigste kilder er Jordanes' Getica fra midten af 500-tallet og Prokopios' samtidige værker. Begge er skrevet langt fra Norden og bygger delvis på ældre, tabte kilder. Derfor må de læses kritisk: de fortæller os, hvad datidens lærde troede om herulerne, hvilket ikke nødvendigvis er det samme som, hvad der faktisk skete.
- For en nordisk forbindelse taler Prokopios' konkrete beskrivelse af rejsen mod gauterne.
- Imod taler, at arkæologien ikke entydigt kan påvise en herulsk indvandring, og at "tilbagevenden til oprindelseslandet" var et litterært motiv i samtiden.
Resultatet er en velbegrundet uenighed snarere end en løsning — og det er netop derfor, herulerne forbliver så fascinerende. Vil du se den større sammenhæng, så læs overblikket over danernes historie eller om Rökstenen, der stammer fra tiden lige efter.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem var herulerne?
Et germansk folk fra folkevandringstiden, kendt som dygtige krigere. De optræder i romerske og byzantinske kilder fra 200- til 500-tallet og bevægede sig fra Sortehavet til Italien og muligvis tilbage til Skandinavien.
Vendte herulerne tilbage til Skandinavien?
Den byzantinske historiker Prokopios beskriver en gruppe heruler, der rejste nordpå og slog sig ned nær gauterne i det nuværende Sverige. Det er en vigtig, men omdiskuteret kilde — arkæologien kan ikke entydigt bekræfte det.
Hvilke kilder fortæller om herulerne?
Frem for alt Jordanes' værk Getica og Prokopios' historieskrivning, begge fra 500-tallet. De skal læses kritisk, da de er skrevet langt fra Norden og bygger på ældre, delvist tabte kilder.